Rejsepuljen hjalp Kasper med at studere en populær musikgenre, som viste sig at være nøglen til den græske folkesjæl.
Også jeg blev født fattig
Og jeg har set mange steder
Jeg har sandelig vidst, hvordan det er
At lide smerte og hjertesorg
Og alle de hårde og slemme fyre
Som kæmper for at tjene til dagen
De har også dybt i deres hjerter
En stor og hemmelig længsel
Versene er fra en græsk sang, som lige nu hitter blandt de unge i Grækenland. Men sangen er næsten 100 år gammel, så hvorfor bliver den spillet nu?
Det er det, som Kasper Jepsen skriver speciale om. Han læser Musikvidenskab på Københavns Universitet, og han har brugt støtten fra DM’s Rejsepulje til et feltophold i Grækenland, hvor han har studeret en helt særlig musikgenre, der har fulgt grækerne gennem deres sværeste tider.
”Jeg søgte DM’s rejsepulje og tog afsted med det formål at undersøge græsk musik i forhold til den græske krise. Men som det er med feltarbejde, så er det man tager ned for at undersøge aldrig det, man ender med at lave. Da jeg kom derned, snakkede alle om én bestemt musik, som de kalder Rebetiko.”
Musik til krisetiden
Rebetiko opstod blandt fattige havnearbejdere i 1920’erne, da landet var ruineret efter nederlaget mod Tyrkiet i 1922. Siden er musikken forsvundet og blomstret frem flere gange, i takt med at Grækenland har oplevet bankerot, borgerkrig, besættelse og skiftende diktaturer. Det er netop på grund af den økonomiske krise i Grækenland, at musikken er blevet genfødt i dag. Hver aften kan du tage på bar eller cafe og høre Rebetiko.
”Det er netop på barer, du oplever musikken. Det er musikkens rette element. Selv de professionelle spiller på de lidt dyrere barer. Det er ikke koncertsalsmusik, eller noget man hører på Spotify.”
Den græske folkesjæl
Grækenland har siden finanskrisen kæmpet med økonomiske problemer og har gennemført omfattende reformer af landets finans- og arbejdsmarkedspolitik.
”Alle offentligt ansatte er gået ned i løn, skatten er steget, momsen er steget, og der er næsten 50 procent ungdomsarbejdsløshed. Alle unge står med det ene ben på vej ud af landet. Det er eneste mulighed, du har for at få job i det felt, du er uddannet til.”
Derfor mener han, at de unge musikere kan spejle sig i de fattige havnearbejdere, der ligesom dem selv levede på kanten af det etablerede samfund og sang om ulykkelig kærlighed og forliste drømme. De unge oplever en slags khartasis, når de sidder sammen på en bar og synger med på de gamle sange.
”Rebetiko er den græske folkesjæl, det var de alle enige i. Jeg kan godt forstå, det appellerer, når man sidder på en bar og synger med på omkvædet sammen med alle andre. Der kommer et fællesskab omkring det at være marginaliseret.”
Feltarbejdet i Grækenland har været en stor oplevelse, og specialet havde ikke været det samme uden den viden, der blev indsamlet på opholdet.
”Det er helt klart en anden viden, der kommer ud af det, når man kommer der, hvor den musikalske gengivelse sker. Min vejleder sagde, at når man selv indsamler originalt materiale, så går det næsten altid godt. Helt klassisk, det var en oplevelse for livet. Jeg har fået kontakter, som jeg kommer til at se igen, næste gang jeg skal til Grækenland. Det er virkelig ikke noget, du kan læse dig til i en bog.”
DM Studerendes rejsepulje
DM Studerendes rejsepulje støtter feltstudier, studierejser, ophold og anden rejseaktivitet, som er direkte relateret til studerendes indsats for at opnå en bachelor- eller kandidatgrad. Send din ansøgning til os senest den 1. august.