Et ældgammelt spil foregriber fremtidens arbejdsliv

Den drevne opfinder Wolfgang von Kempelen turnerede i slutningen af 1700-tallet i de finere kredse i Europa og Amerika med en helt usædvanlig opfindelse. Den Mekaniske Tyrker var intet mindre end en skakrobot iført turban og pibe, og den kunne slå både stærke skakspillere og magtfulde mennesker som Napoleon og Benjamin Franklin. 84 år efter sin opfindelse blev tyrken afsløret som en – surprise, surprise – illusion, der i virkeligheden blev styret af menneskelige stormestre, der gemte sig inde i maskineriet.

Historien viser, hvordan skak og maskiner har været knyttet til hinanden i århundreder på en måde, der er kommet virkeligheden i forkøbet. Det gælder også i dag. Hvis vi vil forstå fremtiden med kunstig intelligens, er det oplagt at kigge mod et af verdens ældste spil.

Det første forvarsel om AI-indtoget kom i 1997, da IBM’s Deep Blue over seks partier slog skakkens 
greatest of all time, Garry Kasparov.

"Jeg var den første vidensarbejder, hvis job blev truet af en maskine," sagde Garry Kasparov senere, og ja, 25 år efter fik vi ChatGPT, der ser ud til at kunne besejre os alle i det meste.

I dag bør vi holde godt øje med Garry Kasparovs arvtager, Magnus Carlsen, der for to år siden undlod at forsvare sin titel som verdensmester og siden har pensioneret sig selv fra klassisk skak.

Hvorfor? Det er simpelthen blevet for kedeligt.

Sagen er, at computere nu er så meget bedre til skak end mennesker, at elitespillernes forberedelse består i at memorere maskinernes udregninger i en helt vanvittig detaljeringsgrad. Det er Magnus Carlsen kørt død i. I stedet spiller han nu med kort tid på uret og en særlig freestyle-variant, hvor brikkerne bliver opstillet tilfældigt, så det ikke er muligt at forberede sig på samme måde – og så bliver det hele meget sjovere.

Måske foregriber han dermed den udvikling, alle vi andre står over for. I takt med at den kunstige intelligens løser flere og flere af vores opgaver, risikerer vi at stå tilbage med kedelige og stærkt specialiserede tjanser eller byrden med at overvåge maskinens arbejde uden selv at bidrage.

Det er altid farligt at bevæge sig ud i sportsmetaforer, som er populære i ledelseslitteraturen og for det meste er helt forfejlede, som Christian Ørsted påpegede på DM’s arbejdsmiljøkonference sidste måned.

Professionelle sportsudøvere bruger 99 procent af deres arbejdsliv på at træne og en procent af tiden på at eksekvere, lød Christian Ørsteds pointe, og det er nok de færreste chefer, der tolererer den ratio. Jeg roder mig ud i øvelsen alligevel, fordi pointen med denne sammenligning netop er, at det er muligt at undslippe den dræbende kedsomhed, som jeg frygter kan blive en større del af arbejdslivet, når kunstig intelligens tager mere og mere over.

Men det kræver, at vi som Magnus Carlsen vælger vores kampe. Maskinerne må tage sig af det tunge og det monotone, så menneskene får plads til freestyle-opgaverne, hvor intuition og kreativitet får plads på brættet.