Spring menu over
Dansk Magisterforening

Han bed sig fast og afslørede århundredets tyveri fra et af verdens mest prestigefyldte museer

Ittai Gradels vildeste fund

Ittai Gradel blev sidst i november af det anerkendte kunsthistorietidsskrift Apollo Magazine kåret som Personality of the Year på grund af sin rolle i opklaringen af århundredets tyveri på British Museum. © Foto: Thomas Nielsen

Del artikel:

Fra sit skrivebord i Rudkøbing bragte Ittai Gradel ledelsen til fald på et af verdens mest prestigefyldte museer. Sagen står til at koste en kurator mange år i fængsel og har haft store omkostninger for den arkæologisk uddannede antikvitetshandler.

Rudkøbing, 7. august 2016. Som en del af sin sædvanlige hverdagsrutine sidder Ittai Gradel på sit hjemmekontor på Langeland og scroller gennem udbuddet af klassiske antikviteter på jagtmarker som eBay.

 For en internationalt anerkendt ekspert i den klassiske antik findes der ikke noget større rush end at spotte en sjælden skat i en af skrotbunkerne på de digitale markedspladser. 

Og denne sommermorgen dukker en vare op på skærmen, som får Ittai Gradels hjerte til at hoppe et slag over: et vedhæng i agat, en såkaldt kamé med en grå og hvid indgravering af Priapus, den græske fertilitetsgud. Priapus er letgenkendelig, fordi han ofte bliver afbildet med overdimensionerede kønsdele. Ittai Gradel, der har sådanne indgraveringer som sit nichespeciale, kan med det samme datere smykket tilbage til før vor tidsregning. 

Hvis det er ægte, vil det være mange tusind kroner værd. Alligevel er det sat til salg til kun 40 pund af en sælger, der kalder sig Sultan1966.

Selv om mange i forskningsverdenen hader antikvitetshandlerne, tager Ittai Gradel dem og sig selv i forsvar: "Tænk, hvis al handel var henvist til det sorte marked og foregik uden nogen form for regulering eller synlighed. Det ville være langt værre, for det handler om legalitet."

Ittai Gradel er uddannet klassisk arkæolog fra Aarhus Universitet. Han har forsket og undervist på britiske universiteter i en årrække og besidder en ekspertise, som auktionshuse i hele verden har bud efter. 

Han har også en anden superkraft:

"Som barn tilbragte jeg utallige timer i regnvejr med næsen i en bog på Nyborg Folkebibliotek. Jeg elskede at læse, og det var en bibliotekar, der gjorde mig opmærksom på, at jeg har en egentlig fotografisk hukommelse. Jeg skulle kun kaste et hurtigt blik på en bogside, så havde jeg memoreret teksten ord for ord," fortæller Ittai Gradel.

De tykke museumskataloger, han siden har tygget sig minutiøst igennem, lagrer sig også i hans hjerne.

"Og derfor vidste jeg med det samme, at vedhænget med Priapus på et tidspunkt havde været i British Museums varetægt. Dét studsede jeg gevaldigt over."

Mistanken vakt

Sælgeren på eBay, Sultan1966, havde Ittai Gradel i forvejen handlet med ad flere omgange. Mange af hans ting blev solgt til priser langt under deres værdi. 

"Han skrev til mig, at hans rigtige navn var Paul Higgins, og at antikviteterne stammede fra en arv fra hans bedstefar, der havde været død i næsten 70 år. Denne gang nåede smykket kun at være til salg i få timer, inden det blev fjernet fra sitet igen. Men min mistanke var vakt, og jeg besluttede mig for at holde lidt ekstra øje med hans konto."

Indimellem tænker jeg: Gid jeg dog aldrig havde opdaget det her. Jeg har aldrig fortrudt, for jeg kunne ikke have handlet anderledes. Men den her sag har haft store konsekvenser for mig, både personligt og økonomisk

Ittai Gradel, arkæolog

Tvivlsomme typer er der masser af blandt kunst- og antikvitetshandlere, og eBay er et yndet sted for dem at færdes, konstaterer Ittai Gradel. Alligevel er det stadig svært helt at fatte, at en tilfældig observation på eBay den dag i 2016 skulle føre til oprulningen af århundredets største tyveri fra et af verdens mest prestigefyldte museer. 

"Indimellem tænker jeg: Gid jeg dog aldrig havde opdaget det her. Jeg har aldrig fortrudt, for jeg kunne ikke have handlet anderledes. Men den her sag har haft store konsekvenser for mig, både personligt og økonomisk."

Metastaser i hele kroppen

Fragmenter af middelalderlige pergamentbøger, smykker og vedhæng ligger i Ittai Gradels bankboks og i sikrede montrer på villaens førstesal i udkanten af Rudkøbing. Det mest værdifulde i hans samling i dag er en romersk kaméring, som et museum i Tyskland har givet bud på for over en million kroner.

