Professor tager sig til hovedet over S forhold til forskningsfrihed

Rapporten Magt og (M)ulighed om negativ social kontrol lavet af to forskere fra RUC for Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) er blevet kritiseret sønder og sammen af flere integrationsordførere og af ministeren for området Mattias Tesfaye, skriver ForskerForum.

Politikerne har kastet sig over en af anbefalingerne i rapporten om i højere grad at inddrage koran- og arabiskundervisning i forebyggelsen af negativ social kontrol blandt unge med ikke-vestlig baggrund.

Den konklusion er åbenbart faldet Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Rasmus Stoklund, for brystet. Til Netavisen Pio har han udtalt:

”Hvis man havde vidst, at denne rapport var blevet resultatet, så var den næppe blevet bestilt, for desværre bekræfter den jo billedet af, at meget forskning på integrationsområdet muligvis er i overensstemmelse med teorien, men til gengæld ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Det er der ikke noget nyt i, men det gør ikke problemet mindre”.

”Man tager sig til hovedet”

Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatteren til bogen “Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”, har ikke meget tilovers for udtalelsen fra S-ordføreren.

”Man tager sig til hovedet, når man hører en politiker siger sådan noget. Det er bekymrende i forhold til forskningsfriheden”, siger han.

Heine Andersen har læst rapporten, og han vurderer, at måden, den er lavet på, falder ind under almindelig anvendt videnskabelig metode. Han kalder rapporten nuanceret og siger, at politikerne har kastet sig over en lille detalje om Koran- og arabiskundervisning, der fylder meget lidt.

”Det er over stregen, at en magtfuld politiker kommer med udtalelser, der er en slet skjult trussel om styring af bevillinger ud fra politiske holdninger, og det viser desværre, at der er stor afstand mellem politiske verden og forskningsverdenen”, siger Heine Andersen.

Han understreger, at politikerne må mene, hvad de vil, om resultaterne, men hvis de vil anfægte om resultaterne fagligt holder kvalitet, må de anvende faglige argumenter og dokumentere konkrete fejl, fx ved at pege på konkrete resultater, der mangler dokumentation i fremlagte data, eller andre undersøgelser, der modsiger.

”Det kan jeg ikke se Stoklund har gjort; han vurderer åbenlyst ud fra forudindtaget politisk holdning. Det blokerer desværre for en tiltrængt åben og fordomsfri fagligt baseret debat mellem forskere og politikere”, siger Heine Andersen.

Principielt angreb på forskningsfriheden

Julie Sommerlund, dekan for Humaniora på RUC, kalder Stoklunds udtalelser for dybt problematiske og reelt bekymrende.

”Man kan ikke kalde sig forsvarer af forskningens integritet og frihed, hvis forsvaret ophører, når et konkret forskningsresultat ikke falder indenfor ens egen ideologiske smag og politiske program”, skriver hun i et debatindlæg i Altinget.

Hun henviser også til den rundspørge Dansk Magisterforening (DM) har lavet blandt cirka 5.000 forskere på landets universiteter, som Forskerforum bragte resultatet af i juni. Den viser, at 24 procent af forskerne, der laver myndighedsbetjening, altså udarbejder analyser og rapporter for ministerier og styrelser, har følt sig presset til enten at ændre, udskyde eller undlade at offentliggøre resultaterne af enten embedsmænd eller politikere.

Til Forskerforum siger hun, at samarbejdet med styrelsen har været godt, og at ingen har forsøgt at tilbageholde rapporten eller påvirke konklusionerne, så forskningsfriheden er ikke direkte truet, men den voldsomme kritik af rapporten er et principielt overordnet angreb på forskningsfriheden fra politisk hold, der vil få implikationer for forskningsmiljøet.

”Det ryster mig, at man fra så højt politisk side går så voldsomt efter et forskningsresultat. Det sender et kraftigt signal, som jeg synes er uheldigt, og jeg tænker, at forskere vil tænke sig grundigt om inden de vælger at gå ind i feltet en anden gang. Hvis man vil lave uafhængig fri forskning, skal det åbenbart ikke være på integrationsområdet”, siger Julie Sommerlund.

Hun tilføjer, at forskerne har søgt om at få de to mio. kr. til at lave undersøgelsen i åben konkurrence. De har klart beskrevet i ansøgningen, at de vil benytte kvalitative interviews.

”Styrelsen har valgt projektet blandt flere ansøgere med åbne øjne, og der er intet kontroversielt ved undersøgelsesdesignet. Det er i virkeligheden en klassisk kritik, som vi hører ofte, når forskere bruger kvalitative metoder. Så får de at vide, at de burde have lavet noget statistik i stedet”, siger Julie Sommerlund.

Ordfører: Det er en dårlig rapport

Rasmus Stoklund mener på den anden side, at Julie Sommerlund bruger forskningsfriheden som stråmand for at dreje fokus væk fra det, sagen i virkeligheden handler om.

”Jeg forstår godt, at hun har en interesse i at gøre det til en sag om forskningsfrihed for at fjerne opmærksomheden fra, at rapporten er af dårlig kvalitet. Det svarer til, at vi havde bestilt en rapport om, hvad man kan gøre ved, at alt for mange kører for stærkt i bil, og så konkluderer forskerne, at der slet ikke er nogen, der kører for stærkt. Sagen er, at de ikke har løst opgaven, de blev stillet, da deres konklusioner står i modsætning til al viden på området, så man har spildt skatteborgernes penge”, siger Rasmus Stoklund.

