”Det, der står tilbage, er, om du gjorde en forskel for nogen”

Der er mennesker, der følger den lige vej. Og så er der mennesker som Annie Oehlerich, hvis liv og arbejde snor sig ad ujævne stier, hen over en højslette i Bolivia, op over et pas i Andesbjergene og hjem igen til det flade Amager. 

Den nu 69-årige antropolog har altid forfulgt eventyret og sine politiske idealer frem for et strategisk karrierespor. Hvis der er en rød tråd, har den handlet om retfærdighed, nysgerrighed og ønsket om at gøre en forskel for marginaliserede grupper, siger Annie Oehlerich.

Valget har ikke været uden omkostninger.

På et tidspunkt flyttede først hendes daværende mand og siden hendes børn tilbage til Danmark, mens Annie Oehlerich blev i Bolivia. Det er det 
sværeste valg, hun har truffet.

”Men jeg ved, at jeg har gjort en forskel for mange mennesker. Det er min største rigdom – og det var min trøst, når jeg savnede mine børn allermest, for eksempel når jeg ikke kunne være med til større familiebegivenheder derhjemme,” siger Annie Oehlerich.

Hendes arbejdsliv blev stykket sammen af årelange udstationeringer i Bolivia, af ansættelser på fondsfinansierede forskningsprojekter, men også perioder, hvor det blev nødvendigt at tage nattevagter på et plejehjem og et job som tilsynsførende i trafikken. Hun har måttet tænke kreativt og tage det, der var, siger hun.

Kom til Bolivia ved et tilfælde

Arbejde er en livsform for Annie Oehlerich, ikke en stillingsbetegnelse.

Enkelte projekter holder hun fast i, men nu kun på deltid, så der også er tid til at vinterbade fra Helgoland. 

Egentlig var det en dyb interesse for vævning, der førte hende til Sydamerika i første omgang.

Som teenager i Aarhus elskede hun håndarbejdet, og hun ville til Peru for at se, hvordan inkaerne arbejdede med vævning og plantefarvning. 
Men den udvekslingsorganisation, hun rejste med, arbejdede kun i Bolivia.

Det blev starten på et livslangt forhold. Sammenlagt har Annie Oehlerich boet i landet i 25 år. Først med familien som udstationeret for NGO’en IBIS og senere som regional rådgiver for både den danske ambassade og ministeriet for jord under den socialistiske regering. 

Hun ledede projekter i hovedstaden La Paz, millionbyen Santa Cruz og Potosí, et område præget af minedrift, hvor hendes bolivianske mand kommer fra. Igennem alle årene har hendes fokus været på de oprindelige folks rettigheder til jord og ressourcer og opbygningen af kvindeorganisationer. 

Hun arbejdede også i en periode for en dansk NGO, Dialogos, der skulle bygge bro mellem det traditionelle sundhedssystem og den biomedicinske praksis. Målet var at etablere konsensus om, hvem der ejer den viden, de oprindelige folk.

Herhjemme har hun arbejdet på Etnografisk Afdeling på Moesgaard Museum et par år, hvor hun blandt andet bidrog til en udstilling om oprindelige folks kultur, og hun har selv arrangeret en udstilling om boliviansk kunsthåndværk. 

Økonomisk har hun også betalt en høj pris for sit kludetæppe af et arbejdsliv. På et tidspunkt måtte hun endda sælge sin andelslejlighed. 

Fordi hun var væk i så lange perioder, mistede hun sit arbejdsnetværk i Danmark. Og det har mange gange undret hende, hvor lidt anerkendelse den internationale erhvervserfaring giver. Det bliver ikke rigtigt regnet for noget i en dansk kontekst, siger Annie Oehlerich.

Det skal ikke lyde som en klagesang. Hun ville ikke have gjort noget anderledes, hvis hun fik chancen. 

Samtidig er hun lykkelig for, at der nu mellem det frivillige projektarbejde, de mange ansøgninger, der skal skrives, og de årlige rejser til projekter i udlandet også er blevet bedre tid til børn og børnebørn. Der er ikke noget at sige til, at hendes børn har arvet en stor portion eventyrlyst og er flyttet til Stockholm og Berlin.

Men Annie Oehlerich vil ikke være en Skype-bedstemor.