En hjertesag

I dag, på kanten af sin pensionisttilværelse, kan Kim Kryger se, at det første job, han fik – som jobkonsulent i den lille nordjyske kommune Arden – satte en retning for hans arbejdsliv, som giver god mening. 
Det har altid været en hjertesag for Kim Kryger at gøre en indsats for mennesker med støttebehov.

Folk skal behandles ordentligt, mener han, og det er svært at se passivt til, når mennesker hænger i med det yderste af neglene og ikke får den hjælp, de har brug for, af det etablerede system.

Det er ikke mindst derfor, at det sidste job, han nåede at bestride – som mentor og rådgiver for veteraner i Forsvaret – også er det arbejde, han tillægger den allerstørste betydning.

Fra Dragonkasernen i Holstebro har han siden 2013 og til nu haft ansvaret for veteranindsatsen i det meste af Nordjylland.

Da han begyndte i Forsvaret, var strategien, at veteranerne fra både Balkan og Irak først og fremmest skulle tilbage på arbejdsmarkedet. 
Da det stod klart, at mange havde det alt for dårligt, ændrede indsatsen sig, og Kim Kryger blev mentor og opsøgende rådgiver for de tidligere soldater med PTSD, angst, depressioner eller misbrugsproblemer. Det var en håndholdt indsats for syge mennesker, der var blevet ladt i stikken i alt for mange år, siger han. Og et arbejde, der grundlæggende bare gav rigtig god mening.

Kim Kryger havde langtfra en klokkeklar plan, da han søgte ind på universitetet i Odense for at læse historie i 1977.

Det var kærligheden til faget, der drev værket, og den blev kun dybere med årene. Men kærlighed rakte ikke for en historiker i midt-80’erne, der ikke havde spor lyst til at blive gymnasielærer.

Kim Kryger husker med stor tristhed, hvordan der på det tidspunkt blev talt om, at man kunne fodre svin med arbejdsløse humanister. For hans eget vedkommende kom det også til at tage nogle år at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Opgaven i hans første rigtige job i Arden Kommune lød på at assistere kommunens 4.000 borgere med spørgsmål vedrørende beskæftigelse, fleksjob, sygedagpenge og lignende.

Dernæst kom han til Samsø som souschef i socialforvaltningen og til Langeland, hvor han blev leder af den fælles beskæftigelsesindsats på øen, der dengang var delt i tre kommuner.

I 2005 flyttede han til Glyngøre og blev chef for beskæftigelsesforvaltningen i Morsø Kommune, og siden har han også arbejdet i både Skive, Herning og Holstebro.

Kim Kryger har haft det bedst med små samfund. Han kan godt lide mindre byer, hvor han glider ind på lige fod med dem, der bor der, uden at han behøver at være meget udfarende.

Samsø blev dog for småt. Kim Kryger fik økuller, og færgen til fastlandet endte med at få en uforholdsmæssig stor plads i hans bevidsthed. Jobbet i Morsø Kommune blev det sværeste. Han syntes, det var interessant at sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes, så det var ikke efter eget ønske, at Kim Kryger måtte stoppe efter et par år. Det var et træls forløb og kostede ham en længere periode, før han igen kunne trække sig selv op ved hårene.

Kim Kryger diskuterer lige nu med sig selv, om han er klar til at slippe arbejdet i Forsvaret fuldstændigt. Indtil videre forbliver han kontaktperson og assistance for en enkelt veteran, som han har kendt i mange år. Tiden vil vise, om han hen ad vejen skal skrue op eller ned for den frivillige indsats – eller om tiden er kommet til igen at dykke ned i historiefaget, hvor det hele begyndte.

Den eneste lille fortrydelse, Kim Kryger har i dag, er, at han aldrig kom til at leve af det, han blev uddannet i. Måske er tiden kommet til, at han skal prøve at belyse aspekter af vikingernes religiøse overbevisning, som han mener er ufortalte. Han overvejer også, om veteranerne er et stykke underbelyst Danmarkshistorie, han burde kaste sig over.

Historiefaget er også en hjertesag for Kim Kryger.