Spring menu over

Studietrivsel

DM og MA

© Lasse Martinussen

Del artikel:

Lige så fedt som studielivet kan være, lige så presset kan det også føles. DM’s nyeste studielivsundersøgelse fra 2024 viser, at mange studerende oplever mistrivsel i forbindelse med deres studietid. DM kæmper aktivt for bedre vilkår for studerende.

Stigende antal studerende oplever mistrivsel i forbindelse med deres studie. Ifølge DM’s nye studielivsundersøgelse føler hver fjerde studerende sig ofte stresset eller overvældet. Dette er en bekymrende udvikling som vi i DM ikke mener skal accepteres som den nye normal.

Noemi Katznelson, professor og centerleder for Center for Ungdomsforskning, peger i et nyt studie på, at "mange unge mistrives på studiet på grund af høje forventninger og pres fra både dem selv og omgivelserne.” 

DM arbejder aktivt for at forbedre disse forhold. Mistrivsel blandt studerende er et af hovedfokuspunkterne i DM Studerendes bestyrelsesarbejde. Forkvinde for DM Studerende Anna Ockelmann forklarer: ”I foråret førte vi en levevilkårskampagne, fordi noget af det, der kan belaste studerendes trivsel mest, er deres økonomi. Én ud af fem studerende bekymrer sig så meget for deres økonomi, at det påvirker deres søvnkvalitet.”

Mange unge mistrives på studiet på grund af høje forventninger og pres fra både dem selv og omgivelserne.
Noemi Katznelson, professor på Aalborg Universitet og centerleder for Center for Ungdomsforskning.

I forlængelse heraf oplever mange studerende at være nødsaget til at arbejde flere timer på deres studiejob for at på økonomien til at løbe rundt. DM arbejder blandt andet for at forbedre de økonomiske forhold for studerende, så de ikke skal vælge mellem at kunne betale regningerne og at få en god nats søvn.

Det er afgørende, at vi sammen finder løsninger på disse udfordringer, så alle studerende kan trives og få det bedste ud af deres studietid.

Hvilke tegn skal du være opmærksom på?

Vær opmærksom, hvis din mistrivsel fortsætter og breder sig fra en enkelt eksamen eller fag til større dele af dit studieliv. Hvis du har svært ved at se en ende på udfordringerne, kan det være et tegn på, at der er noget galt.

Mistrivsel kan manifestere sig ved, at du konstant ikke kan overskue at tage til undervisning, trækker dig fra sociale aktiviteter eller oplever søvnbesvær. Det er vigtigt at tage sådanne tegn alvorligt og tale med nogen om dem.

Få rådgivning ved DM

Hos DM kan du få rådgivning, hvis du har problemer med studiemiljøet, føler dig overvældet, eller er bekymret for din karriere.

Vær opmærksom på tegn på mistrivsel:

  • Vanskelighed ved at se en ende på udfordringer
  • Uoverskuelighed ved undervisning
  • Tilbagetrækning fra sociale aktiviteter
  • Søvnproblemer

Det er vigtigt, at du tager sådanne tegn alvorligt og taler med nogen om det. Er du i tvivl om, hvordan du skal håndtere situationen, så tøv ikke med at kontakte DM

Stress  

DM’s nye studielivsundersøgelse viser også en stigende mistrivsel i form af stress, hvor et stort flertal af de adspurgte studerende har følt sig stressede det seneste semester. Emilie Ravn Ballegaard, konsulent hos DM, siger i en artikel fra september: ”Der er en stigning både blandt stress og mistrivsel blandt vores studerende medlemmer, og problemet er stigende.”


Undersøgelsen afslører, at kun 3% af de studerende aldrig oplever stress, mens 11% altid føler sig stressede, og 40% ofte gør det. Særligt eksamener udløser stress, med 80% af de adspurgte, der har oplevet eksamensstress, mens ser 51% studiet generelt som en stressfaktor. Emilie Ravn Ballegaard forklarer, at mange studerende kontakter DM om stress, især mod slutningen af deres studier, hvor spørgsmål om speciale, CV, og jobjagt fylder meget.

Vi er i gang med at udvikle nye tiltag, der skal samle studerende om et større fællesskab. Hvis fællesskaberne bliver stærkere, kommer der også et større bolværk mod stress.
Emilie Ravn Ballegaard, konsulent hos DM.

