Simone snakker med sin far gennem en glasvæg

For første gang, siden hun startede på universitetet året forinden, fornemmede Simone Kallehauge en distance mellem sin far og sig selv. En barriere var vokset frem.

Hun plejede at ringe til ham fra kollegiet i Risskov i Aarhus, når hun gik i stå med en opgave. Men denne gang var det anderledes.
Simone Kallehauge havde skriveblokade. Det var hendes tredje semester på bacheloren i historie på Aarhus Universitet, og en stor opgave om kvindesagsforkæmperen Henni Forchhammer havde sat hende i stå.

Det plejede at hjælpe at snakke med faren, når hun gik i stå. Ikke fordi han kunne sige, hvad hun skulle gøre, men bare for at sige det højt.

"Jeg fatter ikke, hvad jeg skal," kunne hun finde på at sige. Og så var det egentlig bare meningen, at faren skulle svare et eller andet, som viste, at han lyttede.

Men noget var anderledes den dag.

"Hallo? Har du hørt, hvad jeg har sagt?"

"Ja, ja."

Fra sin plads ved bordet i stuelejligheden kunne hun kigge ud på folk, der gik forbi på stien, og i røret kunne hun høre på farens ‘hm’, at han ikke var helt med. Eller var han ligeglad? Derhjemme i Herskind lå faren nok på den brune lædersofa med hovedet på ryglænet. Sandsynligvis med telefonen på brystet og højttalerfunktionen slået til.

Det var en meget lille by, faren boede i. Når Simone Kallehauge var på besøg og stod udenfor på terrassen, kunne hun nogle gange høre en ko muhe eller en teenager, der kørte på knallert. Ellers stilhed.

Nu kunne hun høre faren spørge, hvad det var, Simone mente.

"Det har jeg jo sagt," sagde hun lidt irriteret.

"Jeg vil rigtig gerne forstå det, men jeg fatter hat af, hvad du siger."

"Det er lige meget, du skal bare lytte."

Simone Kallehauge mærkede sin lunte blive kortere. Det var, som om faren stod bag en glasrude. De kunne begge høre, at den anden sagde noget, men ikke rigtigt forstå hinanden.

Faren var ikke dum. Han vidste alt muligt om alle mulige ting, for eksempel inden for rør og fliser og anlægsgartnerarbejde. Men det hjalp ikke nu, hvor Simone Kallehauge havde skriveblokade under sin eksamen.

Hun blev fortvivlet. Hvad var der galt? Er det emnet, der er for svært, eller er det mig, der ikke kan forklare det ordentligt? tænkte hun.

Historien handler om at bryde et mønster. Hver tredje kandidatstuderende har forældre, som enten er ufaglærte eller faglærte og ikke har gået på universitetet, viste tal fra Akademikerne i 2018. En af dem er Simone Kallehauge, hvis far er uddannet lastbilmekaniker, og hvis mor har Handelsskolernes Grunduddannelse (HG). På mange punkter ligner Simone Kallehauge alle sine medstuderende. På nogle punkter gør hun ikke.  

En mindre oplagt vej

I sensommeren 2021 havde de nye studerende på historie fået lov til at holde introuge, selvom der stadig var corona i luften. Simone Kallehauge stod uden for kantinen i Nobelparken i Aarhus. Hun var nervøs. Tankerne havde kørt rundt i morges, da hun stod af bus 5A og fik forvildet sig et sted hen, hun aldrig havde været før. Det var pinligt, at hun var helt lost. En flok tutorer fandt hende og fulgte hende op til tagterrassen, hvor de andre var.

Udefra så hun nok rolig ud, måske lidt intimiderende endda. Hun havde mørkt tøj på, en sort T-shirt med navnet på det polske death metal-band Behemoth skrevet i gotiske tegn og to piercinger i næsen. Men indeni havde hun lyst til at dække sig helt til og blive usynlig. Simone Kallehauge var i sin skal, som særligt voksede frem i store grupper. Da hun trådte ud på tagterrassen, kunne hun høre en summen af menneskestemmer, men hun kiggede ikke op. Lod, som om hun havde skyklapper på, og fandt en plads.

I Simone Kallehauges familie har man altid kunnet noget med hænderne. Her har man arbejdet som beklædningshåndværker, sygeplejerske, tømrer og butiksarbejder. Det ville have været nemmere og mere oplagt, hvis hun havde valgt samme vej. Det vidste Simone Kallehauge.

Men det havde hun altså ikke. Hun var stadig i tvivl om, hvorvidt hun havde generne til universitetet. Hun var den allerførste i familien, der havde valgt den her vej. Kunne hun virkelig klare fem hardcore år?
Da hun skulle rejse sig under en af de der lege, hvor man skal præsentere sig selv, var hun så nervøs, at hun holdt fast i bordkanten for ikke at ryste. Hun forsøgte at virke ligeglad. 
Jeg er outkast, tænkte hun. This is it.