Han tilføjer, at rapporten har store metodiske svagheder, og at forskerne er nået frem til en forkert konklusion på et meget begrænset datagrundlag, da den bygger på interviews med 53 ressourcestærke muslimske unge.

Men hvordan kan du gøre dig til dommer over, hvad der er god forskning?

”Selv jeg kan som lægmand se, at rapporten indeholder store metodiske fejl og mangler. Masser af andre undersøgelser dokumenterer, at der er store problemer med social kontrol, og vi kan jo ikke starte med Adam og Eva, hver gang vi skal undersøge problemet”, siger S-ordføreren og tilføjer:

”Jeg har intet imod kvalitativ metode, eller at man interviewer unge om deres oplevelser og refererer dem. Men det står på side 1 i den metodiske grønspættebog, at man skal være opmærksom på den valgte metodes begrænsninger. Min kritik går derfor på, at man foretager få kvalitative interviews med unge muslimer, der er godt tilfredse med at leve efter Koranens forskrifter, hvorefter forskerne drager deres konklusioner om, at social kontrol ikke er så stort et problem. Den konklusion er deres datagrundlag alt for spinkelt til at underbygge, og samtidig står den konklusion i modsætning til langt større undersøgelser af social kontrol, som viser, at det er et reelt problem, for muslimske unge, der afviger fra normerne. Det kunne fx være hvis de vil springe ud som homoseksuelle”.

Kritik fra andre forskere

Stoklund bliver bakket op af Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe, begge Ph.d. i antropologi og medforfattere til en bog om social kontrol. De har skrevet debatindlæg i Altinget og i Weekendavisen under titlen ”Valuta for Støjbergs penge”.

De gør opmærksom på, at de selv havde søgt om de 2 mio. kr. til at lave undersøgelsen. Pengene kommer fra en særlig bevilling, som daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) afsatte i 2017 til en national handlingsplan til forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol af børn og unge for ”at tage et endeligt opgør med berøringsangsten«, som der stod i handlingsplanen.

Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe skriver blandt andet, at der ikke er noget, der tyder på, at rapportens forfattere har fået indskrænket deres forskningsfrihed eller oplevet politisk motiverede begrænsninger.

Ifølge de to handler titlen ”Valuta for Støjbergs penge” ikke om politikerne skal have bestemte (politisk opportune) forskningsresultater, men om at forskerne skal levere gedigen erfaringsbaseret viden, der kan gøre os (samfundet) klogere på æresrelateret social kontrol og dermed bidrage til at forebygge den. Det mener de ikke, at RUC-rapporten lever op til. De skriver, at der er rigelig empirisk belæg for æresrelateret social kontrol i den etnografiske litteratur om Mellemøsten, og det er også mere end veldokumenteret, at denne form for kontrol har fået indpas i vestlige lande.

”I stedet får vi at vide, at interviewpersonerne stort set ikke oplever at have problemer med æresrelateret social kontrol. Det er ikke et problem for dem, for de ”har islam som rettesnor”.

Rapportens interviewpersoner synes altså ikke at anerkende, at der findes et problem med æresrelateret social kontrol i deres lokalsamfund. Og rapportens forfattere konkluderer faktisk det samme, idet de relativerer og udvander problemet ved at tale om ”konformitetspres”. Det skal næsten give hovedbrud: For hvordan skal man komme med anbefalinger i forhold til et problem, hvis eksistens man ikke rigtig anerkender?”, skriver Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe.

RUC-forskere: Vores opgave er ikke at please politikere

Rapportens to forfattere Lise Galal, ph.d., lektor på RUC og Louise Lund Liebmann, ph.d., tidligere postdoc, RUC, har ikke svaret på Forskerforums henvendelse, men de har forholdt sig til kritikken i et svar i Weekendavisen.

Her skriver de, at der desværre synes at være opstået en idé om, at de med rapporten afviser eksistensen af negativ social kontrol, men det er forkert.

”I rapporten giver vi løbende eksempler på, hvordan social kontrol opstår i vores informanters liv. Og selv om de fleste af vores informanter afviser at ære spiller en rolle i deres liv, konkluderer vi ikke, at ære eller social kontrol ikke eksisterer som adfærdsregulerende praksis”, skriver de.

De afviser også, som kritikerne mener, at de anbefaler, at myndighederne skal udføre Koran- og arabiskundervisning.

”Det ærgrer os naturligvis, at vores tekst bliver udlagt sådan. Misforståelsen tager fokus fra den relevante indsigt, at nogle anvender viden om islam som redskab til at afvise en undertrykkende æresopfattelse og til at forhandle frihed”, skriver Lise Galal og Louise Lund Liebmann og slutter:

”Vi finder det bemærkelsesværdigt, at kritikere synes at forvente en rapport, som giver Støjberg valuta for pengene ved at reproducere konsensus. Vi leverer gerne forskning for skillingen, men det er ikke vores opgave at please politikere via forskningsresultater. Vi har helt overordnet ønsket at bidrage med nye og supplerende indsigter til den eksisterende viden på et felt, der er både komplekst og politiseret. Hvorvidt politikere og praktikere ønsker at anvende denne viden, er naturligvis et valg, der står den enkelte frit for at træffe”.

Vikarierende integrationsminister Kaare Dybvad har senest lovet at undersøge, om man skal ændre beskrivelsen af rapporten på ministeriets hjemmeside - og måske endda helt fjerne den. Han har allerede bedt sit ministerium om ikke at bruge den i undervisningen af kommunale frontarbejdere. Det sker efter DF havde kaldt ham i samråd om sagen den 8. september.