Ittai Gradel flyttede til Langeland, da han fik nok af intriger og nedskæringer i universitetsverdenen. Han sagde sit job op på Reading University i Storbritannien, solgte sit hus i København og slog sig senere ned som antikvitetshandler tæt på barndomsbyen Nyborg. Siden har han levet af at gøre fund på nettet og ofte mangedoblet avancen ved videresalg. 

Men det er noget andet, der har optaget det meste af Ittai Gradels vågne timer de seneste fire år: nemlig en tidligere afdelingsleders formodede forbrydelse mod sin arbejdsplads, British Museum.

Ittai Gradels vildeste fund
© Foto: Thomas Nielsen

I takt med at sagen har taget fart, er den 59-årige antikvitetshandlers gamle kræftsygdom blusset op på ny: 

"Stressen og det store arbejdspres, som sagen har medført, har helt sikkert ikke hjulpet," siger han. "Først fik jeg fjernet en nyre. Nu har jeg fem metastaser i kroppen. De vokser ikke lige nu, men ender nok alligevel med at tage livet af mig en dag. Jeg er træt som ind i helvede hele tiden, og jeg render jævnligt til kontrol på sygehuset i Svendborg."

Oveni har han fuldstændig mistet lysten til at passe sin forretning.

"Det er ikke nær så sjovt at handle med antikke ædelsten, som det var engang. Og det skal du høre fra en, der altid har haft mange sentimentale følelser for sin samling."

Ittai Gradels vildeste fund

Germanicus i fuld figur

Denne kamé var berømt i 1700-tallet, men forsvundet i over 200 år. Ittai Gradel fandt og købte den på en tysk auktion i 2021. Den var beskrevet som værende fra det 19.-20. århundrede, men han genkendte den fra de gamle 1700-tals gipsafstøbninger og fra beskrivelser i flere 1700-tals kilder: Kunsthistoriens faderfigur Johann Joachim Winckelman så den i Rom i februar 1764 og lovpriste den både på tryk og i sine breve som en af de fineste romerske kaméer, han havde set. Portrættet forestiller Germanicus, der var arving til kejsermagten, men døde ung forinden. Hans søn Caligula blev senere kejser i 37-41, ligeså hans bror Claudius i 41-54. Den er fra 4 e. Kr. eller kort efter, hvor Germanicus var 18-20 år.

Tyven bliver forfremmet

Længe ser Ittai Gradel intet til Sultan1966 på eBay. Men i maj 2020, fire år efter at han første gang spotter noget mistænkeligt, får Ittai Gradel øje på et billede i en ny bogudgivelse om ædelsten. Denne gang er det en olivengrøn indgravering, der ligner den romerske kejser Augustus.

Ifølge bogen tilhører smykket British Museum. Men Ittai Gradel ved, at et itubrækket fragment af smykket har været på eBay før, sat til salg af en antikvitetshandler i England.

"Jeg kontakter handleren, der fortæller, at han selv har købt fragmentet af en galleriejer i Bath, som jeg også kender. Galleriejeren kan berette, at han har købt smykket på eBay et par år tidligere – af en sælger med kontonavnet Sultan1966. Nu er der altså to tilfælde, hvor genstande fra British Museum er sat til salg af denne sælger. Så bliver jeg for alvor urolig."

Ittai Gradel opdager også, at en af de to genstande, vedhænget med Priapus, nu pludselig optræder på British Museums hjemmeside med et ret nyligt foto:

"Sælgerens fortælling om, at han har arvet det fra en, der er død for 70 år siden, kan altså ikke passe. Og dermed står intet af, hvad han har fortalt, længere til troende."

Ittai Gradels vildeste fund

Ittai Gradels vildeste bogfund er et latinsk manuskript fra 1700-tallet, som lå i en bunke i et antikvariat i København. Det var en håndbogsmanual, som indviede præster i, hvordan de kunne kalde djævelen frem og gøre ham til deres hjælper.

"Jeg købte det for 1000 kroner og solgte det senere for 5000 euro. Jeg er iøvrigt meget interesseret i de håndskrevne bøger fra middelalderen og fragmenter af dem på pergament, som man ofte kan finde genanvendt i senere bogbind. Mit sjoveste fund er en pergamentstump fra det 10. århundrede med en passage om elefanters sexliv." 

Ittai Gradel går alle sine optegnelser, korrespondancer og transaktioner med Sultan1966 systematisk igennem. 

En onlinekvittering fra PayPal viser sig at indeholde et afgørende spor. Kvitteringen indeholder en e-mailadresse, og det fremgår, at sælgerens virkelige navn er Peter Higgs.

Så falder brikkerne på plads.

For det samme hedder seniorkuratoren i afdelingen for Grækenland og Rom på British Museum i London.

