Spring menu over

Skal du også skifte køn på LinkedIn?

Linkedin Greg Bulla Auitmxwf3qw Unsplash

Der kan være mange forklaringer på, at kvinder oplever at få et større reach, når de skifter køn på LinkedIn. Det behøver ikke handle om kønsdiskrimination, siger ekspert. Foto Greg Bulla/Unsplash

Af Jo Brand
Del artikel:

Det er nærliggende at konkludere, at LinkedIns algoritme diskriminerer, når flere kvinder beretter, at deres opslag gør sig bedre på LinkedIn, når de skifter køn på deres profil. Men virkeligheden er ikke så enkel, fortæller en ekspert.

For nylig skiftede folketingsmedlem for Radikale Venstre Samira Nawa køn på LinkedIn. Dermed fulgte hun op på en tendens, der startede allerede i efteråret, hvor kvinder i USA og Storbritannien kunne fortælle, at de havde større succes med deres opslag på LinkedIn, hvis det fremgik af deres profil, at de var mænd.   

Det fik mange til at konkludere, at LinkedIns algoritme favoriserer mænd over kvinder. Mens en talsperson fra LinkedIn, ifølge The Guardian, skrev ”at ændre køn på din profil påvirker ikke, hvordan dit indhold vises i søgninger eller i feedet”, og ”virksomheden tager ikke demografiske oplysninger” i betragtning, når den beslutter, hvem der får opmærksomhed. I stedet forlød det, indgår “hundredvis af signaler” i vurderingen af, hvordan et givent opslag klarer sig. 

Men det virker jo mærkeligt, når så mange kvinder fortæller en anden historie. Heriblandt Simone Bonnett, konsulent i sociale medier, der ifølge The Guardian oplevede en stigning på 1.600 % i sine profilvisninger, da hun ændrede sine pronominer til “he/him” fra ”she/her”og sit navn til “Simon E” på LinkedIn. 

46 procent af brugerne på LinkedIn er kvinder. Det svarer til 460 millioner, og det giver ikke nogen businessmæssig mening, hvis algoritmen skulle nedtone dem.

Mathilde Just, medejer af virksomheden LinkedInsider

Få kender sandheden 

Så hvad er sandheden? Det ved Mathilde Just ikke. Men som LinkedIn-ekspert og medejer af virksomheden LinkedInsider, der rådgiver selvstændige og store virksomheder i brugen af LinkedIn, ved hun meget mere end mange af os andre.  

- Det er svært at konkludere noget som helst, for det er meget få mennesker, der ved, hvad der foregår inde i LinkedIns maskinrum. Jeg vil anslå, at det drejer sig om en god håndfuld, der ved, hvordan algoritmen reelt fungerer, siger hun. 

Men for hende at se, virker det usandsynligt, at den skulle favorisere mænd frem for kvinder. 

- 46 procent af brugerne på LinkedIn er kvinder. Det svarer til 460 millioner, og det giver ikke nogen businessmæssig mening, hvis algoritmen skulle nedtone dem – og det er også ulovligt, siger hun, og fortæller, at der til gengæld er mange andre variabler i spil.

En af de forklaringer, der har været fremme, er, at der typisk kan knytte sig ”noget ageren” til at være mand, der gør, at man oplever mere succes med sine opslag. F.eks. skriver The Guardian om en kvinde, der først ændrede sit køn til ”mand” på sin profil, og derefter bad ChatGPT om at omskrive profilen, så den blev mere “mandekodet”, ud fra en antagelse om, at platformen favoriserer handlekraftige ord som f.eks. “strategisk” og “leder”. Og hun bad ChatGPT om at gøre det samme med sine gamle opslag, som havde klaret sig dårligt. Resultatet var, at det pludselig gik meget bedre for opslagene. 

Mathilde Just siger, at det muligvis kan være en forklaring. Men der kan også være mange andre.

- Meget af det, der foregår, når vi agerer på LinkedIn, er ubevidst, så det kan være, at man i forbindelse med at skifte køn ubevidst begynder at agere anderledes, og at det er det, der gør forskellen. F.eks. kan det være, at man pludselig er mere aktiv, og at det er det, algoritmen reagerer på. 

- Samtidig er det også sådan, at alene det, at du ændrer noget ved din profil, kan gøre, at du får flere visninger, siger hun.  

Selv hvis algoritmen viser sig at være biased, synes jeg ikke, løsningen er at tilpasse sig skævheden ved at skjule sig bag et andet køn.

Mathilde Just, medejer af virksomheden LinkedInsider

Skævvridning af data 

Men uanset forklaringen på fænomenet, hvad mener Mathilde Just så, at man skal gøre, hvis man er kvinde og gerne vil have flere eksponeringer på LinkedIn? Skal man skifte køn på sin profil 

Nej, lyder det overordnede svar.  

- For det første ved vi reelt ikke, om algoritmen er kønnet. For det andet: Selv hvis algoritmen viser sig at være biased, synes jeg ikke, løsningen er at tilpasse sig skævheden ved at skjule sig bag et andet køn. Det føles som at give efter for et system i stedet for at insistere på at blive set som den, man er. Og endelig er der en konsekvens, jeg ikke har set andre tale om: Hvis mange kvinder ændrer køn på LinkedIn, risikerer vi at skævvride den data, platformen bygger sine beslutninger på. Det kan ende med at forstærke fortællingen om, at mænd performer bedre end kvinder. For mig handler det ikke kun om reach, men om repræsentation, integritet og om at tage plads - ikke om at forsvinde i systemet. Jeg vil i stedet opfordre til at fokusere på dét, vi kan kontrollere: at lave kvalitetsindhold, der er relevant for den gruppe af mennesker, vi gerne vil tale til. 

Sådan gør du dig populær hos LinkedIns algoritme

Selvom det kun er ganske få, der kender til den fulde sandhed om LinkedIns algoritme, så ved vi alligevel en del, siger medejer af rådgivningvirksomheden, LinkedInsider, Mathilde Just, der her fortæller om seks ting, som algoritmen favoriserer. 

1. Sørg for, at der er en rød tråd mellem det, du skriver, du laver på din profil, og det, du skriver om i dine opslag.  

2. Hvis du ikke føler dig klar til at lave dine egne opslag, så sørg i stedet for at kommentere på andres indhold. Velovervejede kommentarer kan komme lige så langt ud som et opslag.  

3. Fokuser på at starte en samtale i kommentarfeltet, da kommentarer vægter meget højere end likes. 

4. Statistisk set er to-tre opslag om ugen det optimale - men mindre kan også gøre det. Et relevant opslag om ugen er langt bedre end ikke at gøre noget.  

5. Når du laver et opslag, sender LinkedIn det ud til fem-ti % af dit nære- og perifære netværk. Det er deres reaktion, der afgør, om opslaget ryger videre ud. Jo flere kommentarer, likes og tryk på ”læs mere” du får de første 15-30 minutter desto bedre. Og hvis det fortsætter, spreder opslaget sig som ringe i vandet. 

6. Sørg for at lave opslag, der ud over at være aktuelle også er relevante for modtageren. Med andre ord: Kend dit netværk. 

Kilde: Mathilde Just, medejer af virksomheden LinkedInsider

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje