Én kommunikatør, mange byggefolk

I dag arbejder Louise Voss Bendixen i en stor kommunikationsafdeling i en af landets største kommunalt ejede virksomheder, men tidligere var hun ansat på en offentlig arbejdsplads, hvor hun som akademiker var ene høne i en kurv fuld af byggefolk.

 "I starten var vi to på posten, men så kom der en periode, hvor de valgte at skære ned, og der sad jeg så alene, og det kunne jeg sagtens mærke," forklarer den filmvidenskabsuddannede akademiker. 
Der var ellers mange gode ting ved jobbet. Louise Voss Bendixen havde stor frihed til at vælge de projekter, hun gav sig i kast med, og hun beherskede mange funktioner:

"Jeg plejede at kalde mig selv for et one-woman-band, fordi jeg både skulle skrive, lave video og grafik, stå for SoMe og presse- og ledelsesrådgivning," forklarer Louise Voss Bendixen.

Rent fysisk havde hun kontor i skurbyen, hvor hun var omgivet af byggefolk, som hun ikke kunne sparre med.

"Man kan mærke det, når man ikke lige kan spørge en kollega hen over bordet: Hvad synes du om den her sætning? Hvad synes du om den her strategi?" forklarer hun.

Med tiden blev følelsen af frihed afløst af en anden – følelsen af ensomhed.

Faglig værdi

Nogle gange kan ændringerne i ens jobtrivsel komme så gradvist, at det kan være svært at få øje på dem og sætte fingeren på, præcis hvad der er galt. 

Louise Voss Bendixen var ansat på sin tidligere arbejdsplads i 11 år, og mange af dem var lykkelige, men de sidste par år af hendes ansættelse gav de strukturelle forhold hende følelsen af at stå i stampe.

Hun havde ofte en til en-samtaler med sin nærmeste leder, men hun følte ikke, at vedkommende helt forstod hende, når hun påpegede de ting, der påvirkede hendes trivsel på arbejdspladsen i negativ retning.

"Det var ikke ond vilje. Men det var en manglende forståelse for, hvad der var på min palet, og så står man alene med ansvaret for sin egen faglige udvikling. Hen mod slutningen førte det til en form for udbrændthed, det kedede mig simpelthen," forklarer hun. 

Efter en stresssygemelding begyndte Louise Voss Bendixen at lede efter et andet arbejde, og i foråret 2023 skiftede hun til sin nuværende arbejdsplads, hvor hun er en af mange kommunikationsfaglige akademikere. 

Tabubelagt følelse

Når Louise Voss Bendixen i dag ser tilbage på perioden med faglig ensomhed, er hun stadig i tvivl om, hvor ansvaret lå, og om hun selv kunne have gjort mere. 

"Jeg var ikke god nok til at italesætte det. Det er jo lidt tabubelagt at sige, at man ikke trives så godt," forklarer hun. 

På et tidspunkt blev hun opmuntret til at have sin kontorplads et andet sted i organisationen, hvilket hun sagde nej til. 

"Det fravalgte jeg, fordi jeg ikke følte mig helt tilpas i det, fordi det andet kontor mere stod for drift og administrationsfunktioner. Det var måske dumt set i bagklogskabens lys," forklarer hun.

Skiftende chefers manglende blik for hendes faglige potentiale og videre udvikling drev hende yderligere i negativ retning. 

"Jeg har ikke følt mig ensom konstant, der var jo mennesker omkring mig, men jeg tror, at følelsen af at være lidt alene med ansvaret og ikke at opleve nok udvikling i min faglighed var medvirkende til, at jeg følte, jeg skulle noget andet."