Antividenskabens indtog

Da jeg for syv år siden læste et interview i B.T. med en fynsk snedker og psykoterapeut ved navn Ole Lochmann, der påstod, at jorden er flad, trak jeg på smilebåndet. Både på grund af selve påstanden og på grund af hans måde at argumentere på. Ole Lochmann fortalte, at han på en klar dag kan stå på Sjællands Odde og se over til Mols Bjerge, ergo må jorden være flad.

Men da grupperne med Men In Black for fire år siden begyndte at dukke op under corona, fyldte det mig ikke med smil, men med uro. Som om mit verdensbillede var ved at ændre sig drastisk på en måde, der ikke kun hang sammen med fremkomsten af en ny og farlig virus, men som også handlede om måden, vi forholder os til fakta på. 
Der gik ti måneder, fra statsminister Mette Frederiksen foretog den første coronanedlukning af Danmark den 11. marts 2020, til en gruppe af sortklædte mænd for første gang demonstrerede i København og Aalborg.

I begyndelsen markedsførte Men In Black sig som en gruppe, der anerkendte coronavirussens eksistens, men som var imod statens indgriben i borgernes liv i form af restriktioner. Gruppens antal voksede hurtigt, nogle af demonstrationerne endte med vold, hærværk og efterfølgende fængselsstraffe til nogle af de medvirkende, og synspunkterne blandt gruppens medlemmer blev ligeledes en broget affære. Den spredte sig fra udsagn om, at corona ’blot var en ny influenza’, til en regulær benægtelse af virussens eksistens.

Demonstrationerne fik andre grupperinger med, for eksempel det politiske parti VelstandsPartiet/JFK21, der protesterede mod indførelsen af 5G-netværket, som de mente var et ’mikrobølgevåben’, mens andre anførte, at vaccinerne i virkeligheden gjorde folk syge. 
Hvordan kunne der opstå så megen tvivl om, hvad der er fakta, og hvad der ikke er, i et land, hvor uddannelse og vaccinationsprogrammer er gratis for alle, og hvor videnssamfundet har været den nationale identitet siden slutningen af det 20. århundrede? Da jeg begyndte at undersøge sagen, opdagede jeg, at det ikke var første gang, der havde været uenighed om, hvem der havde ret til ophøjet viden.

Viden for alle

I begyndelsen af 1800-tallet var der uenighed om, hvem der havde ret til at få del i den viden og lærdom, som man underviste og forskede i på læreanstalterne. På det tidspunkt havde Københavns Universitetsbibliotek til huse på en af loftsetagerne over Trinitatis Kirken ved Rundetårn. Her sad folk som Adam Oehlenschläger og higede og søgte i gamle bøger, mens de skrev.

Men loftet rummede ikke kun bøger og skrifter. Der var også gjort plads til den voksende samling af arkæologiske fund, som man i 1800-tallet for alvor begyndte at interessere sig for at systematisere. Det var den arkæologiinteresserede købmand C.J. Thomsen, der tog sig af samlingen, og han mente, at alle danskere havde ret til at kende til deres lands historie, så han åbnede døren til Rundetårn og holdt rundvisninger, så helt almindelige mennesker og turister kunne komme ind og se samlingerne og blive klogere.

Det førte til irritation blandt nogle af de lærde brugere af biblioteket, der ikke mente, at stedet og dets indhold skulle være for alle. De klagede, og samlingen – der var starten på det, der skulle blive til Nationalmuseet – måtte rykke ud af lokalet. Senere skrev Grundtvig også en sang om emnet, ‘Er lyset for de lærde blot?’ Grundtvig svarede ’nej, solen står med bonden op, slet ikke med de lærde’.

Da velfærdssamfundet for alvor tog form 120 år senere, var der ikke længere tvivl: Viden og oplysning var for alle, men det var ikke op til den enkelte at definere, hvad der var viden, så skolegang blev obligatorisk, og med tiden blev det gratis at uddanne sig. Hverken økonomi eller socialklasse skulle være en hindring for at få en højere uddannelse.

