Kommunalvalg: Hvordan skaber man synlighed, uden at kunne betale sig til det?
”Det digitale er stadig vigtigt for kommunalvalget i år, men måske kommer vi til at se en bevægelse væk fra Facebook som hovedkanal,” vurderer Sine Nørholm Just.
Op til kommunalvalget i år har Meta lukket for politiske annoncer. Hvordan ser kommunikationsopgaven ud nu? DM Kommunikation har spurgt Sine Nørholm Just, professor i strategisk kommunikation ved Roskilde Universitet. Hun svarer også på, hvilke strategier, man kan bruge for at nå ud med sin kommunikation op til kommunalvalget.
Hvad sker der med politiske annoncer på Meta lige nu?
EU har stillet nye krav om mere gennemsigtighed for politiske annoncer. Det syntes Meta var for kompliceret, så i stedet forbød de dem. Men de overholder ikke helt deres egne regler. Der er flere eksempler på udenlandske, politiske annoncer på Metas platforme efter forbuddet. Spørgsmålet er, om danske politikere vil betale for politiske annoncer alligevel. Man kan på den ene side få en anden form for eksponering, men på den anden side er det på en ufin baggrund. For vælgerne gør det kommunikationen endnu sværere at gennemskue.
Hvordan kan det påvirke den politiske kommunikation op til kommunalvalget, at Meta har valgt at sige nej til politiske annoncer?
På den ene side kan nye eller mindre kendte kandidater stilles dårligere, fordi de ikke har mange følgere. Det bliver med den vinkel sværere for den pluralistiske kommunalpolitik at trives, fordi dem, der organisk har meget reach, får et endnu større reach.
På den anden side er der i år et stort potentiale for kandidater med flair for sociale medier. De kan nå længere med organisk indhold, og det kan give nye muligheder for alternative budskaber.
Det bliver spændende at se, hvilken af de to dynamikker der kommer til at dominere.
Hvilken rolle spiller algoritmer i politisk kommunikation?
Algoritmerne har længe organiseret medielandskabet. Man plejede jo at kunne påvirke dem ved at betale sig fra det. Nu er den måde, algoritmerne organiserer indhold på, blevet sværere at override, og kandidaterne må overveje, om og hvordan de vil tilpasse sig algoritmernes logik.
Derfor forventer jeg, at det kommer til at være helt afgørende til kommunalvalget, om kandidaterne formår at få indhold til at cirkulere bredere end i deres eget netværk.
Dem, der er villige til at bruge polarisering, har en fordel. Det er ofte det indhold, du elsker eller hader, der cirkulerer i dit feed. Men der er også potentiale for at skabe engagement hos de kandidater, der kan finde på noget kreativt og overraskende. Noget, som folk har lyst til at like, dele og kommentere.
Hvilke strategier kan man bruge for at nå ud med sin kommunikation op til kommunalvalget?
Man bør bruge en hybrid strategi, hvor der er samspil mellem de forskellige online og offline elementer. Digitale teknologier er selvfølgelig centrale, og de trækker på og støtter op om den kommunikation, som foregår offline. Se den her valgplakat eller mød den her politiker på torvet. Man skal samtidig beslutte, hvilken platform der er mest central: er det f.eks. partiets hjemmeside, et lokalt vælgermøde eller portrætter i de traditionelle nyhedsmedier, der kan gøre den store forskel for hver enkelt kandidat?
Valgtests har også fået en central rolle. Det føles fra et vælgerperspektiv som om, man kan finde den kandidat, der passer til én. Det er en interessant balancegang, at kandidaten kan prøve at gætte på, hvad der vil være populært blandt vælgerne, samtidig med at de selvfølgelig skal være tro mod det, de selv mener.
Er kommunalvalget anderledes i år end tidligere, når det kommer til den politiske kommunikation?
Det er svært at sige, hvor meget Metas nye forbud kommer til at betyde. Men derudover er det valg, vi står med nu, ikke mediemæssigt meget anderledes end det sidste. Der var allerede opstået den her new normal, hvor det handler om at organisere de forskellige kombinationer af online og offline elementer i sin valgkamp.
Der er dog et nybrud i gang. Danmark har længe været et Facebook-land, men der er bevægelse både blandt yngre og ældre væk fra mediet. Det store alternativ er ikke kommet endnu, og det skaber både nye udfordringer og muligheder for kreative kandidater.