Dansk Magisterforening

Forskningens “helvedes problem” til debat på KU

“Det hjælper ikke med code of conduct, strategier og taler. Der skal være nogle konsekvenser,” sagde Maria Toft ved debatten om forfatterskabstvister i KU’s festsal. © Foto: Lasse Højsgaard

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Forfatterskaber er en valuta – det er ikke noget nyt, konstaterede KU’s prorektor i en debat om forfatterskabstvister. Medlem af praksisudvalget opfordrede ham til at tale højere om problemet, og Maria Toft krævede konsekvenser.

David, du skal turde sige, at det her er et helvedes problem. I skal have modet til at kigge ph.d.-studerende i øjnene og sige: Vi ved godt, at der er noget ravende galt med vores sted.”

Det startede lidt sløvt, men endte med slagkraftige ord og følelser uden på tøjet, da praksisudvalget på Københavns Universitet (KU) holdt konference om forfatterskabstvister i festsalen på Frue Plads i indre København.

Den nævnte opfordring var adresseret KU’s prorektor, David Dreyer Lassen, og det “helvedes problem”, som afsenderen, professor Peter Sandøe, refererede til, er den udbredte praksis med gæsteforfatterskaber – medforfatterskaber, som tildeles uden reelt akademisk bidrag – på akademiske artikler.

At gæsteforfatterskaber er et udbredt fænomen, havde Peter Sandøe, der sidder i praksisudvalget, forinden selv illustreret med en Kahoot-afstemning blandt konferencens deltagere. Ud af 96 afgivne stemmer sagde 54, at de havde publikationer med gæsteforfattere på cv’et. Og 26 havde mere end fem publikationer med gæsteforfattere.

“David, du skal turde sige: Det her er et helvedes problem. Kom lidt mere frem, David.”

Peter Sandøe, medlem af Praksisudvalget

Efter ham fortalte adjunkt Mads Goddiksen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi om sine undersøgelser af gæsteforfatterskaber blandt ph.d.-projekter på europæisk plan. I en spørgeundersøgelse lød det fra en tredjedel af de ph.d.-studerende, der svarede, at de havde givet gæsteforfatterskab til en mere magtfuld forsker.

“Den mest almindelige begrundelse, som de ph.d.-studerende angav, var, at de simpelthen havde fået besked på det,” fortalte Mads Goddiksen.

Stor forskel på områder

Gæsteforfatterskaber er mest udbredt i sundhedsvidenskab og herefter STEM, men langt mindre udbredt i samfundsvidenskab og især humaniora, konstaterede Mads Goddiksen.

Og dermed kom han ind på en anden dimension af problemstillingen omkring forfatterskaber: den markante forskel, der er på forskningspraksis og forfatterskabstraditioner fra område til område.

For eksempel advarede Rikke Buhl, ph.d.-skoleleder på KU SUND, i debatten mod at overfortolke tallene i undersøgelsen.

“Ud fra egen erfaring ved jeg, at vores ph.d.-studerende ikke er klar over, at man er berettiget til at være medforfatter, hvis man for eksempel har leveret data til projektet,” sagde hun.

Til det responderede Peter Sandøe, at man kan være berettiget, men ikke nødvendigvis er det.

“Og hvor sætter man barren? Jeg talte engang med en professor, der mente, at hvis han havde gennemlæst artiklen, var han berettiget til at stå som medforfatter,” sagde han.

3.000 medforfattere

For at gøre kulturforskellene helt tydelige havde arrangørerne inviteret Troels Christian Petersen, lektor i eksperimentel partikelfysik på Niels Bohr Institutet, til at fortælle om, hvordan det foregår, når han publicerer.

Og da han startede med at nævne sin publikationsliste, spidsede alle ører:
“Sidst, jeg tjekkede, indgik mit navn i 1.352 publikationer.”

Som eksperimentel partikelfysiker er Troels Christian Petersen tilknyttet de store forskningsfællesskaber, der opstår omkring de særlige faciliteter, som forsøgene kræver. For hans vedkommende drejer det sig i øjeblikket om CERN-projekterne ATLAS Icecube – sidstnævnte foregår på Sydpolen.

Fordi forskningsresultaterne hele tiden bygger oven på det arbejde, som alle i gruppen bidrager til, er princippet, at alle i gruppen bliver medforfattere.

“Vi publicerer samlet som ’The Atlas Collaboration’. Vi er over 3.000 forfattere, som står i alfabetisk rækkefølge. Bagerst i alle artikler er der så en teknisk note på 150-400 sider. Her står, hvem der har lavet hvad. Alle 3.000 har mulighed for at læse udkastet, men det står alle frit for, om man vil være med,” fortalte han.

Særligt princippet om, at forfatterrækkefølgen er alfabetisk, er noget, han kan anbefale.

“Jeg talte med en kollega, der har forskningssamarbejde med forskellige universiteter. Og det forløb perfekt, lige til de fandt noget signifikant. Så startede slåskampen om forfatterrækkefølgen. Nu vil han ønske, de aldrig havde fundet noget,” sagde Troels Christian Petersen.

Forfatterskab som valuta

Spidset ører blev der også, da Maria Toft gik på podiet. Ud over at være eneste kvindelige indslag var hun også den eneste oplægsholder, der repræsenterede de forurettede i forfatterskabstvisterne – i hvert fald den del, der udgøres af yngre forskere, der føler sig presset til at dele forfatterskabet til deres artikler.

Der er jo brådne kar i enhver organisation. Spørgsmålet er bare, om man har et system, der kan håndtere de brådne kar, eller om man understøtter og endda ophøjer dem

Maria Toft, tidligere ph.d.-studerende på KU

Maria Toft var som ph.d.-studerende i statskundskab på KU ude i en meget omtalt forfatterskabstvist med sin egen vejleder, og efterfølgende startede hun og ph.d.-foreningen PAND kampagnen #pleasedontstealmywork, hvor de indsamlede en lang række fortællinger fra yngre forskere, der havde haft lignende oplevelser.

“Jeg overvejede kraftigt, om jeg skulle stille op her ved konferencen. For det eneste sted, jeg er blevet behandlet dårligt, er her på KU,” indledte hun.

Så var tonen ligesom sat – hun var ikke kommet for at dele roser ud.

“Det er ikke bare en kultur, det er også en ledelseskultur. Flere fortalte, hvordan man på institutmøder talte åbent om gæsteforfatterskaber som en form for valuta,” sagde Maria Toft med henvisning til de vidnesbyrd, hun indsamlede under kampagnen.

Savner konsekvenser

I mange tilfælde klager de unge forskere slet ikke. De kan ikke overskue processen, og de føler ikke, at de har nogen retssikkerhed, pegede Maria Toft på.

“Praksisudvalg og named persons er ofte inhabile. I andre retssystemer er det ikke ens kolleger og venner, der skal behandle sagerne, men sådan er det her. Retssikkerheden for yngre forskere på universitetet er som i en bananrepublik.”
Hun klagede ligeledes over manglende konsekvenser.

“Der er jo brådne kar i enhver organisation. Spørgsmålet er bare, om man har et system, der kan håndtere de brådne kar, eller om man understøtter og endda ophøjer dem. Det er ikke kun folk, der ikke vidste bedre. Det er også: Går den, så går den. Derfor hjælper det ikke med code of conduct, strategier og taler. Der skal være nogle konsekvenser,” sagde Maria Toft.

At blive beskyldt – mere eller mindre direkte – for inhabilitet kunne Peter Sandøe ikke have siddende på sig. Så han tog straks ordet efter Maria Tofts oplæg.

“Det med inhabilitet er jeg ked af at høre. Vi har det sådan, at er man venner eller part, så går man uden for døren. Så det med at praksisudvalget er vennerne, det er simpelthen ikke tilfældet,” sagde han.

Dertil pegede Maria Toft på, at alle er ansatte på KU og således ikke er uafhængige af ledelsens interesser.

“Jeg kan kun tale for mig selv, jeg er fløjtende ligeglad med, hvad både min lokale og universitetets ledelse mener,” responderede Peter Sandøe.

“Kom frem, David”

Men hvad mener ledelsen? Det kunne en af de efterfølgende oplægsholdere, KU’s prorektor David Dreyer Lassen, heldigvis redegøre for.
“Videnskab handler om konkurrence. Der er færre stillinger, der er færre anerkendelser, end der er mennesker. Det er den her konkurrence, der giver de problematiske forhold, vi taler om. Vi har talt om forfatterskab som valuta. Det er ikke noget nyt eller særligt,” indledte han.

Han slog hurtigt fast, at praksisudvalget agerer fuldstændig autonomt.

“Der har før været sager, hvor man tænkte: Det kunne være rart, at den sag ikke rammer KU, og bare man kunne feje den ind under gulvtæppet. Den mulighed har vi ikke. Og i de helt grelle sager ender man i nævnet for videnskabelig uredelighed.”

Men samtidig viste han også lydhørhed over for den kritik, som især Maria Toft havde fremført.

“Jeg kan godt have en vis sympati for det, Maria siger: At man som ph.d. alene skal løfte en sag fra nul og niks til 100 kilometer i timen. Det er svært, og det gør nok, at en del holder sig tilbage.”

Maria Tofts kritik af manglende konsekvenser skød han dog videre til tidsskrifterne.

“Der er mulighed for konsekvenser rent ansættelsesretligt – man kan få advarsel og blive sat fra bestillingen. Det, der måske mangler lidt, er i forhold til tidsskrifter. Nogle gange skal der noget til, for at et tidsskrift trækker en artikel eller giver en anmærkning. Det er ikke altid nok med kendelse fra praksisudvalg,” sagde David Dreyer Lassen.

Som altid en saglig og rolig prorektor, hvilket måske stod i lidt for stor kontrast til de følelser omkring problemet, som Maria Toft og flere andre havde udtrykt. I hvert fald var det her, at Peter Sandøe følte, at han måtte tage kraftudtrykkene i brug over for sin chef:

“David, du skal turde sige: Det her er et helvedes problem. Kom lidt mere frem, David.”

}