Skiftende regeringer slog på tromme for videnssamfundet og den teknologiske udvikling som fremtiden, efterhånden som landbrugssamfundet og industrialiseringen blev fortid. I lang tid gik det fremad, fremad, men i januar 2002 blev der åbnet en dør til at sætte spørgsmålstegn ved forskernes plads i samfundet, da Anders Fogh Rasmussen holdt sin første nytårstale som statsminister.  

Kuede debattører

Anders Fogh Rasmussens nytårstale er nok bedst husket blandt akademikere for de ofte citerede pointer: “Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne” – og senere i talen: “Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie, folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.”

Når landets statsminister åbnede døren for at kritisere forskere, der udtalte sig på baggrund af deres arbejde, inviterede det andre til at gøre det samme. I de 21 år, der er fulgt siden, har meget ændret sig i forskningsverdenens debatkultur, blandt andet på grund af de sociale mediers udbredelse.

’Internetkrigere’ blev et af de nye ord i ordbogen i 2017, og i 2022 offentliggjorde DM en undersøgelse om ph.d.-studerendes trivsel i debatmiljøer, der tegnede et dystert billede. Undersøgelsen, som blev udført i samarbejde med ph.d.-organisationen PAND, beskæftigede sig med ph.d.-studerendes deltagelse i den offentlige debat og konsekvenserne af den.

Undersøgelsen viste, at 31 procent af de studerende var bange for at udtale sig om deres forskning, fordi de var bange for negative reaktioner. Ud af undersøgelsens 1.500 deltagere svarede 14 procent, at de havde været udsat for trusler, klager eller negative kommentarer på deres private profiler, som følge af at de havde udtalt sig om deres forskning.

Når jeg læste undersøgelsens tal og så Men In Black på gaden foran mit vindue, blev den uro, jeg følte, mere konkret. Det var mit indtryk, at videnskaben var truet, og at vi på en eller anden måde var slået tilbage til start, hvor vi igen skulle forklare, hvad evidensbaseret forskning er. Men måske var jeg bare paranoid, så jeg ringede til sociolog Morten Fischer Sivertsen, der har skrevet en ph.d. om internetkrigere, for at høre, hvad han havde at sige til mine påstande.

“I den tid, vi lever i, er akademia truet,” medgav han.

“Vi kan sagtens løse det. Det akademiske har aldrig været mere vigtigt, og vi har nogle gode videnskabelige institutioner, men vi skal have skruet op for forskningsformidlingen,” trøstede Morten Fischer Sivertsen.

Når en akademisk uddannet person som mig læste en artikel om en fynsk snedker, der mente, at jorden er flad, og når jeg fandt det grinagtigt, så glemte jeg imidlertid en ting. 

“Videnskab er sjældent eviggyldige sandheder, som man finder ud af. Folk inden for det videnskabelige felt er tit ret uenige om ting. Det er en grundpræmis, at vi aldrig ved det hele, men at vi lige så langsomt bliver klogere og klogere,” forklarede Morten Fischer Sivertsen.

Jorden er ganske vist ikke flad, men pointen er, at når snedker-Ole læser om forskere, der er uenige om deres forskning, så giver han sit besyv med. Forskellen er, at forskere diskuterer inden for de af videnskaben bestemte rammer, hvor folk som Ole diskuterer på den måde, de har lyst til.

De antisystemiske

“Det er ikke tilfældigt, hvem der ryger ned i kaninhullet,” forklarede Morten Fischer Sivertsen.

“I den survey, jeg har bygget min ph.d. på, kan man se, at mistroen til Sundhedsstyrelsen under coronapandemien især korrelerede med folk, der ikke havde en videregående uddannelse. De, der ikke er så skolede i kildekritik og kritisk sans, falder lettere ned i de huller,” forklarede han, mens jeg igen tænkte på snedker-Ole.

