Dansk Magisterforening

Videnskabsikon og filmhelt

© Foto: Alfred Eisenstaedt

Forskningsbilleder
Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Med en cocktail af kernefysik, politik og etiske dilemmaer er filmen om Robert Oppenheimer blevet en gigantsucces både kommercielt og kunstnerisk.

Forskning er spændende og rummer fantastiske historier. Det ved de fleste læsere af dette blad, men med filmen ‘Oppenheimer’ er budskabet nu nået endnu længere ud i den ganske verden.

Christopher Nolans film om fysikeren Robert Oppenheimer – atombombens fader – blev den store Oscar-sluger ved den nyligt overståede prisuddeling, og billetsalget nærmer sig en milliard dollars, hvilket gør den til den bedst indtjenende biografiske film.

‘Verdens vigtigste mand’ – sådan betegner filminstruktøren Nolan selv sin hovedperson. Og ser man på den betydning, atombomben har haft for historien efter Anden Verdenskrig, er det da bestemt et seriøst bud.

En bifigur, der spiller en meget lille rolle for historien, men som instruktøren ikke kunne dy sig for at tage med i et par enkelte scener, er Albert Einstein. Ganske vist var det Einstens (og Leó Szilárds) advarselsbrev til præsident Roosevelt i 1939, der førte til Manhattan-projektet, men Einstein arbejdede ikke selv på projektet, blandt andet fordi han ikke blev sikkerhedsgodkendt.

Efter krigen var de to videnskabelige ikoner stort set naboer. Begge arbejdede ved Institute of Advanced Studies (IAS) i Princeton og boede få hundrede meter fra hverandre. Men de havde relativt lidt med hinanden at gøre. Videnskabeligt set var de nærmest som en slags modstandere. Oppenheimer var begejstret for kvantemekanikken, mens Einstein talte den ned. Einstein troede ikke på eksistensen af sorte huller og argumenterede imod det i en artikel i 1939, og på omtrent samme tid fik Oppenheimer publiceret en artikel om sorte huller baseret netop på Einsteins relativitetsteori.

På nærværende billede ses Einstein og Oppenheimer i et fotosetup til en artikel i Time Magazine i 1947. I artiklen blev Einstein omtalt som ‘a landmark, not a beacon’ – en milepæl, ikke en ledestjerne. I Oppenheimer-biografien ‘American Prometheus’ gættes der på, at det var Oppenheimer, der helt anonymt gav den beskrivelse til journalisten.

Omvendt – da Oppenheimer blev bragt i spil som direktør for IAS i 1947, og Einstein skulle udtrykke sin mening, skrev han, at Oppenheimer virkede ‘for dominerende’ i sin påvirkning af de studerende.

Til trods for faglige gnidninger havde de to dog efter sigende et udmærket personligt forhold. En hændelse, der viser det, var i 1948, hvor Oppenheimer i al hemmelighed fik en antenne installeret på taget af Einsteins hus. På hans fødselsdag troppede Oppenheimer op med en radio og demonstrerede, hvordan han fremover kunne lytte til transmissionen af koncerterne i Carnegie Hall i New York – Einstein var en stor elsker af klassisk musik.

I en af filmens scener betror Oppenheimer Einstein sin bekymring for, at atombombens kernespaltningsproces vil fortsætte uhæmmet og ‘antænde atmosfæren’.

Den samtale fandt ganske rigtigt sted, men ikke med Einstein. Det var nobelprisvinder og kollega på Manhattan-projektet Arthur Compton, som Oppenheimer gik til. Men som Christopher Nolan forklarede i The New York Times: “Jeg ændrede det til Einstein – han er den person, folk kender.”

}