Dansk Magisterforening

Grønlændere er selv blevet som de danske kolonialister

Ulunnguaq Markussen i fjeldet uden for byen Tasiliaq i Østgrønland, hvor mange borgere føler sig marginaliseret og uden indflydelse i forhold til de politiske magthavere i Vestgrønland. © Foto: privat

Vis dit ph.d.-projekt
Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

“Den undertrykkelse og marginalisering, som vi har kæmpet i mange år for at komme ud af, udsætter vi nu østgrønlænderne for. Det undrer mig, at vi ikke har lært noget af vores egen historie”, siger ph.d.-studerende Ulunnguaq Markussen på baggrund af sine undersøgelser i Østgrønland.

Der er røre i Grønland omkring forholdet til Danmark og den kolonisering, der har formet det grønlandske samfund i dag. Ikke mindst den unge generation ser med et tiltagende kritisk blik på den betydning, koloniseringen har haft for grønlandsk kultur og sociale strukturer.

Men i den udvikling findes et stort paradoks. For internt mellem grønlænderne findes den samme kolonialistiske undertrykkelse, som mange kritiserer danskerne for.

Det mener Ulunnguaq Markussen, ph.d.-studerende ved Grønlands Universitet.

Den “kolonisering”, hun taler om, foregår i Østgrønland. Her findes et samfund på lidt over 3.000 mennesker, der historisk har levet fuldstændig isoleret i forhold til Vestgrønland, hvor de fleste grønlændere bor. Østgrønland blev først koloniseret i slutningen af 1800-tallet, og selvom østgrønlænderne på mange måder er et andet folkeslag, er de mere eller mindre underlagt et vestgrønlandsk styre.

Den undertrykkelse og marginalisering, som vi har kæmpet i mange år for at komme ud af, udsætter vi nu østgrønlænderne for. Og det undrer mig, at vi ikke har lært noget af vores egen historie.

Ulunnguaq Markussen, ph.d.-studerende

“Østgrønlænderne identificerer sig ikke med en fælles nationalidentitet. De føler, at de har en anden kultur og historie, og deres sprog er også anderledes. Men i homogeniseringen af vores land bliver deres sprog tilsidesat som en dialekt af vestgrønlandsk”, siger Ulunnguaq Markussen, der selv hverken kan tale østgrønlandsk eller forstå, når østgrønlændere taler med hinanden.

Diskrimination mellem grønlændere

Sproget er et stort problem, for det gør det svært for nogle østgrønlændere at begå sig i forhold til myndigheder, og det gør det svært for børn og unge i forhold til skole og uddannelse, da undervisningssproget også er vestgrønlandsk og dansk.

“Udfordringen med sproget fører blandt andet til dårlige præstationer i folkeskolen. Nogle lærere har fortalt mig, at de oplever en modstand mod læring hos flere børn. Dertil kommer, at uddannelserne findes på vestkysten eller i Danmark. Så mange bliver nødt til at forlade deres venner, familie og vante omgivelser”.

Vis dit ph.d-projekt

Hvem: Ulunnguaq Markussen, MSSc.
Hvad: “Piniartoq i en globaliseret verden”.
Hvor: Institut for Kultur, Sprog & Historie, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet).
Hvorfor: Projektet undersøger, hvordan man kan genoprette små, arktiske samfunds modstandsdygtighed gennem erhvervsmæssig, kulturel og demokratisk udvikling, i Tasiliaq-området.

Og det med at flytte til Vestgrønland har yderligere problemer. For ifølge Ulunnguaq Markussen bliver der set ned på østgrønlændere i Vestgrønland.

“De bliver udsat for mobning, diskrimination og etnisk marginalisering. Derfor oplever mange østgrønlændere flytningen til Vestgrønland som en kulturel nedtur”.

Måtte ændre fokus

I forbindelse med sit ph.d.-projekt har Ulunnguaq Markussen, som selv er fra Vestgrønland, opholdt sig i Østgrønland og interviewet lokale om de udfordringer, de oplever som barriere for, at området udvikler sig. Og efterhånden som hun begyndte at trænge ind i substansen, fandt hun ud af, at hun var nødt til at udvide sit fokus. Udgangspunktet var et projekt, der handlede om små samfunds modstandsdygtighed over for globaliseringen, og hun skulle særligt fokusere på samspillet mellem det traditionelle fangererhverv og det voksende turisterhverv. Men det viste sig, at der var andre temaer, der var mindst lige så vigtige.

“Når jeg snakkede med de lokale om deres erhverv, så endte vi altid med at snakke om behovet for lokaludvikling. Og jeg begyndte mere og mere at dykke ned i de strukturelle og demokratiske udfordringer, som borgerne på østkysten oplever – at det er følelsen af afmagt og marginalisering, der er barrieren for udvikling”.

