Styr på internationale forskningsdata
Arkivfoto Michael Rasmussen/Baghuset
Brian Kirkegaard Lunn er som Head of Data Governance and Quality i virksomheden Digital Science ansvarlig for tilgængeligheden af 143 millioner forskningspublikationer fra sit hjemmekontor i Aalborg.
Når man sidder med en database med al tilgængelig forskning i verden, så har man selvsagt adgang til rigtig meget data. Og det er lige præcis, hvad Brian Kirkegaard Lunn har, som Head of Data Governance and Quality i virksomheden Digital Science.
- Jeg sidder med et produkt, der hedder Dimensions, hvor vi gør forskningslitteratur tilgængelig for forskningsverdenen. Og der er tale om forskning inden for alle felter: Naturvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab osv., siger han og forklarer, at han og hans kolleger høster alle de forskningspublikationer, der bliver lagt ud. Som i alle.
- I Digital Science har vi et system, hvor der ligger omkring 143 millioner publikationer. Derudover har vi 30 millioner datasæt, siger han og forklarer, at forskning baserer sig på data, og den ligger nogle gange frit tilgængeligt, og når den gør, så registreres den hos Digital Science, så andre kan få glæde af den.
Udover det ligger Digital Science også inde med syv millioner dokumenter på bevillinger, hvilket vil sige, at man kan se, hvem der har givet penge til hvilken forskning, forklarer han og kommer med eksempler på, hvem der kan have gavn af at tilgå den information.
- Det er sådan, at der i gennemsnit går tre til fem år fra en forskningsbevilling til forskningen udmøntes i publikationer. Til en bevilling er der ofte et abstract, hvor der står, hvad man forventer at forske i. På den måde kan man ved at analysere nye bevillinger, få indblik i den forskning der forventeligt kommer inden for de næste tre til fem år.
- Derudover kan fondene, der uddeler bevillingerne, også bruge systemet til at se, hvilke bevillinger, der har ført til publikationer, og dermed se hvor de får mest værdi for pengene, forklarer Brian Kirkegaard Lunn og fortæller, at Digital Science ydermere ligger inde med data fra 160 millioner patenter og 800.000 kliniske forsøg.
Det hele kører via algoritmer, for vi kan ikke selv ensrette så mange data - hver dag får vi cirka 20.000 nye publikationer
Ensretter og forbinder
Sammen med sit team er Brian Kirkegaard Lunn ansvarlig for at gøre al metadata fra de 143 millioner publikationer tilgængelige for forskningsverden og diverse interessenter f.eks. fonde som den amerikanske National Science Foundation og forskningstunge virksomheder som Pfizer samt universiteter verden over.
- Sammen med mit team har jeg ansvaret for at de data, vi har på de 143 millioner publikationer, er af høj kvalitet. Vi er ansvarlige for dataflowet, at vi får data ind og får det struktureret. Man kan sige, at vi fungerer lidt som et bibliotekskatalog og forædler både data, der allerede ligger frit tilgængeligt og de data vi får direkte fra de videnskabelige forlag, siger han og kommer med et eksempel:
- Når f.eks. forskere i forbindelse med en publikation skal skrive, hvilke institutioner de er affilieret med, så er der ingen grænser for, hvor mange måder det bliver skrevet på. Og den information ensretter vi, så man som bruger, blot kan søge på f.eks. Københavns Universitet og få alle relaterede publikationer, bevillinger, datasæt osv.
- Derudover connecter vi også al data. Hvilket vil sige, at vi til hver enkelte publikation finder tilhørende datasæt, bevillinger, kliniske forsøg, osv. og knytter det hele sammen.
Alt sker digitalt
- Det hele kører via algoritmer, for vi kan ikke selv ensrette så mange data - hver dag får vi cirka 20.000 nye publikationer, siger Brian Kirkegaard Lunn, der har været ansat i Digital Science i seks år. I dag står han i spidsen for sit eget team, der arbejder tæt sammen med et team af data science udviklere.
- Det er udviklerne, der laver algoritmerne, men det er mit team, der beslutter f.eks. hvilke kategorier algoritmerne skal inddele data i, og hvordan de skal skelne imellem dem. I praksis kan det fungere sådan, at en udvikler laver en algoritme, som han tester på data, så gennemgår vi resultaterne og kommer med bud på, hvordan algoritmen kan forbedres, siger Brian Kirkegaard Lunn, der er uddannet cand.scient.bibl. og tidligere har arbejdet på Danmarks Biblioteksskole som adjunkt.
