Chefredaktøren: "Jeg er et selektivt uambitiøst menneske"

Der var dage, hvor jeg som otteårig dreng tog skoletasken på ryggen, traskede op til stoppestedet klokken halv syv om morgenen, hoppede på bus 354 fra Nivå til Holte, fandt S-toget videre til Lyngby Station og derefter bevægede mig på gåben de sidste femten minutter af rejsen.

Når skoledagen var slut, gik jeg tilbage til stationen og ventede på, at min mor fik fri fra arbejde, og vi kunne følges hjem. I tasken havde jeg et kort til telefonboksen, som jeg kunne bruge i nødsituationer, men jeg kan ikke huske nogensinde at have brugt det. Jeg var i praksis alene og uden umiddelbar mulighed for at få fat i mine forældre.

Min barndom var aldrig gået i dag. Den erkendelse fik jeg, da vi for nylig udgav undersøgelsen Forælderbarometer 2025, der sætter fokus på balancen mellem familieliv og arbejdsliv hos danske forældre til børn under syv år. 43 procent oplever, at de har svært ved at få hverdagen med børn og arbejde til at hænge sammen, og 60 procent, at det stresser dem, at de både skal være en god forælder og en god medarbejder.

Antropologen Dennis Nørmark bemærkede engang, at "såkaldt pressede børnefamilier" som regel har en arbejdsuge på små 40 timer, fleksible arbejdstider, omsorgsdage, barns sygedage, fri på utallige helligdage og dertil en ordentlig omgang ferie. Og fagforeninger, vil jeg tilføje, der hver dag kæmper for endnu større fleksibilitet. Så hvad er det egentlig, vi klager over?

Den evindelige optimering af hverdagen

Svaret findes i de voksende krav, vi stiller til os selv og hinanden. Det, der var acceptabelt for mig som barn, er det ikke nu, hvor jeg er blevet far til tre. Det er utænkeligt, at jeg ville lade min søn på syv år tage samme rejse, som jeg gjorde som barn. Tværtimod ræser jeg eller min kone tidligt hjem fra job for at hente børn kl. 15.30, og det føles som et decideret svigt, hvis klokken en sjælden gang skulle blive 16 – fordi sådan gør de andre forældre også.

På den måde er det blevet en hel del sværere at leve op til succeskriterierne for både en god forælder og en god medarbejder, end det var for generationen før.

År for år optimerer vi ikke bare vores arbejdsgange, men også familielivet, fritiden, følelseslivet. Det er ikke nok at være forælder. Du skal være en god forælder. En bedre forælder. 

Og det er ikke nok at have et job. Det skal være et godt job, som du skal blive bedre og bedre og bedre til. Optimalt set har du også løbet mindst et enkelt maraton i en europæisk storby på under fire timer. Barren bliver konstant hævet. Hvor stort kan det blive?

Jeg tror, vi har nået grænsen, og det må være tid til en modreaktion. Det kræver en fælles indsats at slå kontra og skabe rammer og normer, der giver rum til ro, stilstand og fejl. Men som alle ved, tager den slags kollektive forandringer tid, så mens jeg venter, har jeg startet mit eget træningsprogram, hvor jeg øver mig på ikke at leve op til andres forventninger:

Jeg møder på job med pletter på skjorten. Jeg kommer for sent til de møder, der ligger for tidligt, og jeg smutter tidligt fra dem, der ligger for sent. Jeg forsager personlighedstest og personlig udvikling og ser ’Bachelorette’ om aftenen i stedet for at læse Børsen. Og jeg gør mit bedste for at sige til dem omkring mig, at det er sådan, jeg gør. Med andre ord: Jeg tillader mig selv at være et selektivt uambitiøst menneske.

Vil du med på træningsholdet? Send mig gerne dine personlige tricks til at overleve karrierepresset – så samler jeg ind og deler ud af de bedste.