Selvmord og seksuelt misbrug

Afmagtsfølelsen har mange facetter. Sprog og oplevelsen af at blive set ned på er en. En anden er den demokratiske marginalisering. Efter en kommunesammenlægning i 2009 blev de to østgrønlandske kommuner sammenlagt med Nuuk til storkommunen Sermersooq, hvis administration naturligt nok lå i Nuuk.

“Med den store kommune føler de, at deres muligheder for at have indflydelse i de politiske beslutninger, der vedrører dem, er forringet, og at beslutninger, der bliver taget fra centralmagten i Nuuk, aldrig tager hensyn til den lokale kultur på østkysten. Så uligheden i samfundet er også et spørgsmål om ulige adgang til demokratiet og manglende kontakt til det politiske system”, siger Ulunnguaq Markussen.

Hun fortæller, hvordan investeringer på østkysten har været politisk nedprioriteret i mange år. Først efter at DR-dokumentarfilmen “I en by hvor børn forsvinder” i 2019 skabte offentlig fokus på seksuelt misbrug og selvmord blandt byens børn, har der været politisk vilje til at skabe udvikling.

Det er alle disse forhold, der får hende til at beskrive Østgrønland som et samfund, der er offer for den samme kolonialistiske undertrykkelse, som mange i Grønland føler, man har været udsat for fra dansk side.

“Vestgrønland agerer som en kulturel imperialist på østkysten og involverer ikke sine borgere i løsninger. Den undertrykkelse og marginalisering, som vi har kæmpet i mange år for at komme ud af, udsætter vi nu østgrønlænderne for. Og det undrer mig, at vi ikke har lært noget af vores egen historie”.

Forskning skal forandre

En af de løsninger, hun kommer til at pege på i sin projektafhandling, er at øge nærdemokratiet og den lokale politiske indflydelse i Østgrønland og at decentralisere den kommunale administration. Det lokale sprog bør anerkendes, blandt andet ved at undervisningen foregår på østgrønlandsk. På de senere uddannelsesniveauer kan onlinekurser være en måde at undgå, at unge bliver nødt til at forlade lokalområdet.

Når Ulunnguaq Markussen fortæller om sit projekt, er det tydeligt, at hun føler en oprigtig indignation på vegne af det samfund, hun undersøger i sit projekt. For hende er forskningen først og fremmest et middel til at skabe forandring.

“Jeg vil gerne gøre en forskel og gøre tingene bedre for Østgrønland. Det er det, der driver mig. Mine vejledere gør mig selvfølgelig opmærksom på, at jeg bør skrive mine artikler på engelsk og forsøge at få dem udgivet i et stort tidsskrift. Men sådan nogle ting går jeg ikke selv op i. Og hvis jeg skriver på engelsk, er der ingen i Grønland, der kommer til at læse det. For mig er det meget vigtigere, at det, jeg skriver, bliver forstået af østgrønlænderne og af de vestgrønlandske politikere”.

Brug for forbilleder

Det, at Ulunnguaq Markussen er i gang med en ph.d.-uddannelse, har i sig selv en aktivistisk facet. For et lavt uddannelsesniveau er en af de faktorer, der gør, at man i Grønland ofte ser udlændinge besætte de attraktive og højtlønnede job. Det gælder også forskningen. Selv om Grønlands Universitet, hvor hun arbejder, ikke er stort, udgør de grønlandske forskere et mindretal. Og det er et problem, særligt når de ikke taler grønlandsk, synes hun.

“Når man ikke kan grønlandsk, så har man også begrænset adgang til grønlændernes liv. I mange år har udenlandske forskere fremstillet grønlændernes virkelighed ud fra deres egne kulturelle forståelsesrammer. Jeg synes, det er på tide, vi selv beskriver vores virkelighed og fortæller vores historie. Og hvis vi ønsker at tage styringen over vores egen udvikling, så skal vi også selv forske i vores eget land”.

Der er mange grunde til, for eksempel sociale og logistiske, at få grønlandske unge tager en universitetsuddannelse og fortsætter med forskningen. En anden handler om manglende rollemodeller, tror Ulunnguaq Markussen. Men hun tror også på, at tingene går i den rigtige retning.

“Da jeg startede på universitetet tilbage i 2013, var vi meget få studerende. Nu er der virkelig mange, og universitetet er næsten for lille til mængden af studerende. Der er også sket en bevægelse i Grønland lidt parallelt med Black Lives Matter-bevægelsen, hvor flere unge er blevet mere involverede, både som aktivister og i forhold til forskningen, fordi de ønsker en ændring i vores samfund. Så der er håb”.

Grønlandsk ph.d.-cup

Ulunnguaq Markussen er deltager i Paasisavut – den grønlandske udgave af ph.d.-cuppen – som afholdes for første gang 1. marts i Nuuk. Konkurrencen er arrangeret af Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, Arctic Hub, som er en organisation, der koordinerer samarbejde mellem grønlandske, danske og internationale polarforskere samt arktiske interessenter.

}