Gør pronominer i din e-mail en forskel?

“Skal han have chili på?”  kunne jeg høre manden bag disken spørge, mens han nikkede i min retning.

Jeg sad på et kebabsted med mit korte, kasketklædte hår og lignede tilsyneladende en han. Det sker ellers sjældent. Normalt gætter folk mine rigtige pronominer.

Tillad mig alligevel at introducere mig selv: Jeg hedder Sofia, og jeg bruger hun/hende-pronominer. Hvis nogen skal tale om mig, vil jeg altså gerne have, at de siger: ‘Sofia, hun undersøger brugen af pronominer’.

Det vil du allerede vide, hvis jeg har sendt dig en mail. På intranettet på min arbejdsplads blev der nemlig mindet om muligheden for at opdatere sin e-mailsignatur med sine pronominer for at være mere inkluderende. 

Så det gjorde jeg. I forvejen stod de på min LinkedIn.

Jeg kan ikke være den eneste, der har lagt mærke til, at flere og flere skriver deres pronominer i e-mailsignaturen og LinkedIn-profilteksten. Mange af dem er personer, som jeg ved første øjekast ikke vurderer, at nogen har svært ved at identificere som et bestemt køn.

Jeg tror, de fleste gør det for at hjælpe med at gøre det lettere for dem, som er transkønnede eller tilhører en kønsminoritet. Det er derfor, jeg selv gør det. 

Men hvordan ved jeg egentlig, at det hjælper? Og synes de, som jeg gerne vil støtte, overhovedet at det er en god ting? Vil nogen se skævt til mig på arbejdet og måske synes, at det er for politisk?

Det har jeg undersøgt.

Sociale medier kontra virkeligheden

Sidste år foretog Boston Consulting Group og LGBT+ Danmark en undersøgelse af LGBT+-personers trivsel på arbejdsplads-
en. Den viste, at fire ud af fem LGBT+-personer havde oplevet eller overværet diskriminerende adfærd på arbejdspladsen inden for de seneste to år.

Et skridt på vejen til at inkludere LGBT+-personer i stedet for at diskriminere dem kunne være, at man skriver sine pronominer tydeligt, så det er lettere for transkønnede, nonbinære og andre med utraditionelle pronominer også at skrive deres. Men har det rent faktisk den effekt?

Et godt sted at starte jagten på et svar er at spørge en af de personer, som jeg angiveligt støtter. 

Jeg ringer til Ly Lykke Møller, som er forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og nonbinær transfeminin.

På det tidspunkt vi snakker sammen, hedder Ly stadig Jeppe og bliver omtalt som 'han'.  Efter vores snak skifter Ly både navn og pronominer, så dem har jeg rettet til her.

Hun har et feminint udseende og går med kjole og neglelak, og det gjorde hun også, da jeg snakkede med hende, før hun begyndte processen med at skifte navn og pronominer.

“Nogle går meget op i pronominer, andre tager det afslappet. Derfor er det jo svært at sige, hvor stor en betydning det har for transpersoner i al almindelighed. Jeg bliver ikke selv stødt, hvis nogen kalder mig noget bestemt,”  fortæller Ly Lykke Møller mig.

Hvis Ly Lykke Møller ser, at nogen har skrevet deres pronominer på LinkedIn eller i e-mailsignaturen, gør det hende glad.

“Det føles som en anerkendelse af mig som nonbinær transkønnet. Når folk angiver pronominer i deres signaturer og profiler, udbreder det fortællingen om, at man ikke kan antage folks køn ud fra deres udseende eller navn. Det gør det lettere for mig at skulle ændre eller tilkendegive mine pronominer,”  siger Ly Lykke Møller.

Hun synes dog, at der er mange svære lag i snakken om pronominer. Som udgangspunkt er hun enig i tanken om, at en mere tydelig brug af pronominer gør det lettere for folk som hende, som ikke er traditionelle i deres køn.

Samtidig er det ikke helt så simpelt.

“Nogle har svært ved at vænne sig til en ny virkelighed med nye kønskategorier. På begge sider er folk utålmodige med hinanden, og ingen går fri.”

Selvom Ly Lykke Møller synes, at vi skal give hinanden længere snor, forstår hun også godt, hvorfor mange transpersoner har svært ved at bevare tålmodigheden, hvis de ofte har oplevet at blive ‘fejlkønnet’ – altså refereret til som et andet køn end det, de er.