Christa Koll Thystrup, autoriseret psykolog, bekræfter i artiklen også stigningen i stress blandt studerende: "Jeg får mange flere studerende med stressproblemer ind i min klinik sammenlignet med for blot få år siden. Unge er generelt mere stressede og ængstelige i dag." 

Emilie Ravn Ballegaard understreger behovet for stærke sociale fællesskaber og klare hverdagsrutiner for at bekæmpe mistrivsel. "Vi er i gang med at udvikle nye tiltag, der skal samle studerende om et større fællesskab," siger hun. "Formålet er at skabe et fristed for de studerende, hvor de kan rystes mere sammen og skabe bånd med studerende, som de måske ikke normalt snakker med. Hvis fællesskaberne bliver stærkere, kommer der også et større bolværk mod stress."

DM afholder hvert semester en række Sund Snak arrangementer i de fire største studiebyer: Aalborg, Odense, Aarhus og København. Her er konceptet at skabe et lokalt fællesskab for studerende, hvor de kan lave noget kreativt eller fysisk sammen. Vi har tidligere afholdt arrangementer med keramik, padeltennis, saunagus og været på smykkecafé. Læs mere om Sund Snak og find et arrangement nær dig her.

Tegn på langvarig stress

Stress kan være både kortvarig og langvarig. Kortvarig stress er naturlig, men langvarig stress kan skade dit helbred. Tegn på langvarig stress inkluderer:

  • Søvnløshed
  • Hjertebanken
  • Svimmelhed
  • Grådlabilitet
  • Koncentrationsbesvær
  • Hukommelsessvigt
  • Ubeslutsomhed
  • Aggressiv eller indadvendt adfærd
  • Manglende appetit eller spiseforstyrrelser

Kontakt din læge, hvis du oplever disse symptomer i en længere periode. Her kan du læse mere om stress.

Det er vigtigt at tale med nogen. Hvis du er usikker på, hvem du skal henvende dig til, kan du altid kontakte DM for vejledning.

Det er vigtigt at tale med nogen – hvem kan du tale med? 

Vigtigst er, at du taler med nogen. Virker det uoverskuelig, hvor du skal henvende dig, kan du altid kontakte os i DM. Vi står altid klar til at hjælpe dig med at forstå din situation og rådgive dig om eventuelle andre steder, hvor du kan få den rette hjælp. 

DM 

Går dine spekulationer og bekymringer på, hvordan du kan bruge din uddannelse efter studietiden, eller hvordan du til den tid kommer ind på arbejdsmarkedet? Så kan det være en god ide at tale med os. I DM står vi klar til at hjælpe dig godt i gang med karrieren, og sikkert videre. 

Kontakt DM

Du kan altid kontakte DM, hvis du oplever, at du trives dårligt, og det går ud over dine studier. 

Studievejledningen 

Studievejlederne på dit studie kan være et godt sted at begynde. De vil også kunne oplyse dig om dispensationsregler og SU-problematikker, hvis udfordringerne kan komme til at forlænge dit studie. Du kan typisk finde din studievejlednings kontakt oplysninger på dit universitets hjemmeside.

Studenterrådgivningen 

Du kan også kontakte Studenterrådgivningen, som yder gratis social- og psykologhjælp til studerende på videregående uddannelser.  Find afdelingen nærmest dig, eller kontakt dem på telefon 70 26 75 00, fra mandag til fredag kl. 9-12. 

Studiepræst 

Din trivsel på studiet handler om mere end problemer relateret til at være studerende. Personlige problemer og oplevelser kan også skabe mistrivsel. De fleste universiteter har tilknyttet en studiepræst, som du kan tale med om det, du har på hjerte. Det behøver ikke handle om kristendom og religion, men kan være om hjertesorger, ensomhed, stress eller noget helt fjerde. Præsten har tavshedspligt. Find din studiepræst. 

Din læge 

Oplever du tegn på længerevarende stress, kan du kontakte din læge, der kan vurdere, om du bør sygemeldes. Er du i tvivl om, hvordan du skal håndtere situationen, så tøv ikke med at kontakte DM. 

 

Bliv medlem

Bliv medlem af DM og MA og få hjælp og rådgivning, hvis du oplever dårligt studiemiljø eller har svært ved at overskue arbejdspresset.