Peter Higgs har blandt andet bygget sin karriere op omkring arbejdet med at finde stjålne antikviteter og afsløre illegal handel i hele verden. 

I januar 2021 bliver Higgs forfremmet til afdelingsleder. I dag er han anklaget for som chef at have ændret i museets optegnelser. Blandt andet skal han have tilføjet, at udvalgte genstande er gået tabt mange år, før han selv begyndte at arbejde på museet. Det er de genstande, han solgte videre på eBay – sammen med andre genstande, der aldrig nåede at blive registreret af British Museum.

Ittai Gradels vildeste fund
"Jeg tror da, at mange andre også ville insistere på at forfølge en mistanke, hvis de opdagede, at der foregik noget lyssky inden for et område, de nærer en stor kærlighed til. Til gengæld er det nok de færreste, der ville bide sig fast, når en mistanke er blevet afvist af museets ledelse ad flere omgange. Men jeg sprænger nok den sædvanlige skala for stædighed," siger Ittai Gradel. © Foto: Thomas Nielsen

Selvhøjtidelig britisk ledelseskultur

Ittai Gradel sammenfatter sin mistanke og sender en rapport til vicedirektør Jonathan Williams på British Museum. I rapporten fremlægger han sine klare, uomtvistelige beviser på, at Higgs stjæler fra samlingerne. Han modtager en besked om, at museet vil undersøge hans mistanke. Mere hører han ikke om sagen. 

I juni måned skriver Ittai Gradel derfor til Hartwig Fischer, der er direktør på British Museum. I svaret, der kommer fra vicedirektøren Williams og fremstår som endegyldigt, står, at museet kan redegøre for alle objekter, at der ikke er mistanke om uredelighed, og at museets samling er beskyttet.

I Rudkøbing er antikvitetshandleren ved at gå ud af sit gode skind:
"Jeg kan jo ret hurtigt konstatere, at jeg selv har købt i alt 351 genstande enten direkte eller gennem mellemhandlere, som kan føres tilbage til Peter Higgs," siger Ittai Gradel.

"Desuden kender jeg fra min tid i England alt til den selvhøjtidelige ledelseskultur, som ofte hersker i toppen af de britiske kulturinstitutioner. Her fejer man hellere en skandale ind under gulvtæppet, end man tager ansvar. Alt skal for enhver pris se pænt ud. Men i sagen om British Museum endte ledelsens inkompetente mangel på reaktion med at gøre skandalen endnu større."

Besat af antikkens verden 

Ittai Gradel var en lille og spinkel dreng med briller, der altid sad skævt på næsen. Hans far var socialist og brite, bosiddende i Israel, hans mor en dansk skolelæge, der mødte sin kommende mand på en ferie i Tel Aviv. Familien boede et par år i Israel, før de flyttede med to små børn til Nyborg, hvor faren blev gymnasielærer. 

Ittai Gradel havde et talent for nørderi. Til gengæld kunne han ikke spille fodbold. Det tog klassekammeraterne pænt, og både lærere og elever lod ham sidde i fred med sine bøger bag gardinet foran et stort panoramavindue på skolen. 

Som 12-årig så han BBC-produktionen ’Jeg, Claudius’ med skuespilleren Derek Jacobi i hovedrollen og blev besat af den romerske historie og den antikke verden: 

"Arkæologen i mig var allerede før det stærkt optaget af at kunne datere alle materielle levn – malerier, skilderier og oldsager. Jeg elskede også at gå og rode i kasserne i antikvariaterne i København."

Bibliotekaren i Nyborg var fantastisk til at finde gode ting til drengen Ittai.

 "Bøgerne var en måde for mig at skabe ro på i en kaotisk og forvirret verden, som jeg aldrig lærte at forstå. Bøgernes verden var på en mærkelig måde både mere virkelig for mig og mere spændende," fortæller han.

Juvelen i samlingen

En af juvelerne i Ittai Gradels samling er en hattenål fra 1870, som han kigger på hver eneste dag. Hattenålen er besat med en romersk kamé fra omkring 160 år efter vores tidregning, og den forestiller den romerske kejserinde Lucilla.

"Kejserinden er utroligt velholdt. Jeg fandt nålen i en bunke med smykkeskrot på en fransk auktion i provinsen. Den er i trefarvet agat. Jeg solgte resten af bunken for guldværdien, så hun har ikke kostet mig noget.  Men den dag, jeg skal sige farvel til hende, bliver jeg ulykkelig," fortæller han.

Politiet går ind i sagen

Måske er det evnen til fordybelse og grundig stædighed, der gør, at han i 2021 nægter at lade sagen om British Museum fare.

