Vi har dig, når studielivet ikke helt blev, som du havde forestillet dig. Vi har sammen med Ventilen samlet viden, råd og inspiration til dig, der oplever ensomhed eller savner nogen at dele studietiden med.
Studietiden bliver ofte forbundet med nye venner, stærke fællesskaber og masser af sociale oplevelser. Men for mange studerende ser virkeligheden anderledes ud.
Ventilen arbejder med unge, der oplever ensomhed, og ved derfor, at følelsen er langt mere almindelig, end mange tror. Ensomhed handler nemlig ikke nødvendigvis om at være alene. Du kan godt være omgivet af mennesker og stadig savne tætte relationer eller følelsen af at høre til.
45% af de studerende har oplevet ensomhed i løbet af det seneste semester, viser DM's studielivsundersøgelse.
Ensomhed kan ramme gennem hele studielivet
For nogle opstår ensomheden ved studiestart. Måske er du flyttet til en ny by, begyndt på en uddannelse, hvor du ikke kender nogen, eller har svært ved at finde din plads blandt nye mennesker.
For andre kommer følelsen senere. Når studiegruppen bliver opløst, venner skifter studie, eller praktik, valgfag og speciale betyder, at hverdagen på campus ændrer sig.
Ensomhed følger ikke en studieplan, og der er ikke et tidspunkt, hvor du burde have "fundet dine mennesker". Mange oplever den i forskellige perioder af studielivet.
Der er ikke noget galt med dig
En vigtig pointe fra Ventilen er, at ensomhed er en følelse – ikke et personlighedstræk.
Mange, der oplever ensomhed, kommer til at tænke, at problemet ligger hos dem selv. Men ensomhed siger ikke noget om din værdi eller din evne til at skabe relationer. Det er en følelse, som de fleste mennesker oplever på et tidspunkt i livet.
Mange holder ensomheden for sig selv, fordi de tror, at de er de eneste, der har det sådan. Men ensomhed er stadig et tabu for mange unge, selvom følelsen er langt mere almindelig, end de fleste tror.
At vide det får måske ikke følelsen til at forsvinde, men det kan være en vigtig påmindelse om, at du ikke er problemet.
Ensomhed er en følelse. Ikke et tegn på, at der er noget galt med dig.
Små skridt tæller
Når man føler sig ensom, kan det være svært at række ud til andre. Derfor anbefaler Ventilen at starte småt.
Faktisk oplever mange unge, at det er svært at skabe nye relationer. Hvis du synes, det kan være udfordrende at finde nye venner på studiet, er du derfor langt fra alene.
Tre råd, hvis du føler dig ensom
Sig det højt
Ensomhed kan føles tungt at gå med alene. Prøv at dele dine tanker med en, du stoler på – en ven, en medstuderende, et familiemedlem eller en studievejleder.
Tag det første skridt
Små handlinger kan gøre en stor forskel. Sæt dig ved siden af nogen til undervisningen, spørg om I skal følges til forelæsning, eller skriv til en medstuderende om at læse sammen. Relationer tager tid at opbygge, og de fleste fællesskaber starter med små møder og gentagne samtaler – ikke store spring.
Find et fællesskab, der passer til dig
Du behøver ikke passe ind alle steder. Måske findes dit fællesskab i en forening, på dit studie eller hos Ventilen, hvor du kan møde andre unge, der kender følelsen af ensomhed
Find hjælp og fællesskab
Ventilen arbejder for, at ingen unge skal stå alene med ensomhed. Rundt om i landet tilbyder de fællesskaber, hvor unge mødes om uformelle aktiviteter som spil, gåture, madlavning og cafébesøg. Her kan du møde andre, der kender følelsen af ensomhed, og tage det første skridt mod nye relationer.
Vi har dig
Du behøver ikke klare det alene. Hos Ventilen kan du møde andre unge og finde et fællesskab, hvor der er plads til dig.
.