Lønmodtagermentalitet eller sund fornuft? Tidsregistrering deler forskere

De videnskabeligt ansatte på universiteterne skal sandsynligvis registrere deres arbejdstid fra den 1. juli 2024, men om det er en god eller en dårlig idé, er de splittet med sig selv og hinanden om.

For på den ene side oplever forskerne at arbejde langt flere timer, end de får betaling for, så de vil gerne kunne dokumentere og have betaling for deres overarbejde, men på den anden side frygter de, at tidsregistrering bliver endnu en administrativ opgave, og at de vil miste noget af friheden, der er forbundet med at være forsker.

Ifølge den nye lov skal arbejdsgiverne indføre et “objektivt, pålideligt og tilgængeligt arbejdstidsregistreringssystem”, der gør det muligt at måle den enkelte medarbejders daglige arbejdstid, men hvordan det bliver implementeret, er afgørende for, om forskerne vil bakke op om registreringen eller ej, mener Brian Arly Jacobsen, formand for DM Universitet og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Han har ingen idé om, hvordan universiteterne vil udmønte det nye krav, men han forventer, at det bliver et chok at vågne op til den 1. juli, når det skal implementeres sammen med en række andre reformer.

“Det bliver en helt ny virkelighed for de danske universiteter, fordi de kommer til at forholde sig til, at videnskabeligt ansatte arbejder langt flere timer, end de burde. Universiteterne har hidtil været fritaget for at betale for overarbejde, hvilket er dybt problematisk. Det er uforståeligt, hvorfor netop de har været undtaget,” siger Brian Arly Jacobsen.

Han tilføjer, at det er en del af friheden ved at have fleksibel arbejdstid at arbejde lidt for mange timer i perioder, men friheden har været for dyrt købt.

“Fleksibiliteten er kun gået den ene vej. Det er ikke rimeligt, når det entydigt er til arbejdsgiverens fordel. Vi forskere arbejder mere, end vi burde, hvilket betyder, at staten får mere ud af lønkronerne, end den betaler for,” siger han.

Bekymret for mere administration

Ifølge Brian Arly Jacobsen er tidsregistrering traditionelt blevet set som en byrde blandt forskerne og som udtryk for at have en lønmodtagerrelation til sin arbejdsplads. Det kolliderer med, at mange forskere ser deres arbejde som et kald.

Desuden er det nærmest umuligt at registrere den del af arbejdstiden, hvor de ikke underviser, mener han.

Skal det eksempelvis registreres, hvis han sætter sig og læser en ny bog, der er fagligt relevant og måske kan inspirere ham til hans næste forskningsprojekt? Hvad hvis han tager på feltarbejde eller er til konference?

Dorthe Duncker, der er fællestillidsrepræsentant og professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, fortæller, at de har diskuteret de nye regler for arbejdstidsregistrering i tillidsmandskredsen på Det Humanistiske Fakultet den 20. november, og de er delte i forhold til, hvad de skal mene.

De har ikke modtaget information gennem de formelle ledelseskanaler på fakultetet, så de afventer indtil videre og ser, hvad der sker.

“Den dominerende følelse rundt om bordet var bekymring. Jeg ser et billede i mit hoved af sådan et gammeldags stempelkort, men sådan fungerer forskning ikke. Jeg kender ikke nogen, der kan udføre jobbet på 37 timer, så intentionen med fokus på arbejdstiden er fin, men vi er bekymrede for, at det bliver endnu en administrativ belastning. Nogen må komme med en løsning, så det ikke ender sådan,” siger Dorthe Duncker.

Har allerede arbejdstidsnormer

Hun forklarer, at de på fakultetet har haft en aftale med ledelsen siden 2004 om den del af arbejdstiden, der har med undervisningen at gøre, men altså ikke med forskningen.

De har netop forhandlet en ny aftale på plads om, hvor lang tid der er afsat til en række arbejdsopgaver i forbindelse med undervisningen og administration.

Det drejer sig om ting som forberedelsestid til konfrontationstimer, uddannelsesudvikling, tid til at rette en opgave eller et speciale, eksamener, vejledning med mere. Der er også en norm for arbejdstid til deltagelse i udvalg og nævn.

Generelt er der i arbejdstidsnormerne ikke afsat tilstrækkelig tid, i forhold til hvor længe det reelt tager at løse opgaverne, mener Dorthe Duncker.

Brian Arly Jacobsen er enig i, at tidsnormerne ikke holder i den virkelige verden, men det betyder trods alt, at de på humaniora og samfundsvidenskab, hvor de har arbejdstidsnormer, er vant til at registrere en del af arbejdstiden. Inden for de våde områder, der slet ikke er vant til at tidsregistrere, bliver chokket større, vurderer han.

Registrering er ikke løsningen

Thomas Bredgaard, der er professor og forskningsleder ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, mener, at det er prisværdigt, at EU forsøger at komme uregistreret overarbejde til livs, men han er bekymret for, om man i virkeligheden ikke skyder gråspurve med kanoner, da det bliver en kæmpestor administrativ og logistisk opgave, der vil koste store ressourcer.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget anslås det at koste offentlige arbejdsgiver 50-100 millioner kroner årligt og private arbejdsgivere mellem 990 millioner kroner og 2,4 milliarder kroner årligt at indføre tidsregistrering.

I forhold til forskningsverdenen siger han, at man godt kan indføre en elektronisk registrering af arbejdstiden, men han tror ikke på, at det vil give et retvisende billede af arbejdsbelastningen, da der vil ske en massiv underregistrering, fordi det er flydende, hvornår forskere arbejder og ikke arbejder.

“Jeg er med på, at der er en udfordring med overarbejdsproblemer i forskningssektoren, men den form for lønmodtagermentalitet, hvor man registrerer arbejdstiden, er der ikke mange forskere, som abonnerer på, og jeg er slet ikke sikker på, at registrering vil løse det. Det handler i stedet om, at ledelsen skal tage fat i de forskere, der har et problem,” siger han.