Dansk Magisterforening

SDU deltager i partnerskab, der skal stoppe plastforurening

© Foto: SDU

Del artikel:

Plastik og tekstil er sammensat af mange forskellige fibre, hvilket gør dem svære at genanvende, og derfor ender produkterne ofte på forbrændingen med store CO2-udslip til følge.

Nu kickstarter et nyt bredt Partnerskab for Cirkulær Økonomi for Plast og Tekstil en række projekter, der skal sikre lang holdbarhed og bedre genanvendelse af plastik og tekstil, hvilket har et stort miljø- og klimapotentiale.

Foruden SDU har partnerskabet for nuværende 92 partnere, som ledes af en bestyrelse, hvor Dorethe Nielsen, Vice President i Novo Nordisk, er formand, mens Henrik Bindslev, dekan på Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet, er næstformand.

Der er oprettet tre workstreams under partnerskabet; en om tekstiler ledet af lektor Else Skjold fra Det Kongelige Akademi, en, der går på tværs af plastik og tekstiler, under ledelse af Kristian Syberg, Institut for Naturvidenskab og Miljø, Roskilde Universitet, og en om plastik, som Thomas Fruergaard Astrup, Institut for Miljø- og Ressourceteknologi, Danmarks Tekniske Universitet, står i spidsen for.

Partnerskabet er allerede nu klar til at lancere de første 14 projekter, som frem mod 2050 forventes at kunne spare drivhusgasemissioner svarende til ca. 650.000 tons CO2-eq. Projekterne vil blandt andet undersøge, hvordan informationsteknologi kan bidrage til bedre affaldssortering, hvordan vi designer beklædning – ud fra forståelse af brugeradfærd – så det får en lang levetid, og hvordan vi kan sikre, at højkvalitetsplast fra sundhedssektoren ikke går op i røg, men i stedet bliver genbrugt.

Innovationsfonden har bevilliget 106,5 mio. kr. til partnerskabet.