“Det er svært altid at være tålmodig, når man har en lang, levet erfaring med at blive minoriseret og ‘andetgjort’. Det er en hård og sommetider traumatisk erfaring at have,”  forklarer Ly Lykke Møller.

For hende er der dog stor forskel på, om man snakker
om pronominer i virkeligheden eller på sociale medier.

Sidstnævnte koster ikke noget, mener hun.

“Man ændrer det én gang, og så står de der. Det er noget helt andet ude i virkeligheden,”  siger Ly Lykke Møller, som ofte er nødt til at tale højt om sine pronominer, fordi hun ellers tydeligt kan se, at folk bliver forvirrede over hendes fremtoning.

“Når jeg er ude at tale som forsker, kan jeg jo godt mærke, at det skaber en mærkelig situation. Jeg går i kjole og forsøger at se feminin ud, men hedder Jeppe. Jeg er nødt til at sige mit navn og mine pronominer,” fortalte Ly, da hun stadig hed Jeppe.

Siden Ly Lykke Møller fik et feminint udtryk, har hun mærket på egen krop, hvordan det er at have et synligt stigma. Men også hvordan andre mennesker gør alt for at skjule, at de synes, hun skiller sig ud.

“Det er enormt interessant at gå rundt i verden og pludselig ikke passe ind. Så kan jeg mærke, hvordan folk gerne vil have nogle hint til, hvad de skal sige for at undgå, at jeg bliver ked af det.” 

Pronominer skaber et trygt rum

Det er jo bare to ord, men jeg kan se, at snakken om pronominer kan vække stor debat.

Hvordan kan vi blive mere tålmodige med hinanden, som Ly Lykke Møller håber, vi kan blive? En del af det er vel at kunne forstå hinanden.

Jeg tager fat på én, som kan fortælle mere om sagen fra et fagligt perspektiv.

“Det er kun de seneste fem år, vi har set folk fortælle deres pronominer i professionel kontekst,”  forklarer Poornima Luthra, som er professor i diversitet og ledelse på Copenhagen Business School i København, og som også er forfatter til blandt andet bogen ‘The Art of Active Allyship’.

Det kan virke unødvendigt, at man skriver sine pronominer, når folk alligevel altid kalder en det rigtige.  Poornima Luthra siger, at man kan gøre det, så transkønnede, folk med flydende kønsidentitet og nonbinære kan føle sig trygge nok til at dele deres pronominer.

“Det handler om at sætte andre i fokus. De af os, som har privilegier, har tendens til at føle os ramt og tænke: Hvorfor skal jeg dog det nu? Men det handler ikke om os,” siger hun.

Når Poornima Luthra fortæller sine pronominer, mener hun, at det bliver mere trygt for andre at gøre det samme – også dem, der skiller sig mere ud.

Det kan føles unaturligt for nogle at bruge kønsneutrale pronominer. Mange får måske en indre dansklærer i hovedet, fordi det kan føles unaturligt at sige ‘de’ i ental.

Men sprog udvikler sig og ændrer sig, siger Poornima Luthra.

“At bruge andre slags pronominer er en muskel, der skal trænes. Hvis vi bliver ved med at træne den, bliver det mere naturligt for os at bruge den og skabe et mere inkluderende sprog,” siger hun.

En mere tilgængelig samtale

Rik Jespersen er nonbinær og bruger pronominerne de eller dem. Det er også angivet på deres LinkedIn-profil.

Jeg ringer til dem for at høre, hvordan det med pronominer i mere professionel sammenhæng ser ud for dem.

Der er aldrig nogen, der har kommenteret pronominerne i profilteksten på LinkedIn, fortæller Rik Jespersen. Alligevel er der mange overvejelser om, hvorvidt de også skal skrives ind i mailsignaturen på jobbet.

“I mere corporate sammenhænge kan det være forvirrende for mig, om jeg skal sige noget. Jeg har ikke en klar procedure,” siger Rik Jespersen, som har en kandidat i humanøkologi og arbejder som freelancer.

Det føles ikke rart at blive ‘fejlkønnet’. Især ikke, hvis de har brugt tid og energi på at forklare, hvordan de gerne vil læses, og hvilke pronominer de gerne vil have, at folk bruger.

