Fordommene over for grønlændere er ikke mindre i forskningsmiljøet

"Jeg har dansk-grønlandsk baggrund, og jeg er hvid. Det betyder, at jeg har privilegier, som mange af mine grønlandske kolleger ikke kan tilgå. Der er nogle niveauer af diskrimination, som jeg ikke bliver udsat for. Det betyder også, at jeg hører ting fra kolleger, som de ikke ville sige, hvis de vidste, at der var nogen med grønlandsk baggrund i lokalet.

En kollega sagde engang, at familien havde været syg i ferien, og at det sikkert var, fordi de havde boet over for et socialt boligbyggeri med ‘en masse fulde grønlændere’. Det er heller ikke mere end et år siden, at en professor fortalte mig, at ‘som vi ved, så er de fleste grønlændere alkoholikere’.

Det kan være overraskende at høre sådan nogle fordomme i et forskningsmiljø, hvor man forventer, at uvidenheden er mindre. Men det tror jeg egentlig ikke, at den er.

En mere subtil racisme er, når kolleger fremstiller Grønland som noget fremmed, der skal studeres. Ofte med en underliggende tone af, at landet er bagud i forhold til Danmark. Det skaber en ’os og dem-opdeling’, når nogen fortæller mig, at grønlandsk sprog og kultur er ’så eksotisk!’ Det betyder også, at man som grønlandsk forsker bliver en slags studieobjekt.

Som ph.d.-studerende åbnede jeg engang døren til et lokale, hvor mine kolleger styrtede op for at stå på rad og række og studere mit ansigt. Jeg var lige vendt tilbage fra et feltstudie i Sydgrønland, og de havde åbenbart indgået et væddemål om, hvorvidt jeg nu kom hjem med grønlandske ansigtstatoveringer. Jeg ved, at det ikke var med dårlige intentioner, men de stillede mig i en utrolig ubehagelig situation. Ved at observere mig på den måde underminerede de mig og min grønlandske kultur. Jeg blev noget fremmed uden for normaliteten.

Som grønlandsk forsker møder du strukturelle barrierer. Min generelle observation er, at det er sværere for grønlandske forskere at få fastansættelse på de danske universiteter. Der er efterhånden en del ph.d.er og postdocs med grønlandsk baggrund, men det er slet ikke afspejlet i adjunkturer eller lektorater. Jeg tror faktisk, der kun er et par grønlandske lektorer i hele Danmark. Universiteterne skal drages til ansvar, når det kommer til det vigtige i at sørge for større diversitet og at prioritere støtten til grønlandske forskere.

At have grønlandske forskere med i store projekter om Grønland er efterhånden et krav og en værdisætning. Men der er desværre en dynamik med, at grønlandske ph.d.er eller postdocs ofte bliver ansat i større forskningsprojekter for at legitimere det. De bliver ‘token-forskere’, en form for symbolfigur uden reel magt. Det har jeg selv oplevet. Man er ikke med til at formulere forskningsspørgsmålene og lede forskningen, og man får heller ikke stillet nogle større karrieremuligheder i sigte.

Vi er langt bagud internationalt, når det kommer til forskning i indigenous studies – forskning af, med og for oprindelige folk. I lande som Canada, Australien, New Zealand, Norge og Finland anerkender man, at det er vigtigt og nødvendigt at have oprindelige forskere og oprindelige vidensystemer repræsenteret på universiteterne. Den opmærksomhed og anerkendelse findes ikke rigtigt på de danske universiteter. Det burde den, synes jeg."