Jeg er blevet en dygtigere kommunikatør af at sænke hastigheden

“Det var først, da jeg for knapt to år siden sad hos lægen, at jeg lærte, at hvis man lever med kronisk stress gennem flere år, kan det ende med udbrændthed. Det skete for mig. Jeg havde i mange år balanceret en chefstilling med et familieliv.  

Jeg så stress som noget, der skete for andre. Men da jeg en morgen vågnede med hjertebanken og trykken for brystet, var jeg nødt til at erkende, at noget var galt.  

I starten var mine sanser så overstimulerede, at jeg ikke kunne tåle et kraftigt lys eller lyden i metroen. Sygemeldingen, der fulgte, føltes som en falliterklæring og et eksklusionspas fra arbejdsmarkedet. Jeg var – fejlagtigt – flov over, at det var sket for mig. 

Som en del af vejen tilbage havde jeg brug for god energi og nye perspektiver, men også brug for at udfordre den skam, jeg følte. Så jeg gav mig selv den udfordring at række ud til spændende mennesker i mit netværk. Mennesker, som jeg ikke kendte specielt godt, men som af forskellige grunde inspirerede mig.  

Det er et råd, jeg virkelig vil give videre til andre i den situation: Ræk ud til mennesker, som er der, hvor du gerne vil hen. Inviter på kaffe og mød op åben, ærlig og autentisk. Lad andre hjælpe dig med at finde glæden og begejstringen igen. Langt de fleste mennesker står på spring, hvis de kan hjælpe andre videre, har jeg lært. 

De møder førte nye muligheder med sig. Jeg fandt mit nuværende job, og jeg blev introduceret til regenerativ, naturbaseret ledelse. Det har givet mig nye perspektiver og fået mig til at integrere naturen i mit liv og mit arbejde på en ny måde. 

Målet med det regenerative er at give mere tilbage, end man tager. Det regenerative tager udgangspunkt i, at verden står i en polykrise, hvor økosystemer og mennesker er nedbrudte. Det er ikke nok bare at reparere det, som er ødelagt. Det er skridtet videre fra den traditionelle forståelse af bæredygtighed, som i bund og grund handler om at gøre mindre skade.  

Det regenerative handler også om at genoprette menneskers forhold til naturen, fællesskaber og mening. 

Jeg er inspireret af naturens cyklusser og rytmer i mit arbejde og mit liv, hvor jeg har anlagt en mere kronobiologisk tilgang. Kronobiologi er læren om, hvordan døgnrytmen påvirker os. Selvom det er svært, prøver jeg at leve langsommere og mere bevidst. Jeg synes, jeg er blevet bedre til at lytte til min krop. 

I kommunikationsbranchen er tempoet ofte dikteret af kravet om ‘mere’ og ‘hurtigere’. Vi antager ofte, at kvantitet er lig med kvalitet. Ved at dyrke et langsommere tempo har jeg erfaret, at jeg begår færre fejl og får bedre idéer. Jeg er blevet en dygtigere kommunikatør af at sænke hastigheden. Vi skal holde mange år på arbejdsmarkedet, og særligt livsfasen med små børn skal være i bedre balance, synes jeg. Jeg håber, at vi i fællesskab bliver bedre til at udfordre præmissen om, at hastighed er en kvalitet i sig selv. 

På samme måde skal vi også udfordre, at vi – særligt som akademikere – har fået skabt forventningen om et lineært arbejdsliv, hvor vi skal præstere konstant og altid opadgående. Flottere titler, mere i løn, men ikke nødvendigvis altid med mere mening. Vi skal give plads til, at vi kan tænke mere cyklisk og meget mere fællesskabsorienteret. At når noget slutter, bliver der mulighed for, at noget andet kan begynde.”