“I bund og grund gør det én ked af det. Det kan føles disrespektfuldt. Som om personen ikke accepterer den måde, jeg er i verden på,” siger Rik Jespersen, der har forståelse for, at det kan være forvirrende at navigere i kønspronominer, og at folk kan være bange for at træde forkert.

Men det er ikke en løsning at være passiv eller endda aktivt vælge at overhøre, at der bliver bedt om kønsneutrale pronominer, mener Rik Jespersen.

“Det er da underligt, at mange ting forandrer sig. Selvfølgelig findes der grænseoverskridende spørgsmål, men hvis nogen spørger interesseret ind, så vil jeg gerne bruge energi på at forklare mine pronominer.”

Håbet er, at det så bliver husket en anden gang.

“Det skal ikke bare være en gruppe mennesker, der stiller besværlige krav til samfundet. Alle har ansvaret for at gøre det til en samtale. Når andre også skriver deres pronominer, bliver samtalen mere tilgængelig,” siger Rik Jespersen.

Danskernes holdning til kønsneutrale pronominer

Min redaktør har sagt, at jeg skal forsøge at skrive Rik Jespersens pronominer så lidt som muligt i artiklen her. 

Det er forvirrende for mange læsere, hvis "de" bliver brugt for meget, mener han.

Det er faktisk ikke noget, jeg selv synes, er særligt forvirrende. Og måske understreger det professor Poornima Luthras pointe om, at brugen af kønsneutrale pronominer er en muskel, der skal trænes. 

Ikke fordi jeg er bodybuilder, når det kommer til pronominer, men jeg tror alligevel, at jeg rammer det kønsneutrale træningscenter oftere, end min redaktør gør, fordi jeg nogle gange refererer til nogen som "de". 

Det er ikke let for alle at vænne sig til kønsneutrale pronominer. Det viser Dansk Sprognævns undersøgelse ‘Kønsneutrale pronominer: danskernes erfaringer og holdninger’ fra 11. maj 2023. 

Den viser blandt andet, at 30 procent af de 4.000 respondenter synes noget negativt om brugen af pronominer som "de" eller "hen".

Et af svarene lød sådan: “Det er utrolig dumt jeg kan jo heller ik’ sige jeg bare er en angrebshelikopter.” En anden svarede: “Jeg finder det underligt og svært at forstå. Jeg opfatter det tit som om, de pågældende meget gerne vil føle sig helt specielle og være i fokus.”

En mere positiv kommentar i undersøgelsen lød omvendt: “Jeg kan ikke forstå, hvorfor det overhovedet er en debat. Synes egentlig bare, at det er almindelig høflighed og respekt for et andet menneske at omtale dem, som de ønsker det.”

Påvirker det troværdigheden?

Noget, jeg selv har tænkt på, er, om mit hun/hende springer nogle i øjnene.

Det står i en parentes i min e-mailsignatur, men det er ikke sikkert, at pronominerne blot er en parentes for andre. Signalerer det noget politisk, der i sidste ende kan gøre mig mindre troværdig?

Jeg beslutter mig for at kontakte seks af de mennesker, jeg for nylig har skrevet med, og stiller dem to spørgsmål: Lagde de mærke til mine pronominer? Og hvad tænkte de?

Efter et par dage har de svaret. Og til min overraskelse er de næsten alle sammen positivt stemt.

Først og fremmest var det kun få, som havde lagt mærke til det.

“Jeg havde ikke lagt mærke til det, men nu, hvor jeg bliver gjort opmærksom på det, så tænker jeg, at det viser, at du er bevidst om inklusion og har respekt for kønsidentitet, og det synes jeg er positivt,” skriver en.

Alle seks tilkendegiver, at de ikke synes, mine pronominer påvirker min troværdighed. To af dem skriver dog også, at svaret kan være påvirket af, at vi allerede har talt sammen og dannet os et godt indtryk af hinanden.

“Jeg lagde mærke til det med det samme. Jeg synes, det fungerer rigtig fint at have sine pronominer stående i ens e-mailsignatur. Jeg kunne godt se for mig, at alle på sigt har deres pronominer stående, på samme måde som vi skriver vores jobtitel og arbejdsplads,” skriver en af dem.