Der findes ikke mange i Danmark, der har adgang til lige så mange forskningspublikationer
Spredt ud over Europa
Til daglig arbejder Brian Kirkegaard Lunn fra sit hjem Aalborg. I Digital Science arbejder man nemlig ”remote”. Hovedkontoret ligger i London. Hans chef sidder i Køln, og hans team er spredt rundt omkring i Europa med to kollegaer i London, to i Rumænien, en i Portugal, fire er lokaliseret forskellige steder i Tyskland, og så er der hans kollega Lotte, der ligesom ham selv sidder i Aalborg og arbejder hjemmefra.
- 80 procent af min dag går med videomøder. Nogle møder er meget strukturerede med en ret præcis dagsorden, mens andre er mere løse. Derudover er det også sådan, at vi arbejder i Slack som er et værktøj til kommunikation og samarbejde i teams, hvor vi meget nemt kan slå over på et videoopkald, hvis det er nemmere, og det gør vi tit, siger han, der også af og til arbejder sammen med folk på andre kontinenter og i andre tidszoner.
- Vi har et firma i Indien, som vi pt. har møder med minimum en gang om ugen - når det er eftermiddag hos dem og formiddag hos os. Det fungerer fint. Det var mere kompliceret, da jeg i en periode på et halvt år skulle holde møder med en mellemleder i Detroit og fem medarbejdere i Tokyo. Men der blev det sådan, at vi tog hensyn til dem i Tokyo, fordi de var flest, så jeg mødte ind klokken 7 om morgenen, hvor klokken var 15 i Tokyo, og så mødte ham i Detroit ind ved 2-tiden om natten, siger Brian Kirkegaard Lunn.
Mødes, hvor det giver mening
Det er dog ikke alt, der kan klares via computeren, så der er også en del rejsetid forbundet med jobbet.
- Da jeg startede, var det meningen, at jeg ikke skulle rejse mere end hver sjette uge, og det holder nok meget fint. Og ofte er det helt korte ture, hvor jeg f.eks. flyver til London om morgenen og hjem igen samme dag eller dagen efter, siger han.
- Når vi mødes, mødes vi dér, hvor det giver mest mening. F.eks. har vi et projekt med nogle i Barcelona og en i London, og ham i London har et lille barn på et år, så der tager vi til London af hensyn til ham, siger Brian Kirkegaard Lunn, der godt kan savne det daglige møde med kolleger.
- Man har en distance til sine kolleger, når man arbejder på denne her måde. Man får ikke den der kontorrelation, hvor man lige får vendt både det private og det arbejdsmæssige. Til gengæld har det andre fordele, som at man kan løbe en tur midt på dagen, hvis der er tid til det.
Og så er der også selve arbejdsopgaven, der gør det hele værd. Som Brian Kirkegaard Lunn siger:
- Der findes ikke mange i Danmark, der har adgang til lige så mange forskningspublikationer som mig ... ud over Lotte. Og vi får lov til at lege med det og gøre det tilgængeligt, og vi har meget stor frihed i valg og tilrettelæggelse af vores opgaver.
Om Digital Science
Virksomheden Digital Sciences hovedformål er at lave informationssystemer til forskningsverdenen og de institutioner, der er omkring dem: Fonde, forskningstunge virksomheder, universiteter osv. Digital Science har eksisteret siden 2010 og har i dag 500 ansatte i over 20 lande. Virksomhedens hovedsæde er i London.
Kilder: Brian Kirkegaard Lunn og digital-science.com
Brian Kirkegaard Lunn om at arbejde remote
I seks år har Brian Kirkegaard Lunn arbejdet remote for Digital Science, og for ham fungerer det godt. Og det er der flere grunde til.
- Jeg har tidligere været på en arbejdsplads, hvor nogle mødte ind og andre arbejdede remote. Og der er min erfaring, at det er meget nemmere at arbejde remote, når hele virksomheden er bygget på den arbejdsform, som Digital Science er. Så har man som medarbejdere samme udgangspunkt, fordi der ikke lige er nogle, der også mødes over kaffemaskinen, siger han.
En anden faktor, der har haft betydning for, at det fungerer er, at man i Digital Science sørger for at have faste mødetidspunkter i forskellige regi, hvor man ser hinanden og kan italesætte de problematikker, der måtte være.
- F.eks. har vi i Digital Science et fast møde, om måneden hvor vi snakker HR-relaterede sager, og det gør, at ting ikke får lov til at eskalere, siger han og fortæller, at der i Digital Science også er en forholdsvis afslappet stemning, når det kommer til interne møder.
- Der er ikke mange interne møder, vi ikke kan afbryde, hvis der sker et eller andet hjemme hos folk. Og vi har også møder, hvor der er en, der står med en lille baby på armen. Sådan er det, når man tager arbejdet med sig ind i sit hjem.
Relevante links
Digital Science: https://www.digital-science.com/
Versionen af Dimensions som alle kan tilgå: https://app.dimensions.ai/discover/publication
Om Dimensions, inkl. forskellige version af produktet https://www.dimensions.ai/ -