Ikke alle spiser kontorkage med glæde

Kim Harder er skolebibliotekar på en skole, hvor søde sager er forbudt blandt børnene. Men blandt kollegerne er kulturen anderledes. Tag denne uge fra den virkelige verden som eksempel:

Mandag var lærernes dag, hvor ledelsen kvitterede med fire store kagemænd til personalet. Tirsdag og onsdag var der fælles morgenmad for henholdsvis indskoling og mellemskoling, hvor der ud over brødet blev serveret wienerbrød. Og fredag var skolernes motionsdag, så der skulle selvfølgelig også kage til. 

”Men torsdag – torsdag går trods alt fri,” understreger Kim Harder over telefonen.

Men så går der et øjeblik.

”Eller nej, vent, der var da også lærermøde torsdag, hvor der var både frugt og kage,” kommer en grinende Kim Harder pludselig i tanke om.
Kim Harders arbejdsplads er ikke alene om kagekulturen. 

En spørgeskemaundersøgelse, som Norstat har foretaget for Akademikerbladet blandt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere, viser, at 28 procent spiser kage sammen på arbejdspladsen ugentligt, mens 29 procent svarer, at det sker et par gange om måneden. Over halvdelen har altså kagespisning på arbejdet flere gange om måneden.

De tal overrasker ikke Caroline Nyvang, der er madhistoriker og seniorforsker på Det Kongelige Bibliotek. For kagen binder fællesskabet sammen på en måde, som vi særligt går op i i den danske arbejdskultur, forklarer hun.

”Det med at sætte sig ned og spise det samme på samme tid skaber et fællesskab. Så når man ønsker at række lidt ud over det rent kollegiale og også bekræfte hinanden som et socialt fællesskab, bliver kagen et stærkt middel.” 

Og når det, man spiser sammen, ikke bare er frokost eller noget andet fornuftigt, sætter det ekstra streg under hygge og samvær, mener hun. 

Kage er heller ikke en biologisk nødvendighed, og derfor signalerer kagepausen et afbræk fra dagens trummerum. 

”At gøre noget, der ikke er strengt produktivt, men har karakter af en lille luksus, har også en betydning på arbejdspladsen. Det bliver en pause, der kan modvirke stress, skabe fællesskab og måske løfte stemningen,” siger Caroline Nyvang.

Kage som tvangshygge

Men kagekulturen har også en bagside. I 2023 eksploderede den britiske kagedebat, da professor Susan Jebb, leder af Food Standards Agency (FSA), i den britiske avis The Times sammenlignede kage på kontoret med passiv rygning. 

”Hvis ingen tog kage med på kontoret, ville jeg ikke spise kage i løbet af dagen, men fordi folk faktisk har kager med, spiser jeg dem,” sagde hun og sammenlignede det med, hvordan andres adfærd i røgfyldte barer påvirker en selv. 

FSA tog efterfølgende afstand fra udtalelsen og understregede, at Susan Jebb talte som privatperson. Men på sociale medier og i tabloid-
aviser blev der raset over ”formynderstaten”.

Nogle af de samme dynamikker er på spil på danske arbejdspladser, bekræfter Akademikerbladets undersøgelse. 22 procent svarer, at 
kagekulturen har fået dem til at spise kage, de ellers ikke ville have spist. Og seks procent svarer, at de har følt sig udenfor, når der blev spist kage, fordi de takkede nej.

Yun Ladegaard, ph.d. i psykologi, udviklingsdirektør i Necto og ekstern lektor på Københavns Universitet, forklarer, at kage grundlæggende er noget, mange af os helst vil holde igen med at spise for meget af. 

”Men vi har en arbejdskultur, hvor kage fylder meget, og hvor det kan være svært at sige nej,” siger hun.

Kort forinden interviewet spiste hun faktisk selv et stykke wienerbrød, som en kollega havde med. 

”Jeg ville ikke selv have købt det, men jeg kunne ikke sige nej, når en kollega havde tænkt på mig og brugt sine egne penge på at købe det. Så er det mindste, man kan gøre, jo at indtage det med glæde og taknemmelighed,” fortæller hun.

Gennem mange år som ekstern erhvervspsykolog på danske arbejdspladser har hun oplevet konflikter med kagen. Som dengang en medarbejder på et kontor havde lavet store, hjemmelavede romkugler med krymmel på, som man fornemmede var lidt af et prestigeprojekt. 

En kollega, som kæmpede lidt med vægten, skulle lige til at skære en romkugle over. 

”Ej, man må ikke skære dem over,” lød det prompte. Det var nok lidt for sjov, understreger Yun Ladegaard. 

”Men så alligevel ikke helt, for der er jo et underliggende budskab om at respektere den gestus, det er at komme med kage.”

”Og helt lavpraktisk endte det med, at kollegaen sad og tyggede sig gennem hele den der kæmpe romkugle,” fortæller Yun Ladegaard.

”Han ville jo ikke skuffe den, der havde gjort sig umage.”

