Han kan ikke smide bøger ud, men bogklubben kan smide ham ud

Min bogreol i stuen er dedikeret til alle de skønlitterære bøger, som både jeg og min kone læser. Den er inddelt efter nogle systemer, som er ret ugennemsigtige for min kone. For eksempel har jeg sat kvindelige danske forfattere for sig, forfattere fra forskellige tvivlsomt afgrænsede kulturkredse i hver deres grupper, og de skandinaviske krimier bliver gemt lidt bag de andre bøger. 

De bøger, jeg ikke må have derhjemme, er på mit kontor på arbejdet.

Det er særligt fagbøgerne. På DIIS er vi lige flyttet i mindre lokaler, og biblioteket skulle derfor kassere en masse bøger. Men først fik medarbejderne lov til at redde de bøger, de ville. Her tog jeg for eksempel bogen ’USA and Canada: Ambivalent Allies’ og en del om fredsforskning og nuklear strategi. De var lidt for relevante lige nu til at ryge på forbrændingen. 

Som at vandre i bjerge

At læse har altid været en måde for mig at samle tankerne og holde mig selv i ro på. Jeg har altid læst meget. Det føles meget beroligende for mig, lidt ligesom at vandre i bjerge. 

Jeg betragter det danske biblioteksvæsen som min tredje bogreol.

Herude i Roskilde, hvor jeg bor, har vi stadig en bogbus. Særligt da mine børn var små, havde vi jævnligt over 100 børnebøger hjemme til låns. 

Det føles virkelig rart at have opslagsværker stående, selvom jeg ikke slår op i dem. Når nu nogen har brugt virkelig lang tid på at lave dem, så føles det trygt at have dem. Også selvom det selvfølgelig er hurtigere at bruge internetudgaven.

På mit kontor har jeg for eksempel min morfars læderindbundne udgave af ’Ordbog over det danske sprog’, som jeg slet ikke behøver at have. Men den er bare så flot. 

Ny i bogklubben

Jeg har to læseoplevelser, som sidder i mig lige nu. Den ene er Olga Ravns ’De ansatte’, både på grund af det skarpe science fiction-blik på vores samfund, og fordi den formmæssigt er skrevet på en ret fantastisk måde. 

Vi bor i et bofællesskab, som har en bogklub, og der har vi lige læst Erlend Loes ’Status’. Den handler om en kvindelig digter, som er blevet gammel uden rigtigt at have opnået anerkendelse. Da hendes nye digtsamling får elendige anmeldelser, bliver hun så rasende, at hun begiver sig ud på et vanvittigt hævntogt gennem Oslo. Ud over at jeg ser Oslo for mig, er det fedt, hvor stor indlevelse forfatteren har haft i sin i øvrigt ret usympatiske hovedperson. 

Jeg er ret glad for, at jeg foreslog ’Status’ til bogklubben, hvor vi mødes cirka en gang om måneden. Det er en gruppe kvinder, som startede den, efterhånden som ungerne fløj fra reden, og så er vi et par mænd, som har fået tiltusket os adgang. Og de første bøger, jeg foreslog, bragte nok mit medlemskab lidt i fare.