Universitetet har betydning for social mobilitet

Det er svært at flytte sig fra sine forældres indkomstfordeling og uddannelsesniveau. Det forklarer Birthe Larsen, der er lektor i økonomi på Copenhagen Business School (CBS) i København. Selvom tal peger i forskellige retninger, står det, ifølge hende, under alle omstændigheder klart, at der i Danmark ikke er fuld social mobilitet.

"Man står simpelthen bedre, hvis man kommer fra en familie, hvor forældrene har lange uddannelser og højere indkomst og formue. Sådan er det," siger Birthe Larsen.

Hvis dine forældre har en lang uddannelse, betyder det rent statistisk to ting: At de har en højere indkomst end gennemsnittet, og at du selv har større chance for at få en lang uddannelse med en højere indkomst.

Social arv og social mobilitet handler ikke kun om indkomst. Det kan også handle om sociale koder, man ikke har fået tillært fra familien, hvis ingen af forældrene har en lang uddannelse. Det har Birthe Larsen selv oplevet. Hendes forældre gik ud af skolen som 14-årige.

"Det betød, at de manglede viden på visse områder, som for eksempel det kulturelle. De havde en anden slags ordforråd. De spiste andre ting og på en anden måde. De kendte til andre tilbud i biografen og teatret, musik og litteratur," siger økonomen.

Når ens forældre ikke har de kulturelle koder, som dem med en uddannelse har, kan det virke begrænsende for, hvilken vej man kan vælge i livet, forklarer Birthe Larsen. Når man bevæger sig ind i en anden slags miljø, ved man ikke rigtigt, hvad der skal til for at klare sig, fordi man ikke kender alle koderne. Det kan direkte påvirke ens selvtillid og følelsen af, om man klarer det.

Birthe Larsen er åben om sin egen baggrund i en udfordret familie, fordi hun vil sætte fokus på, hvad nye love og andre forhold i samfundet betyder for dem med færrest penge.

Uligheden stiger i Danmark, og det bekymrer Birthe Larsen. Jo større ulighed et samfund har, jo sværere bliver det at bevæge sig mellem samfundslagene, forklarer hun. Universitetet kan spille en rolle i at fremme social mobilitet, fordi højere uddannelse giver højere indkomst.

Det er dog ikke altid garanteret, selv med en kandidatgrad. Ikke fordi det i sig selv er bedre eller finere at gå på universitetet, understreger CBS-lektoren. Men alligevel har uddannelsesniveau enorm betydning for, hvor længe du lever, og hvor sund du er.

Blevet mere rolig

I Universitetsparken ved Aarhus Universitet suser de brune blade over græsset, når vinden tager fat i dem. Det er en grålig efterårsdag. Simone Kallehauge har løse, sorte bukser på, lang sort jakke, og håret er også farvet sort. Men ud over farvevalget har mange ting ændret sig, siden hun startede på universitetet.

Hun er lige så stille vokset ud af den skal, hun befandt sig i, da hun startede med at studere. Men nogle gange, når der for eksempel er overvældende mange mennesker i kantinen, kan hun godt hoppe tilbage i skallen.

Hun tror selv, at hendes venner ville sige om hende, at hun er nede på jorden og low key. Det er rart, at man kan være stille med dig, sagde hendes veninde for nylig. Simone Kallehauge kan godt lide stilhed. Bare det ikke er den slags, hvor man sidder og stirrer på hinanden og ikke kan finde på noget at sige.

Hun går hjemmevant omkring i parken, som hun mest bruger til at gå igennem, når hun skal på arbejde på Det Kongelige Bibliotek. Eller til at spille ølbowling om sommeren med sine venner fra studiet.

Hun er blevet mere rolig på universitetet nu, og hun har accepteret, at hun ikke kan spørge sine forældre, hvis hun bliver i tvivl om noget konkret med en bestemt teori eller metode. Der er sikkert nogle af tingene, hun havde haft lige så svært ved at få hjælp til, selvom forældrene havde en universitetsuddannelse. Det er ikke sikkert, at lige præcis deres viden havde været noget, hun kunne bruge. Hendes mor kan til gengæld hjælpe med det sproglige i en opgave.

Forældrene kan ofte ikke engang huske, hvad hendes uddannelse hedder, når de bliver spurgt af venner og familie. Det kan godt være virkelig frustrerende, når hun har fortalt dem det så mange gange. Men det er egentlig også rart nok. Så er der ikke noget pres på, at hun skal vide en masse ting.

Simone Kallehauge ringer stadig til sin far for at snakke om studiet. Hvis de bliver irriterede på hinanden, fordi de ikke forstår hinanden, så skifter de emne. Hun har det samme gode forhold til ham, som hun altid har haft. Der er bare nogle ting, de ikke har til fælles.