DM har fundet vinderne af Tutorprisen 2026. Efter et rekordår med mange nomineringer går årets pris til tutorerne på Statskundskab på Aarhus Universitet, som hædres for deres store indsats.
Hvert år uddeler DM Tutorprisen for at anerkende de tutorer, der gør en særlig forskel for nye studerende. Overgangen til universitetslivet kan være både spændende og overvældende, og derfor spiller tutorerne en afgørende rolle i at hjælpe nye studerende godt ind i både studiet og fællesskabet.
Med Tutorprisen giver DM et skulderklap til de mange engagerede tutorer, der gør en kæmpe indsats for at give de nye studerende en sjov og tryg start på studiet.
Danmarks bedste tutorer 2026 er fundet
Interessen for årets Tutorpris har været større end nogensinde før. DM modtog i år rekordmange nomineringer, og niveauet blandt de nominerede tutorgrupper har været imponerende højt.
Blandt de mange stærke kandidater var der dog én tutorgruppe, som skilte sig særligt ud. De studerendes nomineringer beskriver en tutorgruppe, der har skabt en studiestart præget af fællesskab, engagement og plads til alle. Derfor er det tutorerne fra Statskundskab på Aarhus Universitet, der kan kalde sig vindere af DM's Tutorpris 2026 og dermed Danmarks bedste tutorer.
Tutorprisen bliver i år uddelt for 18. gang og er en anerkendelse af tutorernes store arbejde med at skabe en studiestart, der ikke bare er god, men også sjov, tryg og inkluderende. Som en del af prisen modtager vinderne 10.000 kr. til et socialt arrangement.
Derfor vandt Statskundskab på AU
Nadja Ward Pallesen, der er forperson for DM Studerende, var med til at overrække prisen og begrunder valget af tutorgruppen fra Statskundskab som årets vinder af Tutorprisen således:
"Årets vindere har skabt en studiestart præget af fællesskab, engagement og plads til alle. De mange nomineringer fortæller om en tutorgruppe, der ikke bare har planlagt en fantastisk rusuge, men som også har sikret de nye studerende den bedst mulige start på studielivet."
De lokale vindere af årets Tutorpris
Foruden kåringen af den nationale vinder af Tutorprisen 2026 blev der også kåret lokale vindere fra de øvrige universiteter, som hver modtog en præmie på 2.500 kr. til et socialt arrangement. De lokale vindere er:
• Tutorerne fra HAB-A på Roskilde Universitet
• Tutorerne fra Samfundsfag og Statskundskab på Københavns Universitet
• Tutorerne fra Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk Universitet
• Tutorerne fra Sociologi på Aalborg Universitet
• Tutorerne fra Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Tidligere vindere af Tutorprisen
2025: HAB B på Roskilde Universitet
2024: Uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet
2023: KMB – Institut for Kemi og Biovidenskab fra Aalborg Universitet
2022: Kommunikation og Digitale medier fra Aalborg Universitet
2021: Molekylær Biomedicin fra Københavns Universitet