De konspiratoriske holdninger har hele tiden eksisteret i det danske samfund, men som noget nyt har SoMe givet forskellige samfundsgrupper mulighed for at mødes og organisere sig på måder, vi ikke har set før, hvilket er årsagen til, at tendensen er blevet så tydelig inden for de seneste fem år.

Men betyder det så, at det er en gruppe i vækst? Når jeg følger med i nyhedsstrømmen, er der dagligt nye historier, som i mine øjne bygger på det samme antividenskabelige grundlag, men samtidig stikker i hver sin retning.

Under coronaepidemien blev der sat spørgsmålstegn ved vacciner – måske blev man i virkeligheden inficeret med sygdommen af staten? Nogle hævdede, at det nye 5G-netværk gjorde os syge. Andre orkestrerede en personhetz mod børne-tv-figuren Onkel Reje, fordi de mente, at han var satanist. Og i tv-programmet ’Ellen Imellem’ skulle astrofysiker Anja C. Andersen svare på, hvorfor ordet ’Nazi’ minder om ’NASA’.

Jeg spekulerede på, om der er en rød tråd i de konspiratoriske miljøer, så jeg ringede til postdoc ved Roskilde Universitet Jakob Bæk Kristensen, der forsker i alternative nyhedsmiljøer og onlinefællesskaber.

“Det kan virke som meget forskellige grupper, men i virkeligheden har de en fælles identitet, der er baseret på at være antisystemisk,” forklarede Jakob Bæk Kristensen.

Da coronatiden var slut, forsvandt fællesskaberne på de sociale platforme ikke. De fandt blot nye emner at samles om, som havde det til fælles, at de var antividenskab og antielite.

“Eliten er medier, politikere og forskere,” uddybede Jakob Bæk Kristensen.

Heldigvis peger hans forskning på, at grupperne i Danmark ikke vokser i modsætning til for eksempel i Tyskland, hvor de antisystemiske kræfter bliver flere.

“Der er to måder, man kan håndtere de antisystemiske grupper på: Man kan bruge censur, eller man kan bruge debat og oplysning,” forklarede han.

I Tyskland har man brugt censurmetoden, hvilket ifølge Jakob Bæk Kristensen kan være årsagen til, at grupperne er blevet mere marginaliserede og vækster som en trodsreaktion på grund af udelukkelsen fra debatten. Både Jakob Bæk Kristensen og Morten Fischer Sivertsen peger på en aktiv offentlig debat som vejen frem, men også på at noget skal ændres i debatten.

En vigtig pointe er, at måden, der bliver kommunikeret på, skal være respektfuld, ikke nedladende. For eksempel kommenterede de begge to den oprindelige titel, jeg havde givet nærværende artikel: ’Truslen fra den demokratiske underklasse’. Det er nedladende at beskrive de antividenskabelige grupper som en ’demokratisk underklasse’, fik jeg at vide.

“En vigtig del af demokratiet er at debattere og holde demonstrationer, og det er de demokratiske værktøjer, som grupperne benytter sig af,” pointerede Morten Fischer Sivertsen.

Jeg ændrede overskriften i håbet om at tage et skridt i den rigtige retning mod en mere sund og ligeværdig debatkultur, hvor de saglige, videnskabelige argumenter forhåbentlig vil holde stand og en dag endda få oprejsning i de grupper, der lige nu føler et behov for at afvise dem, fordi de er trætte af medier, politikere og forskere. Næste gang jeg læser om snedker-Ole, vil jeg ikke grine ad ham, men håbe, at han også vil være åben for andres argumenter. Måske en tur i Rundetårn vil hjælpe? 

Kilder: Berlingske, DM, DR, ForskerForum, Højskolesangbogen, Nationalmuseet, Niels Bohr Institutet, Rundetårn, Statsministeriet.dk, Weekendavisen, Zetland