Kagens dobbelte kraft

Skolebibliotekaren Kim Harder synes også, det ville være fint, hvis kagen ikke fyldte så meget. For han bliver fristet, ligesom alle andre, og ender nok med at spise et stykke en til to gange om ugen, vurderer han.

”Men hvis der ikke var kage på arbejdet, ville jeg aldrig selv gå ned og købe det, for det er jo ikke så godt for en.”

Det er kagens dobbelte kraft, der gør kagekulturen så stærk, understreger madhistoriker Caroline Nyvang.

”Kagen er et ritual, der skaber et fællesskab, som det samtidig afgrænser. Det kan føles illegitimt at vælge kagefællesskabet fra, og det virker underligt at sætte sig ved bordet uden at spise det samme som de andre. Der er en fælles forståelse af, at vi deler den samme kage – og når man siger nej, kan det næsten opleves som en moralsk kommentar.”

Det genkender Kim Harder. Når der står en kagemand midt på bordet i personalerummet, samler det kollegerne.

 ”Kagen gør jo netop, at folk samles i stedet for at sidde ved hver sin computer og klemme den sidste undervisningsforberedelse ind,” siger han. 

Men der ligger også en form for social kontrakt i, at kage skal være samlende, mener han. Når man sidder med sin kop kaffe og et stykke kage, bliver der talt om kagen. Hvor meget man skal have, hvor den er fra, og hvordan den smager. 

”Der ville jeg føle mig lidt udenfor, hvis jeg satte mig ved siden af med et par gulerodsstænger. Også fordi man så kan virke lidt hellig,” mener han.

”De fleste vil gerne være som de andre, og hvis prisen for fællesskabet er, at jeg skal spise et velsmagende stykke kage, kan jeg som regel godt lokkes,” lyder det fra en grinende Kim Harder. 

Det er svært at sige nej

Yun Ladegaard fortæller, at hun i sit arbejde som erhvervspsykolog har oplevet medarbejdere, der bliver væk fra en fælles pause med kage for at undgå at skulle takke nej.

”Jeg har set eksempler på arbejdspladser, hvor nogle af dem, der netop ikke er til kage, sidder på deres kontor og arbejder, mens de andre holder en lang pause og er sociale.”

Yun Ladegaard ser det som et tegn på, hvor stærk kagekulturen er.

”Når man siger nej, risikerer man at bryde den sociale kontrakt, og derfor vælger nogle helt at blive væk. Men det er ærgerligt, når normerne omkring kagespisning er så stærke, at det er lettere at blive væk end at takke nej.”

Der er ingen tvivl om, at en samtale om kagekulturen er relevant på mange arbejdspladser. Det mener Yun Ladegaard.

”Man kan for eksempel starte med at lægge denne her artikel et sted, hvor alle ser den – for at starte samtalen. Men man skal være opmærksom på, at det er sensitivt, og jeg forstår godt, hvis man er bange for, at man kan virke som hyggemodstander,” siger hun.

Derfor opfordrer hun også til, at man fokuserer mere på, hvad man kan gøre, frem for at snakke om forbud. 

Noget af det, der gør kagen svær at konkurrere med, er ikke kun sukkeret. Det handler også om den omsorg og tid, der ligger i kagen, mener hun. 

”Når nogen har bagt hjemmefra eller købt noget særligt, er det en 
gestus, der signalerer, at man har gjort sig umage og ønsket at gøre 
noget godt for kollegerne,” understreger Yun Ladegaard. 
Derfor kræver det noget særligt at erstatte kagen. En skål æbler i hjørnet gør det ikke. 

Men et flot frugtfad med fine udskæringer, en fælles frokost eller små tapas kan skabe den samme oplevelse af omsorg og fællesskab. 

”Hvis erstatningen kan noget af det, som kagen kan, kan vi som regel godt klare os uden sukkeret.”

Caroline Nyvang peger på en dobbelt bevægelse i kagekulturen. I takt med det øgede sundhedsfokus er det blevet mere legitimt at takke nej. Men samtidig er pauseritualer og anderkendelseskage fra chefer et større fokusområde på et arbejdsmarked, hvor der bliver talt meget om stress.

”Så man kan ikke entydigt sige, at kagekulturen bevæger sig i en bestemt retning. Kulturen er til forhandling, men den er stadig stærk.”

Det genkender Kim Harder. I hans 35 år på arbejdsmarkedet har kagen været en fast følgesvend – men måske ikke for evigt. 

”Jeg synes, det ville være fint, hvis vi fik begrænset noget, der måske ikke er så godt for os, og som lukker nogle ude,” siger han. 

Og så trækker han en parallel til andre debatter, der engang rasede på de danske arbejdspladser. 

”På et tidspunkt tog man et opgør med først alkohol og siden også lidt med rygning som fællesskab på arbejdspladsen. Det kan godt være, at kagen skal være det næste, vi skal til at have en forhandling om. Måske bliver vi en dag forargede over, at kagen fyldte så meget.”