Sådan bliver vi digitalt uafhængige
Den digitale uafhængighed er på dagsordenen. Men hvor omstændigt er det at slippe techgiganterne og gå over til open source? Foto Unsplash
Der er efterhånden bred enighed om, at vi skal være uafhængige af techgiganterne. Men hvorfor er det så vigtigt, og hvordan griber vi det an?
Statens IT vil udvikle et open source-alternativ til Microsoft, og Aarhus Kommune har netop afsat tre millioner årligt over fire år med det formål at flytte minimum 25 % af de nuværende licenser til open source-løsninger inden 2030.
Der er da også flere gode grunde til at gøre sig fri af techgiganterne.
For Sebastian Büttrich, research manager på IT-Universitet med ansvar for infrastrukturen af netværk og udstyr, handler det om uafhængighed, beskyttelse af data, økonomi og kvalitet.
- Det er jo på grund af situationen i USA, at vi nu er begyndt at fokusere på det her. I mange år har vi set USA som en fast og stabil god ven, men nu har tanken sneget sig ind: Hvad nu hvis de ikke er så meget på vores side, som vi troede? Men for mig handler det ikke kun om USA versus Europa. Det handler også om autonomi og om at være uafhængig, siger Sebastian Büttrich, der udelukkende selv benytter sig af open source og har ikke brugt Microsoft i 20 år. Han nævner datasikkerhed som en af årsagerne til at gøre sig uafhængig.
- Man taler f.eks. om ”skyen” eller ”clouden”, men vores data ligger ikke frit i en ”sky” - de ligger i nogle kæmpestore datacentre, som tilhører amerikanske virksomheder. At kalde det en ”sky” er en smart marketingsopfindelse, men den burde hellere hedde ”bunkeren”. Det lyder bare ikke så godt, siger Sebastian Büttrich, der mener, at det er problematisk, at det udelukkende er et spørgsmål om tillid, når man som institution eller bruger tænker om de store techgiganter, ”at de nok ikke gør noget forkert” med ens data. For det kan man ikke regne med, mener han og henviser til en fransk høring, hvor Microsoft gjorde det klart, at hvis den amerikanske regering pålagde dem at udlevere data, så var de nødt til at gøre det.
Nogen stor forskel kommer man ikke til at mærke, hvis der er styr på de der mellemlag, så funktionaliteten er på plads.Bo Fristed om overgangen til open source
Økonomi og kompetencer
Et anden grund til at gøre sig uafhængig handler om økonomi.
- Vi betaler for meget for techgiganternes services. Så et helt banalt argument er, at det også kan betale sig forretningsmæssigt at blive mere uafhængig.
Derudover er det også et spørgsmål om at udnytte og udvikle de kompetencer, man allerede selv har til rådighed, mener han.
- Ser man på det fra en uddannelses- og forskningsvinkel, så bruger vi vores egne kompetencer, hvis vi kører systemerne selv. Så det er også et spørgsmål om, vi vil være med i it-eliteklassen, eller om man har det fint med at bare at følge med de andre. Som universitetsmenneske, så synes jeg selvfølgelig, at vi skal være i eliteklassen. Jeg synes, vi skal bygge, køre og opfinde services og ikke bare bruge andres. Idéen med ens egen IT er, at man selv styrer den, at man kan kigge ind i systemerne og ikke er afhængig af skjult software, der kører et andet sted.
- Det handler også om kvalitet. Jeg kan rent kvalitetsmæssigt ikke holde ud at køre Microsoft, det er for langsomt og ressourcekrævende, fordi programmet hele tiden tager kontakt til Microsoft centralt, hvilket så også vil sige, at alt, hvad du gør på din computer i princippet kan kontrolleres hele tiden.
Men en ting er, at mange i Danmark efterhånden er enige om, at vi skal være uafhængige af techgiganterne, en anden ting er, hvordan vi bliver det? Sebastian Büttrich erkender, at der ligger et større arbejde i det.
- Der er så mange processer, hvor vi har vænnet os til, at tingene er, som de er. Hvis man som offentlig organisation f.eks. dropper Microsoft, så er det hosting og clouddata, der skal flyttes.
- Er man en større virksomhed, vil det selvfølgelig være en belastning for en help desk, og hvis man i mange har år har brugt Microsofts regneark og project management software, så ligger der også et ret stort arbejde i at migrere de ting ind i andre systemer, så det kommer ikke gratis, og det kommer ikke fra den ene dag til den anden, og der vil bestemt være organisationer, der er nødt til købe sig til eksterne services eller ansætte It-folk, siger han.
Et helt banalt argument er, at det også kan betale sig forretningsmæssigt at blive mere uafhængig.Sebastian Büttrich
Sparer mange penge
Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune er et af de steder, hvor man er gået i gang med at løsrive sig fra techgiganternes greb.
- Vi har flyttet 60 systemer væk fra Microsoft. Vi var trætte af at være i tvivl om dataaftaler og dataprivacy, fortæller Bo Fristed, chef for ITK (Innovation, Teknologi og Kreativitet) i Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, og som står i spidsen for processen.
Og så var der også det økonomiske incitament.
- Siden vi har skiftet fra Microsoft til open source, har vi sparet totredjedele af det beløb, vi brugte før. Vi frigør os fra bindinger til leverandører, og det betyder, at vi kan spare på licenser, fordi vi ikke behøver købe en ”jetjager for at flyve til bageren”. Vi kan nøjes med at købe det, vi har brug for, siger han og fortæller, at licenserne desuden er steget betragteligt gennem årene - og ser ud til at blive ved med at stige. Som det ser ud nu, har man i Kultur og Borgerservice flyttet IT-systemer fra Microsoft til en tysk serverleverandør, og er i det små også begyndt at flytte medarbejdere væk fra Microsoftplatformen, men det foregår på frivillig basis.
- Lige nu er vi er i gang med at analysere på systemerne og de bindinger, der er til f.eks. kontorpakke og mail. Det kan f.eks. være problematisk, hvis man kører på forskellige systemer, at bruge de samme mailinglister, logge på og booke møder – der mangler noget inde i midten, en replikeringsfunktion, så brugere på en anden platform end den, vi bruger i dag, stadig kan printe og ikke oplever at blive udelukket osv. Og sådan en platform vil vi gerne etablere, men vi er ikke gået i gang endnu, siger han.
Men det sker måske snart. I hvert fald er den digitale uafhængighed en prioritet i Aarhus Kommune. Til kommunens budgetforlig den 18. september blev det besluttet at afsætte tre millioner kr. årlig de næste fire år til at nedbringe udgifterne til it-licenser på kontorpakkeløsninger. Målet er at flytte minimum 25 % af licenserne til open source-løsninger inden 2030.
- Det er mig bekendt første gang, der er truffet politisk beslutning i Danmark af den karakter. Open source har været i fokus i Kultur og Borgerservice i mange år, men nu er der fælles fodslag i hele kommunen, folk er motiverede. I det hele taget er der motivation i det offentlige til at gøre noget, hvor vi tidligere har lænet os tilbage og sagt ”det var ærgerligt”, men alligevel bare betalt regningen, siger Bo Fristed og påpeger, at uafhængigheden kræver investeringer, men at de kan betale sig på sigt.
- Det væsentligste er, at vi finder midlerne til at bygge det nødvendige, som er sikkert og stabilt, og som medarbejderne kan arbejde på. Det kræver en investering, men derefter er det noget, vi forventer at spare penge på - i Aarhus bruger vi årligt 42 millioner kroner alene på officepakken.
Men hvor lang tid vil det tage at gå helt over til open source i Aarhus Kommune?
- Hvis vi får de penge, der er brug for, så har vi taget et rigtig godt skridt om tre år, og jeg vil tro, at vi er så langt, som vi kan komme om fem år. Så har vi sikret os, så vi ikke længere skal forhandle med et monopol. I dag er der på mange områder ingen alternativer til Microsoft, så de kan alene diktere priserne, men hvis alt går vel, vil vi stå stærkere om fem år i forhandlingerne, siger han og understreger, at det ikke handler om helt at undgå Microsoft, men om at ikke at være afhængig af dem, så man på den måde også står bedre forhandlingsmæssigt. For som han siger: De laver nogle gode løsninger, der hænger godt sammen.
Nogenlunde smertefrit
Kigger man på enkelte brugere, mener Bo Fristed ikke, at de vil opleve, at det bliver markant anderledes at gå over til open source.
- Der vil nok være nogen, der synes, at man skal lære noget helt nyt. Men LibreOffice-pakken ligner Microsofts løsning – måske i sidste års version. Og power pointsne bliver lidt grimmere, men nogen stor forskel kommer man ikke til at mærke, hvis der er styr på de der mellemlag, så funktionaliteten er på plads. Så jeg kan ikke forestille mig, at der kommer det store ramaskrig, siger Bo Fristed.
Sebastian Büttrich er enig.
- Folk skal altid lige vænne sig til nye interfaces. Og det er en læringsproces på det personlige plan at vænne sig til at gøre ting på f.eks. Linux bl.a. fordi det ser anderledes ud, men det er ikke umuligt. Jeg flyttede min mor over på Linux, da hun var 80 år, og det gik fint, så det er realistisk. Og på Linux finder du både browser, mail og alt det, der svarer til en officepakke, men det ser anderledes ud, og det tager tid at vænne sig til, men jeg mener personligt, at det kan gøres nogenlunde smertefrit, hvis du er en almindelig bruger.
Og hvad så, hvis man synes, det er for besværligt og bare har lyst til at holde fast i de amerikanske techgiganter?
- Hvis man føler sådan, må man betale prisen for det. Og den er allerede for høj, fordi vi i forvejen betaler for meget, og hvor meget man kommer til at betale på andre måder, ved vi ikke, lyder svaret fra Sebastian Büttrich.
Open source til alle
Ud over at være chef i Aarhus Kommune er Bo Fristed også formand for OS2. En offentlig forening med medlemmer fra både nationale styrelser, regioner og kommuner, der har til formål og skabe IT-løsninger til kommuner, regioner og statslige institutioner baseret på open source. Og her har man gang i flere initiativer, der på sigt kan være med til at gøre Danmark mere uafhængig af techgiganterne. Et af dem er en løsning til skolerne.
- Vi har en situation i Danmark, hvor skolebørn er understøttet af teknologi fra Google og Microsoft, på trods af, at der kan være usikkerhed om, hvad der sker med deres data. Og vi har derfor i OS2 taget initiativ til at få lavet en analyse af en open source-platform, der kan være et alternativ, og vi har en ret god businesscase. For som det er nu, så bruger kommunerne 50 millioner kroner om året på de nuværende løsninger, men vi kan bygge en ny løsning til 25 millioner, og som kun koster 25 millioner kroner om året at drive. Og som efter vores plan kan være i luften i 2027. Lige nu er alt klar på papiret, og produkterne findes, men der kræver investeringer.
Derudover står OS2 også bag en AI, som er et alternativ til CoPilot, der er driftet i Danmark, og som 28.000 medarbejdere i Aarhus kommune har fået adgang til.
- AI’en er lavet oven på en digital platform lavet i Aarhus, og den sparer sindssygt mange penge, ligesom der er totalt kontrol over data, siger Bo Fristed og fortæller, at prisen er 25 kr. per medarbejder årligt, mens den tilsvarende pris for CoPilot er 2.500 kr.
I processen med at gå over til open source-løsninger herhjemme, mener han, at en forening som OS2 bør spille en større rolle, så man er fælles om at udvikle løsninger. Det gælder f.eks. den replikeringsfunktion, der skal fungere som mellemled mellem open source løsningen og Microsoft.
- Vi har vi en ambition og at gøre det sammen i OS2, for vi ikke synes, at vi skal gøre det alene i Aarhus. Så vi vil gerne appellere til, at der fra central side bliver lagt en plan for, hvordan vi kan gøre det her, også så det ikke kun understøtter kommuner, men også private virksomheder, siger han og fortæller, at målet sagtens kunne være en fælles platform baseret på open source, som kan være fundament for både det offentlige og det private.
Interesserer du dig for data, IT, AI og den digitale omstilling?
Så markér feltet "DM Digi" på Mit DM, så får du alt det DM laver på området - artikler, arrangementer, netværkstilbud m.m.
Ikke medlem af DM endnu?
Bliv en del af fællesskabet med 80.000 andre. Vi står på din side, så du kan trives i dit arbejde, udvikle din karriere og få en god løn.