Hvad skal vi nu, lille DM

Medlemstallet er steget markant, særligt på grund af en række fusioner med mindre akademiske forbund, men også gennem almindelig vækst. Antallet af tillidsrepræsentanter er vokset betragteligt som følge af en særlig tillidsrepræsentantindsats. Kontingentet har været fastfrosset gennem en længere periode. De seneste overenskomster på det offentlige område blev stemt hjem med overvældende flertal. Ledigheden for medlemmerne er lav.

Men hvis en fagforening kan lære én ting af historien, så er det, at den ikke skal hvile på laurbærrene. Vigtige overvejelser og beslutninger venter de politisk valgte i de kommende år. Vi giver her nogle bud på de vigtigste.

Er DM for dyr?

Det koster 391 kroner om måneden af være medlem af DM. Dermed er DM den dyreste af de tre store akademiske fagforeninger. IDA koster 293 kroner om måneden, Djøf koster 352 kroner. DM’s kontingent er dog lavere end de fleste mindre fagforeningers – GL, Journalistforbundet, Prosa og FAOD koster til sammenligning alle over 400 kroner om måneden. DM har haft fastfrosset kontingent i ti år. Dog besluttede hovedbestyrelsen i år at lade kontingentet stige med tre procent svarende til 11 kroner.

Skal DM være endnu større?

De seneste år i DM har været præget af fusioner med mindre akademiske forbund. Først med Jordbrugsakademikerne og Danske Skov- og Landskabsingeniører, så Kultur og Information, og 1. november bliver Kommunikation og Sprog også en del af DM. Det har været medvirkende til, at DM på to år er vokset fra cirka 62.000 til knap 75.000 medlemmer. Størrelsen giver DM større muskler, både i forhold til politisk indflydelse og forhandlingsmuligheder og i forhold til at give medlemmerne et godt og bredt tilbud af serviceydelser. Men måske er der også en pris at betale. Den faglige diversitet var i forvejen stor – nu er den endnu større. Medlemskontakten er professionaliseret, men kan det blive på bekostning af det nære kendskab til de enkelte arbejdspladser? Der er ingen nye fusionsaftaler på bordet. Men strategien om at blive større gennem flere fusioner er heller ikke blevet afblæst.

Fagligt eller kommercielt fællesskab?

At være medlem af en fagforening er ikke en selvfølge i samme omfang som tidligere. Danske løn- og arbejdsvilkår er generelt gode, og arbejdskampen fylder derfor ikke mere så meget. De akademiske organisationers strategi for stadig at være attraktive har været at skabe et udvalg af serviceydelser og også deciderede kontante fordele, for eksempel billige forsikringer og rabatter på avisabonnementer. Men måske er der en fare ved at sætte for mange af sine brikker på den kommercielle spilleplade. Her er andre spillere,
der qua deres størrelse eller mere kommercielle fokus måske kan gøre det bedre. Og kan det gå ud over loyaliteten og fællesskabsfølelsen, hvis man vænner medlemmerne til
at se sig selv som kunder?

Skal akademikere betale for bedre lønbalance?

I 2024 var DM med til at lande en overenskomst på det offentlige område, som blev stemt hjem med overvældende flertal. Men aftalen gælder kun for to år, og DM og de øvrige  akademikere kan meget vel komme under voldsomt pres, når der skal forhandles igen. Regeringen ønsker at forbedre lønnen for visse grupper, for eksempel sygeplejerskerne. Spørgsmålet er, om DM kan acceptere en overenskomstaftale, hvor andre får relativt større lønfremgang?

Humaniora beskæres – kan DM tiltrække flere scient.er?

Siden 2013 har optaget på humanistiske bacheloruddannelser været støt faldende – presset ned af diverse politiske dimensioneringskrav. Det udhuler en stor del af DM’s traditionelle medlemspotentiale. Hvis DM vil bevare sin størrelse, skal der altså trækkes medlemmer fra andre områder – primært de naturvidenskabelige scient.er. DM har traditionelt mange scient.-medlemmer, men det er et område, hvor konkurrencen med især IDA er benhård. DM arbejder i øjeblikket med en scient-indsats for at styrke fastholdelsen, blandt andet gennem øget tilknytning under studierne og en tydelig politisk profil i forhold til det private arbejdsmarked. Men er det nok til at knække scient.-koden?

Skal DM arbejde  for det fleksible arbejdsliv?

Tendensen på arbejdsmarkedet går mod større fleksibilitet. Hjemmearbejdsdage er blevet almindeligt, og både arbejdsgivere og lønmodtagere har set fidusen i større gensidig fleksibilitet. Også firedages arbejdsuge er blevet en reel overvejelse på arbejdsmarkedet. Men kan tendensen mod større individuel fleksibilitet gå hånd i hånd med  fagbevægelsens klassiske fokus på kollektive aftaler og transparente, ens arbejdsvilkår? Og hvad med risikoen for, at den øgede fleksibilitet udvikler sig til ’grænseløst arbejde’ og øget stress for arbejdstagerne?