 Ittai Gradel bruger det meste af et år på at udbygge sine kontakter i den britiske akademiske verden, så han kan være sikker på at trænge igennem ved næste forsøg. I oktober 2022 prøver Ittai Gradel igen at råbe museumsledelsen op, denne gang i en mail til bestyrelsesformanden George Osborne, der også er tidligere britisk finansminister. Via sine kontakter hører Ittai Gradel, at George Osborne er gået til direktøren, men har fået oplyst, at sagen er undersøgt til bunds, og at påstandene ikke har noget på sig:

"Den uhæderlighed er så ækel, at jeg direkte truer George Osborne med at gå til pressen. Denne gang bliver min henvendelse taget anderledes alvorligt. Det hjælper, at museet selv i mellemtiden har opdaget, at noget er galt i afdelingen for græske og romerske oldsager," fortæller Ittai Gradel.

En ekstern kurator får af British Museum til opgave at gennemføre en fuld optælling af alle afdelingens genstande. Det sker under opsyn af afdelingsleder Peter Higgs. At Ittai Gradel har udpeget ham som tyv, holder museets ledelse skjult for alle.

"Peter Higgs gør sit yderste for at forhale og forhindre kuratorens arbejde. Hun står heldigvis fast. Og på en af årets sidste dage i 2022 må direktør Hartwig Fischer meddele sin bestyrelsesformand, at mange genstande er beskadigede eller helt forsvundet fra samlingen."

To år efter at Ittai Gradel første gang hejste et rødt flag, overgives sagen til politiet. Peter Higgs bliver først suspenderet og dernæst afskediget i stilhed.

I august 2023 udsender museet en pressemeddelelse om tyverierne.

"De fremstiller det, som om ledelsen har reageret prompte, da de fik underretninger. Den løgnagtige fremstilling gør, at jeg ikke længere vil tie stille. På et telefonmøde med kulturredaktøren på BBC forelægger jeg al min dokumentation. Og, som man siger det på de kanter, her jaw dropped."

Ringindfatningen er lavet i Rom omkring 1763-64. Et tysk museum bød Ittai Gradel en million kroner for den (€130.000). Han sagde nej. Det var nok dumt, tænker han i dag.

2000 stjålne eller beskadigede genstande

I rapporten fra museets eksterne kurator fremgår det, at flere end 300 registrerede genstande savnes. Andre er beskadigede med mærker, der synes at stamme fra en tang. 

Peter Higgs’ hjem og arbejdsplads undersøges med tættekam. Af retsdokumenterne fremgår det, at politiet finder genstande i hans varetægt, som menes at stamme fra museets samling, blandt andet en del værdifulde bronzemønter. 

Kort efter må museets direktør og vicedirektør gå af. At sagen også får konsekvenser for topledelsen, anser Ittai Gradel næsten som sin største bedrift: "Jeg var rasende over, at de forsøgte at fralægge sig ethvert ansvar for, hvordan skandalen var blevet håndteret. Jeg brød mig heller ikke om, at de forsøgte at fralægge sig ethvert ansvar for, at skandalen var blevet så omfattende."

I dag anslår Metropolitan Police i London, at Peter Higgs har stjålet fra sin arbejdsplads igennem en længere årrække, og at sammenlagt 2000 genstande enten er stjålet eller beskadigede. En retssag er under forberedelse, og anklagemyndigheden går efter en mangeårig fængselsstraf. Peter Higgs har hele vejen igennem nægtet sig skyldig.

Kigger jævnligt ind hos politiet i London

Det endelige punktum i sagen fra British Museum er ikke sat endnu for antikvitetshandleren på Langeland. Når Ittai Gradel er på job i London for et af de store auktionshuse, kigger han som oftest forbi politiet, der er i gang med at forberede retssagen.

"Jeg har gemt hver eneste kvittering for de køb, jeg selv foretog på eBay. Jeg har billeder af hver en genstand, jeg købte, og har også gemt hele den mailkorrespondance, jeg havde med Sultan1966. Det bliver vigtig dokumentation, når sagen skal for retten, fordi eBay selv sletter alle digitale spor efter to år."

Ittai Gradel har også selv været forbi British Museum for at aflevere alle de genstande, han købte af Peter Higgs. Det har kostet ham rundt regnet en kvart million, og han håber en dag at få dækket sine direkte udgifter, så han kan skrue lidt ned for arbejdsblusset hen imod sin pensionering. 

Der er to ting, han skal have styr på nu, hvor virakken har lagt sig en smule. For det første skal han have søgt om at blive dansk statsborger. Han har britisk pas, men føler sig hjemme her, hvor han har boet det meste af sit liv. Og så vil Ittai Gradel genoptage sin forskning. 

"Jeg behøver kun at gøre to gode fund om året, hvor jeg tidobler min avance, så kan jeg bruge resten af min tid på at forske, publicere og skrive. Det er det eneste, jeg har lyst til nu."