Tre ide-regimer påvirker vores meninger om biodiversitet

Biodiversitet er hot som aldrig før. Vi hører om emnet i nyhederne, vi laver grupper om vilde haver på sociale medier, og hvad enten du er topleder eller gartner, kan du nu efteruddannes i naturens mangfoldighed. 

Vi vil have biodiversitet i byen, i parker og haver, frem på gavle og altaner. Måske er vi blevet så fascinerede af de mange arter, fordi vi er ved at miste dem? Uanset hvad, så trækker biodiversitet masser af fokus. 

Men al den virak har også medført konflikter. Borgere, virksomheder og byer diskuterer flittigt, hvordan vi skal prioritere andre arter end mennesker.

I nogle tilfælde støder meningerne så hårdt sammen, at uenigheder fører til retssager, demonstrationer, og anklager om grønvask. 

Hvad er det rigtige at gøre for biodiversiteten?

Noget af det der fylder, er diskussionen om hvad der er det rigtige at gøre for biodiversiteten.

Sandheden skal frem, og fakta skal på bordet. Men de bagvedliggende ideer om biodiversitet, som de forskellige aktører trækker på, bliver sjældent diskuteret. 

Da vores ideer om et fænomen påvirker vores handlinger og tankemønstre, vil det derfor være en god ide at tale mere om netop det. 

Min ph.d.-afhandling er et studie af byens hovedaktører. Her er kortlagt tre ideregimer, som præger den måde vi ’tænker og gør’ ift. biodiversitet i byudviklingen.

Min arbejdsmetode er aktionsforskning, som går ud på at udvikle viden i pingpong med dem, jeg studerer – og give viden tilbage, som de forhåbentlig kan bruge. 

Biodiversitet i byen – hvorfor er det vigtigt?

Når det handler om bymiljøer er det vigtigt at tage det forbehold, at forekomsten af store sammenhængende levesteder er begrænset i det urbane, sammenlignet med ukultiverede naturområder.

Ligesom der er arter, der aldrig vil trives i selv meget beplantede bydele. Omvendt peger den videnskabelige litteratur på flere gode grunde til at sætte biodiversitet på dagsordenen i byen.

Som led i min forskning har jeg talt med bl.a. arkitekter, planlæggere, borgere og ingeniører, der på tværs af deres forskellige engagement i byudvikling var enige om at de tit stod og manglede argumenter for at skabe mere biodiversitet i byen.

Derfor har jeg kortlagt ti argumenter, som kommer her nedenfor.

1. Vores sundhed. Biodiverse omgivelser har en positiv effekt på vores sundhed.
   Kontakt med mangfoldige naturmiljøer mindsker fx risikoen for astma, allergi og styrker immunforsvaret.
   Vores indre og ydre mikroøkologiske systemer påvirkes nemlig direkte af de omgivelser, vi lever i.
2. Etik og ansvar. Fra et økoetisk perspektiv har vi ikke større ret end andre arter til at forme landskabet omkring os, heller ikke i byen.
   Ved at have mere fokus på biodiversitet i byudviklingen viser vi etisk ansvarlighed i det store artsfællesskab, vi selv er en del af.
   Derved er vi med til at sikre fair vilkår for andre arter end os selv.
3. Klimaresiliens. Biodiversitet bidrager til at afbøde klimaudfordringer som tørke, hedebølge og oversvømmelse.
   Grønne, mangfoldige landskaber har en kølende effekt, forsinker vandafstrømning og renser luften. 
   Derfor kan bydele med fokus på natur være mere modstandsdygtige over for klimaforandringer end ensartede områder á la stenbro.
4. Social bæredygtighed. Biodiversitet skaber rammer for urbane fællesskaber på tværs af alder, baggrund og boligform.
   Aktiviteter som at fjerne invasive arter, bytte frø eller opsætte fuglekasser kan bringe os sammen og styrke vores tilknytning til det sted, vi bor.
5. Langsigtet klog investering. At investere i biodiversitet er langsigtet bæredygtigt på flere måder. At højne en bydels klimaresiliens kan fx betyde færre udgifter til oversvømmelse.
   Samtidig er det klogt at passe på de naturressourcer, som vi alle er afhængige af. Derfor er det vigtigt at vi medtænker, hvordan byggeri og anlæg påvirker biodiversiteten andre steder end i byen.
   Skove og havmiljøer leverer træ, sand og grus til byens projekter, men er også levested for en masse arter.
   Naturmiljøerne skal have tid til at regenerere, når vi tager noget fra dem. Det har de ikke i dag. Derfor uddør arter, og vi er på vej til at løbe tør for naturressourcer. 
6. Naturdannelse. Ifølge FN kræver en bæredygtig fremtid, at vi styrker vores relation til naturen.
   Urban biodiversitet kan – trods dens biologiske begrænsninger – hjælpe os med at forstå og støtte en bæredygtig omstilling.
   For hvis du ikke kender, elsker og ved noget om en rig mangfoldig natur, hvordan skal du så kunne passe på den i dit forbrug, arbejdsliv og på stemmesedlen? 
7. Selvdyrket mad. At dyrke urter, bærbuske og frugttræer i byen kan skabe små øer, der gavner bestøvere og styrker fællesskaber for mange arter – også mennesker.
   Fælles madhaver inviterer både til fysisk aktivitet og læring om naturen, samtidig med at flere får adgang til billig eller gratis mad af høj kvalitet.
8. Levested for truede arter. Visse truede plante-, dyre- og svampearter klarer sig bedre i byen end på landet, og derfor skal vi passe på dem, der findes. Ellers forsvinder de måske helt fra vores land.
   Kirkegårdens gamle træer kan give ly til flagermus, nøjsomhedsplanter kan trives på havnens næringsfattige jord og sjældne bregner og mosser kan gro på byens tage. For nogle ynglefugle erstatter byens bygninger de fjelde, vi ikke har.
   Det er selvsagt vigtigt at skabe større, bedre og flere levesteder uden for byerne. Men så længe vores store landskaber er så kultiverede og monokulturelle som de er i dag, er byen et vigtigt hjem for flere arter end mennesker. 
9. CO2-optag. Et voksent træ kan ca. absorbere mellem 10 og 40 kg CO2 årligt. Derfor kan etablering af mere biodiversitet via træplantning bidrage med et minus i byens klimaregnskab.
   Det er dog vigtigt at medregne det hele i sådan et regnskab, herunder hvor langt og hvordan træerne er transporteret til byen.
10. Skønhed og stedsidentitet. Mangfoldig natur kan skabe æstetisk og kunstnerisk inspiration, styrke et steds identitet, og have spirituel betydning for byens borgere og besøgende. 

