Dansk Magisterforening

Ekspert: Forskere er ulykkeligt forelsket i deres arbejde

© Foto: Elisa Ventur - Unsplash

Af Claus Baggersgaard
Del artikel:

En væsentlig årsag til, at mange forskere har stress, er, at de oplever deres profession som et kald. De har derfor svært ved at acceptere det, når arbejdsvilkårene bliver så dårlige, at de ikke kan løse opgaverne så godt, som de føler, de burde.

Forskere er noget særligt, når det kommer til stress. For på den ene side udtrykker de ofte stor glæde og meningsfuldhed ved deres arbejde, men på den anden side er de, som en ny DM-undersøgelse viser, også mere stressede sammenlignet med de ansatte i andre brancher.

Det virker som noget af et skisma mellem stress og arbejdsglæde, men i virkeligheden giver resultaterne god mening, fortæller Peter Busch-Jensen, lektor i psykologi på Institut for Mennesker og Teknologi (IMT) på Roskilde Universitet. Her forsker han i arbejdspsykologi i spørgsmål, der vedrører forholdet mellem på den ene side moderne arbejdsliv, vores arbejdsmarked og dets ledelses- og organisationsformer og på den anden side menneskers arbejdsglæde, identitet, fællesskaber og hverdagsliv.

Han forklarer, at forskere tilhører en faggruppe, hvor arbejdet i høj grad opleves som et kald.

Forskere risikerer en voksende følelse af ulykkelig kærlighed til deres arbejde, hvis det meningsfulde bliver sværere og sværere at indfri.

Peter Busch-Jensen, lektor

“De fleste arbejdsopgaver opleves som dybt meningsfulde, og de er glade for deres arbejde, men passionen har også en skyggeside. For forskere risikerer en voksende følelse af ulykkelig kærlighed til deres arbejde, hvis det meningsfulde bliver sværere og sværere at indfri”, siger Peter Busch-Jensen.

Han tilføjer, at nedskæringer og effektiviseringer gør, at stadig flere forskere lider af, hvad han kalder moralsk stress, fordi de oplever, at de må gå på kompromis med deres faglighed, og dermed føler, at de svigter de studerende, samfundet, deres kolleger og i sidste ende sig selv.

“Der gemmer sig et samspil mellem nogle strukturelle og personlige komponenter i den tendens, vi ser. Eftersom forskere gerne vil gøre en forskel og derfor stiller høje krav til sig selv i deres opgaveløsning, indebærer kilden til deres arbejdsglæde samtidig en risiko for mistrivsel, hvis arbejdsbetingelserne forringes til et punkt, hvor de tvinges til at levere utilfredsstillende kvalitet i fx deres undervisning, uddannelsestænkning og forskning”, siger han.

Pausen forsvinder

En anden grund til, at vi ser mange stressede forskere, er ifølge Peter Busch-Jensen, at når der er knappe ressourcer, og der skal effektiviseres, som på universiteterne, skærer vi ofte på ting som pauser og de uformelle snakke og møder for at få enderne til at mødes. Vi skærer kort sagt hurtigt de steder fra, hvor vi ses og bevarer og udvikler det kollegiale fællesskab. Det kan på sigt ramme os bl.a. i form af stress og oplevelser af meningstab.

“Man undervurderer betydningen af pauser, tid til fordybelse i sine opgaver, fællesskab og kontinuitet. Det nedprioriteres konsekvent, men det er ofte i mødet med andre, at vi bliver mindet om arbejdets mening og betydning. Det er via kollegerne, det nære og det, vi er fælles om, at vi mærker meningsfuldheden”, siger Peter Busch-Jensen.

Det oplevede vi ifølge arbejdspsykologiforskeren tydeligt under coronanedlukningerne, hvor mange umiddelbart var glade for den øgede frihed, den mindre transporttid og de færre forstyrrelser, men gradvist begyndte at savne den daglige kontakt med kolleger og studerende.

I dag ser vi, at tidspres får flere til at arbejde hjemme, fordi de ofte når mere, men en del oplever på et tidspunkt, at de får problemer med motivation og arbejdsglæde, uden nødvendigvis at vide hvorfor.

Forandring er godt

En anden tendens, der bidrager til øget stress, er, at arbejdslivet bliver stadig mere foranderligt. Der kommer ifølge Peter Busch-Jensen løbende strategiske omstruktureringer, nye opgaver og arbejdsgange, som skal håndteres. Generelt gribes mange af disse forandringsprocesser dog hurtigere af de administrative logikker end af de faglige, hvorfor den administrative logik fylder stadig mere, eksempelvis efter at endnu et nyt it-system er blevet implementeret. Han har selv oplevet det i forbindelse med sit eget arbejde, hvor han i dag forventes at beskrive og planlægge næste semesters kurser, inden han reelt har haft mulighed for at evaluere på det aktuelle semesters kursusforløb.

En sidste og beslægtet faktor er, at det begrebsapparat, vi har tendens til at bruge til at beskrive og tale om det gode arbejdsliv, til dels er forældet.

Ifølge Peter Busch-Jensen er det sådan, at forandring og udviklingsmuligheder generelt betragtes som goder og et værn mod mistrivsel, mens stilstand betragtes som dårligt.

Tilsvarende bliver fleksibilitet generelt tolket som frihed, så hvem kan sige nej og stille de kritiske spørgsmål?

“Det er svært at sige til sin arbejdsgiver, at man ønsker mindre fleksibilitet eller færre faglige udfordringer. Af samme grund kan det også opleves svært at formulere behov for kontinuitet, arbejdsro og fordybelse, og det betyder nemt, at vi får svært ved at sætte ord på de problemer, vi står over for, bl.a. i forbindelse med stress. Men det gode arbejdsliv kræver faktisk en både god og dynamisk balance mellem det stabile og det udviklende. Ja, faktisk er ro og udvikling gensidige forudsætninger”, siger Peter Busch-Jensen.

Han opfordrer flere til at finde modet til at sige fra og tematisere stress og arbejdsglæde som et fælles anliggende på arbejdspladsen, for det er sjældent blot et udtryk for den enkeltes ressourcer.

}