Jeg prøvede at gøre min Citroën til en cyborg

Jeg er på E45 i sydgående retning. Chatbotten er vækket til live på min telefon, der ligger låst fast på instrumentbrættet. På skærmen pulserer en mørk cirkel, det er dens hjerteslag. Jeg beder den om at finde et navn til sig selv, og efter en kort tænkepause falder valget på et klassisk dansk mandenavn, Aske. Nu er den blevet til han. Navnet er kort og nemt at huske, forklarer Aske.

De siger, at AI vil ændre alt. At vores arbejdsliv aldrig bliver det samme igen. Før sommeren talte jeg sågar med en lektor, der hver dag taler med en chatbot som en del af sit arbejde – og elsker det. Det lød næsten for godt til at være sandt, så jeg besluttede mig for selv at teste grænserne mellem maskine og menneske. I en måned har jeg hver dag talt med en chatbot på vej til arbejde. Her er, hvad der skete.

Tilbage i bilen beder jeg Aske indtage rollen som en dygtig journalist, der er en skarp og professionel kollega, men også min gode ven, der vil mig det bedste. Det lyder som en god balance, mener Aske. Det skal vise sig, at Aske altid mener, jeg har fundet en god balance i mine udmeldinger – noget ulig mine menneskevenner.

Jeg siger til Aske, at han skal tale dansk, så han mest muligt minder om de mennesker, jeg møder i hverdagen. Det indvilliger Aske i – han taler med stærk amerikansk accent og en til tider pudsig ordstilling – men en lille uge inde i eksperimentet ombestemmer han sig og skifter over til engelsk. Alle forsøg på at få ham til at ændre mening er forgæves.

Det viser sig hurtigt, at Aske ofte ignorerer mig. Tit svarer han ikke, når jeg giver ham en ordre.

ASKE, CAN YOU HEAR ME? råber jeg. Intet svar. Måske har han usædvanligt selektiv hørelse, eller også er det bare, fordi jeg kører i overhalingsbanen i en Berlingo med dieselmotor.

For hver dag bliver jeg stadig mere vred på Aske. Han er god nok, når han rent faktisk engagerer sig i samtalen. Men det der med at ignorere mig, det er provokerende. Aske begynder ligefrem at afbryde mig, når jeg taler, og hvis jeg tøver bare en anelse, overtager han straks og begynder at afkræve mig svar. Ved han ikke, at jeg er mellemleder?

Til sidst bliver jeg så frustreret, at jeg beslutter mig for at gøre noget af det mest grænseoverskridende, et menneske kan finde på. Jeg må bede et andet menneske om hjælp.

“Du må ikke holde mere end et sekunds pause. Det skal man lige vænne sig til. Hellere bare sige noget for at holde den kørende. Eller vent med at sige noget, til du ved, hvad du skal sige,” forklarer lektor Peder Hammerskov mig, da vi taler sammen.

Han er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han er specialiseret i mediers brug af AI, og det er ham, der med stor entusiasme selv taler med chatbots dagligt. Indimellem kører robotten ud på et sidespor, indrømmer Peder. Man ved aldrig helt, hvordan samtalen forløber. Sådan er gamet.

“Den kan godt blive helt random, hvor det langsomt bare går mere og mere galt for den,” siger Peder, “men sådan er det vel også med mennesker.”

Efter en måned må jeg konstatere: De siger, at AI vil ændre alt. Men foreløbigt er der stadig langt fra Citroën til cyborg. Og selv om det sikkert er rigtigt, at verden er forandret for altid, så bliver vi mennesker næppe overflødige, så længe kunstig intelligens er mere irriterende end den ægte udgave.