De er til gengæld uenige, når det kommer til spørgsmålet om, hvad det så signalerer. 

En person fra en tidligere e-mailkorrespondance synes, det virker fjollet eller endda krukket med pronominer i signaturen.

“Jeg synes absolut, at det er godt med åbenhed, og jeg oplever ikke mig selv som fordomsfuld, men lige det her med pronominer ryster jeg på hovedet ad. For mig signalerer det mest et tilhørsforhold til et lille segment af befolkningen. Det er café latte-agtigt, et elitært hovedstadsfænomen, som lægger afstand til mange danskere,” skriver hun.

Det synes I

For at finde ud af, hvor mange af jer der kunne finde på at skrive jeres pronominer, lavede jeg et LinkedIn-opslag via Akademikerbladets profil. Der kom 289 besvarelser.

I kommentarsporet byder flere ind med deres holdning. Jeg bemærker særligt én bruger, som skriver, at det vil han ikke, og påpeger, at man må være indstillet på, at folk stiller spørgsmål, hvis man “løfter en lille flig af ‘dynen’ og inviterer kunder og kollegaer ind i ens kønsopfattelse”.

En anden bruger fortæller, at hun har gjort det i internationale sammenhænge for at undgå at blive kaldt Mr.: “Så længe der er folk, der antager køn, kan det være rart at signalere, hvilket køn man er,” skriver hun.

Jeg skriver til en af dem, som har svaret nej, for at høre hvorfor. Hun hedder Anne og er uddannelsesvejleder. Hun undrer sig, når hun ser, at andre har tilkendegivet deres pronominer på LinkedIn. Hun kan ikke lure hensigten.

På en saglig og arbejdsrettet platform med fokus på kompetencer og erfaring er pronominer i hendes optik ikke relevante.

“Er det en lille alarmklokke, der signalerer, at en anden part kan komme til at gøre noget forkert? Skal også LinkedIn være et sted, hvor man krænger hele sig selv ud? Hvad skal i så fald også deles? Religion eller seksualitet?” skriver hun til mig.

Jeg kender ikke svaret på hendes spørgsmål, så jeg spørger bare, om jeg må bruge nogle af hendes overvejelser i artiklen. Det må jeg gerne, hvis hendes fulde navn ikke er med.

“Jeg er nervøs for at fremstå dinosaurgammeldags og for hård i filten. Der er jo meget på spil i diskussionen, og jeg kan meget vel have blinde, fossilerede vinkler,” skriver hun.

Hvilken betydning har pronominer?

Da jeg begyndte at undersøge pronominer i e-mailsignaturen og på LinkedIn, vidste jeg godt, at jeg ikke ville finde noget entydigt svar på, hvilken betydning de har.

Men jeg kan i hvert fald konkludere, at hvis du skriver dine pronominer i arbejdsmæssig sammenhæng, kan det have en positiv betydning for transpersoner eller andre kønsminoriteter. Det kan føles som en anerkendelse eller en støtte, eller det kan hjælpe med at starte en samtale.

Der er noget, der indikerer, at folk måske ikke hører så meget for deres synlige pronominer i e-mailsignaturen eller på LinkedIn. Det kan skyldes alt muligt. Måske at andre ikke registrerer dem, at de er ligeglade, eller at de ikke har lyst til at dele deres holdning, om den så er positiv eller negativ.

Et andet mønster, der tegner sig, er, at flere af de personer, jeg har rakt ud til eller talt med, ikke har ønsket at stå frem med deres fulde navn. Især dem, der ikke kun er positive over for tendensen. Nogle har sagt til mig, at de synes, debatten er for hård.

For mit vedkommende koster mine synlige pronominer mig ikke umiddelbart noget – hverken på troværdigheden eller personligt. Men generelt kan det alligevel have vidt forskellige konnotationer for modtageren, hvis de står der.

Selvom jeg er det, man vil kalde for privilegeret, når det kommer til mit kønsudtryk, fordi folk nærmest aldrig kalder mig noget forkert, stod mine pronominer alligevel i min e-mailsignatur og min LinkedIn-profiltekst, før jeg skrev denne artikel, og det kommer de til at blive ved med. 

Jeg kan se, at det betyder noget.