Hvordan ser de tre ’regimer’ på biodiversitet?

Hvad er selve ordet ’biodiversitet’ egentlig for en størrelse? De fleste forskere er (nogenlunde) enige om, at biodiversitet i sin essens betyder, at der er en mangfoldighed af arter, gener og økosystemer. 

Men hvad er det for nogle ideer, vi har om biodiversitet, når vi bruger ordet i vores samtaler om, at bestemte arealer skal udvikles på bestemte måder?

I min forskning har jeg kortlagt tre ide-regimer, som byaktører agerer indenfor i deres tanker og handlinger ift. biodiversitet:

1. Rapport-regimet – her tæller vi arter, systematiserer, laver lister og hierarkier
2. Relations-regimet – her vil vi styrke vores forbindelse til andre arter og naturområder
3. Retfærdigheds-regimet – her er vi optaget af at skabe fair vilkår for alle arter 

1. Rapport-regimet

Et af de mest udbredte ideregimer er rapport-regimet. Her er biodiversitet noget, vi kan tælle: Antal arter, træer, kvadratmeter med rig natur.

Der arbejdes med klassifikation, certificering og administration af biodiversitet, som kan gøres op i kvantificerbar værdi.

Træer i byen kan fx prissættes ud fra værdien af deres økosystem-tjenester; de renser luften, køler gaden, er smukke at se på – alt sammen noget som højner værdien af lejligheden overfor. 

Redskaber som DGNB (certificering af bæredygtigt byggeri, red.) og app’en Bynatur (som jeg selv har været med til at udvikle) handler netop om at sætte tal på biodiversitet, som vi så kan følge over tid. 

Rapport-regimet giver mulighed for at designe og forvalte biodiversitet på systematisk vis og sætte kvantitative mål for ’god’ og ’dårlig’ biodiversitet; går det frem eller tilbage med antal arter og levesteder? 

Netop fordi regimet er fokuseret på det målbare, opstår der også udfordringer. Det kommer vi tilbage til.

2. Relations-regimet

I relations-regimet er biodiversitet liv, vi forbinder os til på et dybere niveau – intellektuelt, følelsesmæssigt. Her handler biodiversitet ikke om tal, men om vores relation til naturens mangfoldighed. 

’Vild med vilje’ bliver praktiseret af nogle mennesker i haven for at styrke forbindelsen til de arter, der bor der.

Andre forsøger at væve bygninger og bydele sammen med den omgivende biodiversitet gennem arkitektoniske og landskabsmæssige løsninger. 

Her handler det om at skabe steder, hvor vi interagerer med andre arter på måder, der skaber velvære. En flok træer i parken kan for nogle vække minder, der ligger langt tilbage i tiden, men som i nutiden giver lige præcis den naturrigdom unik værdi.

3. Retfærdigheds-regimet 

Det tredje regime handler om rettigheder. Her anskues biodiversitet gennem en etisk linse.

