Spring menu over

Hver 3. privatansatte DM’er bruger AI

Igor Omilaev/Unsplash

Af Anette Lerche
Del artikel:

“AI øger effektiviteten”, “frigør tid til mere komplekse opgaver”, “kan reducere fejl”. Eksempler på, hvad privatansatte DM’ere siger om deres brug af AI i DM’s Lønundersøgelse 2023.

32 % af de privatansatte svarer i DM’s lønundersøgelse fra 2023, at de bruger AI i deres nuværende arbejde mindst én gang om måneden. 51 % svarer dog, at de aldrig bruger AI i deres opgaveløsning.  

Ser man på uddannelsesbaggrund, så har en medarbejder med humanistisk eller samfundsvidenskabelig baggrund lidt større tendens til at bruge AI i deres arbejde. Her er det 36 %, der bruger det mindst én gang om måneden, og ser man på andelen af yngre medlemmer er andelen, der bruger AI-redskaber højere end det samlede gennemsnit for DM-medlemmer. Blandt de yngre er det 40 %, der bruger AI-redskaber hver måned. 

Øget effektivisering 

Blandt de medlemmer, der bruger AI-værktøjer mindst en gang om måneden, svarer 38 %, at det har øget deres egen eller andres effektivitet. 28 % oplever, at det har frigjort mere tid til de mere komplekse opgaver, 15 % svarer, at det har automatiseret processer og 12 % svarer, at det har reduceret mængden af fejl. Endelig svarer 10 %, at brugen af AI har medført hurtigere beslutningsprocesser. Medlemmer med samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser har generelt markeret, at de oplever mange fordele ved AI, end de øvrige DM-medlemmer.  

28 % oplever, at det har frigjort mere tid til de mere komplekse opgaver

Lavt kendskab 

Blandt de medlemmer, der bruger AI-værktøjer sjældent eller aldrig (61 %), svarer 47 %, at de ikke ved, hvordan de skal implementere AI-redskaber i deres arbejdsgange. 43 % svarer, at de kun har et begrænset kendskab til AI-redskaber, og 32 % svarer, at de har begrænset kompetencer indenfor AI-redskaber.  

Ønske om flere kompetencer 

Blandt DM’s medlemmer er der et stort ønske om at opnå flere kompetencer inden for AI. 40 % svarer, at de enten i høj eller meget høj grad ønsker at opnå flere kompetencer inden for brugen af AI-redskaber. Der er dog en vis tilbageholdenhed i forhold til at spørge efter kompetenceudvikling på ens arbejdsplads. 82 % svarer, at de ikke selv har efterspurgt kompetenceudvikling på det område.  

Ønsker du selv at blive lidt klogere på AI-værktøjer

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje