Staten genfødt: Er covid-19 nyliberalismens dødskys?

Mange økonomer drager sammenligning med krige, når de skal forklare den aktuelle situation. De peger også på en afgørende forskel. Vi er i krig mod Covid-19, og hele samfundet er sat ind. Men denne gang er værktøjet ikke mobilisering, det er en omfattende demobilisering. Vi har lukket os selv inde og økonomien ned.

Som den engelske økonomihistoriker Adam Tooze har skrevet i The Guardian: ”Vi har med fuldt overlæg iværksat en af de mest alvorlige recessioner nogensinde”.

Hans pointe er, at vi med en ukendt omkostning har prioriteret liv og fællesskab over økonomisk logik. Dermed udfordrer vi det dogme, der siden 1990’erne har gjort markedet til det udgangspunkt, som alle institutioner, ikke mindst staten, var indrettet efter. Nu er det forbudt at shoppe i et storcenter eller gå til frisør.

I Berlingske har politologen Ove Kaj Pedersen forudset, at vi med coronavirus-epidemien træder ind i en ny samfundsøkonomisk epoke. Med begrebet ’konkurrencestaten’ har han beskrevet, hvordan velfærdsstaten på få årtier forvandlede sig til en stat, hvis egentlige opgave var at skabe optimale betingelser for markedet.

”Siden begyndelsen af 1980'erne har der været en helliggørelse af markedet og konkurrencen. Den tid er ovre. Nu er det staterne, der træder i karakter. Og det kommer til at sætte dybe og lange spor i politik”, siger han nu.

Mens den politiske kommentator Lars Trier Mogensen har peget på, at Mette Frederiksen (S) har genskabt troen på en stærk og social velfærdsstat, forudser Ove Kaj Pedersen, at krisen vil føre til en større regulering af markedskræfterne og større accept af statslige indgreb fremover.

Økonomiprofessor emeritus Jesper Jespersen er knap så opmuntret. Han har svært ved at se, at det politiske system pludselig skulle være parat til at tilbagerulle ”de seneste 30-40 års liberale fejltagelser”.

”Min erfaring har vist mig, at der er en betydelig træghed i tænkemåder, og konkurrencestaten kom ikke overnight. Velfærdsstaten blev allerede kritiseret i 1970’erne, men vi skal helt op i 1990’erne, før det slog igennem i dansk økonomisk politik. Så man skal passe på med at lade sig forblænde af et øjebliks overraskende begivenheder. Vi var nogle stykker i 2009, da alle var blevet keynesianere, der tænkte: 'Endelig - The Return of the Master', men det varede kun, til politikerne havde reddet bankerne, så vendte de tilbage til sparepolitikken”, siger han.

Jesper Jespersens pointe er, at danske regeringer i ly af finanskrisen hovedsageligt fulgte det nyliberale dogme om, at udbuddet af arbejdskraft kan forøges ved at reducere velfærd gennem skattelettelser og forringelser af dagpenge og kontanthjælp. Modsat vil en keynesiansk tilgang indebære øgede offentlige udgifter i nedgangstider for herigennem at stimulere økonomien og øge efterspørgslen efter arbejdskraft.

Og selvom et enigt folketing godt nok lige nu pumper milliarder ud i økonomien i form af hjælpepakker, advarer Jesper Jespersen mod proportionsforvrængning.

”Jeg sidder med en fornemmelse af, at man i hvert fald ikke underdriver det, staten gør. Hvis man lægger tallene sammen, kommer man op på 287 mia., men de 221 mia. er reelt blot udskudte skatter og moms samt garantier for virksomheder, altså ikke ekstra penge, men et midlertidigt sikkerhedsnet. Og så skal man huske, at en stor del af det resterende beløb på cirka 60 mia. kr. ellers delvist ville være blevet udbetalt som dagpenge. Til sammenligning ’pantsatte’ man hele landet under finanskrisen ved at udskrive en statsgaranti for hele banksektoren svarende til 1,5 gange bruttonationalproduktet”, siger han.

Venstrefløjen vejrer morgenluft

Andre er mere forhåbningsfulde. På venstrefløjen mener Pelle Dragsted, tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, at coronakrisen kan resultere i en ny epoke med ’grøn keynesianisme’.

”Der er ingen tvivl om, at det er en helt unik situation. EU har suspenderet sine budgetkrav, og staten er trådt ind på scenen i en grad, vi ikke har set i mange år. Det private erhvervsliv er på kontanthjælp, og lønningerne bliver betalt af staten. Ingen ved, hvad for et politisk landskab, vi får bagefter”.

Som andre peger Dragsted på 1930’ernes krise som den eneste meningsfulde sammenligning. Efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser tog staterne en aktiv styring af økonomien på en måde, man ikke havde set før.

”Lige nu er vi i en situation, hvor staterne kan få ligeså stor indflydelse på økonomien, som i tiden efter Anden Verdenskrig”, siger han, og peger på en anden lighed:

”Ligesom dengang har vi under coronakrisen lært, at vi har brug for hinanden, et stærkt fællesskab og stærke demokratiske institutioner. Det tror jeg, styrker vores chance for at gå i den rigtige retning”, siger Pelle Dragsted.

Mens den ”rigtige” retning ifølge Pelle Dragsted svarer til de tre årtier efter krigen, hvor man bekæmpende ulighed og byggede velfærdssamfundet op, er den forkerte i hans optik de tre seneste årtier, ”hvor demokratiet er blevet underlagt markedet, og vi er havnet i en ureguleret finanskapitalisme”.

Financial Times efterlyser borgerløn og formueskat

I øjeblikket holder staten markedet i kunstigt åndedræt. Uden vaklen søsatte folketinget på få dage hjælpepakker, der før ville være uhørte, eksempelvis at staten betaler privatansattes løn.

Selvom økonomer påpeger, at endog meget store engangsudgifter ikke udgør en fare for den offentlige økonomi, luftes der alligevel bekymringer. Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen har for eksempel bebrejdet nationalbankdirektør Lars Rohde for at lege ”julemand”, når han undlader at mane til besindighed og ikke advarer mod et scenarie, hvor krisepolitikken ender i en ”uholdbar stigning i de offentlige udgifter”.

Men selv i tilfælde af en dyb og langvarig recession vil politikerne få svært ved at finde økonomiske argumenter for, at hjælpepakker skal følges af stram budgetdisciplin og nedskæringer i den offentlige sektor som i årene efter 2011.

Tværtimod påpeger toneangivende internationale økonomer, at svaret denne gang indebærer en betydelig forøgelse af den offentlige gæld.

”Langt højere offentlige gældsniveauer bliver en permanent egenskab ved vores økonomier og vil blive fulgt op af eftergivelse af privat gæld”, skriver eksempelvis tidligere EU-centralbankchef Mario Draghi i Financial Times.

Samme avis, der ellers har været fortaler for markedsliberalisme, går langt videre og øjner nu påkrævede ”radikale reformer”, hvor regeringer accepterer en langt mere aktiv rolle i økonomien.

”De må betragte offentlig service som en investering snarere end et passiv og se efter måder at gøre arbejdsmarkederne mindre usikre på. Omfordeling vil igen være på dagsordenen; de ældre og riges privilegier må reduceres. Politikker, der indtil for nylig blev betragtet som excentriske, så som borgerløn og formueskat, skal være en del af blandingen”.

Centralbankchefer: Nu skal staterne på banen

Ideen om, at staten skal spille en mere aktiv rolle i økonomien, er dog ikke et pludseligt resultat af coronakrisen.

Allerede i begyndelsen af januar pegede tidligere centralbankchefer på, at de pengepolitiske muligheder i form af rentenedsættelse og yderligere brug af seddelpressen var så godt som udtømte, og at det nu var staternes tur til at handle.

Og ifølge Jeppe Druedahl, adjunkt på Center for Economic Behavior and Inequality ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, har det blandt mainstream-økonomiske forskere længe stået klart, at finanspolitikken spillede en for lille rolle i såvel Europa som i Danmark i kølvandet på finanskrisen.

Forskerne peger overordnet på, at væksten efter krisen vendte hurtigere tilbage til USA end til Europa. Og at en sandsynlig forklaring var, at finanspolitikken i USA var mere lempelig.

”I Europa ses også en sammenhæng mellem nedskæringer i det offentlige forbrug og en værre krise. De økonomiske modeller kan forklare dette ved, at den stramme budgetdisciplin sænkede efterspørgslen på et tidspunkt hvor netop mangel på efterspørgsel var det afgørende problem”, siger Jeppe Druedahl, men tilføjer så:

”Man må forstå, at der er et politisk domæne, der eksisterer uafhængigt af, hvad flertallet af forskerne mener”.

Og hvor Jeppe Druedahl understreger, at der blandt makroøkonomiske forskere denne gang er ”utrolig bred enighed om, at man får brug for finanspolitiske lempelser", er Jesper Jespersen mindre diplomatisk.

Han peger på, at CBS-professor Jesper Rangvid i 2017 beregnede, at Danmark hvert år efter finanskrisen mistede 200 mia. kr. i tabt bruttonationalprodukt.

”Man kan godt spare sig til balance på de offentlige budgetter og derved sætte samfundsøkonomien stort set i stå, som det skete i Danmark fra 2011 til 2015. Men det vil da være dumt at gentage”, lyder det fra Jesper Jespersen.

En ny retning?

Uanset hvad, har vi nu for anden gang på 12 år behov for massiv statslig intervention i økonomien. Og i modsætning til under finanskrisen, har der i den mellemliggende periode været voksende kritik af den markedsliberale logik blandt både økonomiforskere og politikere, påpeger postdoc. Rune Møller Stahl, der forsker i økonomisk historie ved Københavns Universitet.

”Men vil den her krise og udrulningen af statslige kapacitet, som kommer de næste måneder og år, så også føre til krav om højere grad af økonomisk omfordeling eller stop for skattesnyd? Der er ikke noget, der er givet, men der er klart et potentiale for en større styring af økonomien”, siger han.

Udfordringen er, at centrale aktører i Washington og Bruxelles fortsat hænger fast i den gamle tænkning, mener han.

Men hvis staten de sidste 40 år har solgt ud af sig selv, vil vi i hvert fald på nogle områder se krav om en tilbagerulning, vurderer Rune Møller Stahl.

”Jeg kan godt forestille mig, at man vil diskutere, om sådan noget som medicinproduktion eller sundhedsforskning er smart at have på private hænder. Havde Bjarne Corydon været finansminister i dag, ville han næppe have solgt Statens Serum Instituts vaccine-produktion til Saudi-Arabien”, siger han.

Hvad der for få måneder ville være outreret, bliver nu knapt bemærket, som for eksempel overvismand Carl-Johan Dalgaards forslag om at sende pengegaver direkte ud til unge, ældre og lavtlønnede for at stimulere efterspørgslen.

Barack Obamas rådgiver Rahm Emanuel bliver flittigt kommenteret i disse dage for udtalelsen om, at man aldrig skal spilde en seriøs krises mulighed for at gøre det, der ikke før var muligt. Hvilket Obama-regeringen imidlertid netop ikke gjorde.

De danske politikere vil komme til at stå overfor svære valg. Men i modsætning til den forrige krise er det nu slået fast med syvtommersøm, påpeger Adam Tooze, at liv, sundhed og samfundsfælleskab kommer før økonomi.

”Når vi skal træffe de vanskelige valg, vi står overfor, har vi i det mindste opnået én grad af frihed. 1990’ernes store idé om, at økonomien er politikkens regulerende superego er smadret. I kraft af erfaringerne fra de sidste 12 år bør vi ikke stoppe med at spørge os selv: Hvilke økonomiske begrænsninger er virkelige og hvilke er indbildte”.