Naturrigdom handler her hverken om de arter, vi har opstillet på lister, og ej heller om, hvad vi synes det er lækkert at omgive os med. Derimod handler biodiversitet om retfærdighed. 

I rettigheds-regimet har alle levende væsener – fra det mindste insekt til de største økosystemer – en iboende ret til at eksistere, på linje med os.

Vi er altså bare én art blandt mange, og vi har ingen særlig ret til at undertrykke andre arter eller deres habitater. 

En flok træer et sted kan derfor ikke fældes og erstattes med nogle nyplantede træer et nyt sted – det giver jo sig selv, at det ikke er etisk forsvarligt. 

Dette er blot et eksempel på, hvordan de tre regimer kan ’brage sammen’ og pege på helt forskellige bio-løsninger. For i rapport-regimet kan du godt erstatte en flok træer med nogle nye et andet sted.

Hvad kan vi bruge de tre regimer til?

I dag taler vi om biodiversitet, som var det matematik, hvor vi kan få klare svar på sandt og falsk. På den ene side er det rigtigt, at vi fra biologien ved, hvad der skal gøres for at styrke biodiversiteten. 

• vi skal skabe flere og bedre levesteder, 
• vi skal spise mindre kød og flyve, forbruge, forurene og bygge mindre så vi stopper med at ødelægge levesteder. 
• Vi skal dyrke vores mad, så vi tager meget mere hensyn til andre arter,

Men der er også det aspekt, som handler om måden vi ’tænker og gør’ ift. biodiversitet: Hvis vi ønsker en ægte demokratisk samtale og en samfundsudvikling med færre misforståelser, bliver vi nødt til at se på de ideer vi går rundt og har om biodiversitet. 

Vi bliver nødt til at have en humanistisk funderet interesse for, hvad der rumsterer ’bag tæppet’ i vores samtaler om biodiversitet. 

Handler en konflikt fx om, at

• én mener vi skal skabe retfærdighed for alle arts-individer, mens
• en anden orienterer sig efter en liste med truede arter, og
•  en tredje tænker at det vigtigste er den særlige relation til lige præcis de træer der, som måske har en helt særlig ånd over sig?

Hvordan skaber vi større forståelse mellem forskellige opfattelser?

Hvis vi forstår, at der er forskellige måder at opfatte biodiversitet på, kan det skabe større forståelse mellem forskellige grupperinger. 

I praksis kan idéregimerne bruges som værktøj til at fremme kommunikation og samarbejde mellem faggrupper, borgere og beslutningstagere. 

Byplanlæggere kan fx undersøge et områdes udfordringer og potentialer indenfor de tre ide-regimer ved at spørge:

Hvilken status og hvilke potentialer har dette område inden for rapport-, relations-, og retfærdighedsregimet? Og så kan de sørge for at involvere en mangfoldig flok mennesker, så der kommer flere forskellige perspektiver på banen. 

Ved at anerkende, at der er flere ’sandheder’ eller sprog, kan fagfolk og beslutningstagere undgå at fastlåse sig til én bestemt måde at gøre tingene på.

Derved er det muligt at komme bedre i mål med nogle af de ’sandheder’ vi kender fra biologien, fordi der også tages højde for de to andre idéregimer. 

Drøfter vi de tre regimer, kan vi lære at stille bedre spørgsmål, udvikle bio-planer med større opbakning, og skabe en rummelig inddragelse af interessenter i beslutningsprocesser.

Kan vi abonnere på flere regimer samtidig?

Mange af os abonnerer faktisk på flere ideregimer. Jeg gør i hvert fald. 

Fx elsker jeg at sidde i min skovhave og nyde lyden af flagspættens hakken i det døde æbletræ, pindsvinets raslen i tusmørket og synet af de små insekter, der hænger i luften over min lille havedam.

Værdien af biodiversiteten i min have handler her om min relation til livet i den. 

Samtidig er jeg også ivrig bruger af iNaturalist – en app, som jeg registrerer arter i. Den bruger jeg til at se, om jeg med årene formår at tiltrækker nye arter – og måske en sjældenhed. 

Jeg går rundt i min have, fotograferer og uploader. Her handler biodiversitet om, at jeg tæller og registrerer – altså agerer jeg i rapport-regimet. 

Jeg er også stolt over, at min rodede skovhave giver plads til flere arter end mig og min familie. Her bevæger jeg mig over i rettighedsregimet – selvom jeg har købt huset og bestemmer over haven, er det hele til låns. 

Mit store valnøddetræ gør mig nærmest ærbødig, og jeg føler en dyb pligt til at passe på det træ, der har levet længe før mig, og som nok også vil stå her, når jeg er væk. Det vil på alle måder være uetisk og unfair at fælde det. 

Lotte Nystrup Lund er forfatter og futurista, se mere på www.futurista.dk