Olivia vil hjælpe sårbare fædre
"Jeg er meget optaget af arbejdet med at nedbryde fordomme og udfordre stereotyper," forklarer Olivia Gissel Sparrebro. © Foto: Rita Kuhlmann
"Jeg er meget optaget af arbejdet med at nedbryde fordomme og udfordre stereotyper. Især i forbindelse med maskulinitet og mænds mentale sundhed," forklarer Olivia Gissel Sparrebro.
Alt bliver spændende, når man er nysgerrig. Det mener Olivia Gissel Sparrebro. Måske det kan forklare det, der på overfladen kan ligne en broget vej til hendes nye job, som er et drømmescenarie for RUC’eren, der tidligere har beskæftiget sig med at nedbryde og modarbejde fordomme.
Et år på Danmarks Tekniske Universitet på grund af en kærlighed til matematik. Så en bachelor- og kandidatgrad fra Roskilde Universitet (RUC) i psykologi og kultur- og sprogmødestudier, fordi noget med mennesker var mere spændende. Og inden hun landede her hos NGO’en Forum for Mænds Sundhed i København, søgte hun både en ph.d. og optagelse i politiet.
Brogede veje, og så alligevel ikke. For hendes tidligere projekter og studiejob hos blandt andet Menneskebiblioteket og Bryd Tavsheden har også en rød tråd.
"Jeg er meget optaget af arbejdet med at nedbryde fordomme og udfordre stereotyper. Især i forbindelse med maskulinitet og mænds mentale sundhed," forklarer Olivia Gissel Sparrebro.
Det er hun, fordi hun ser nogle problematiske tendenser i samfundet. Blandt andet at mænd er overrepræsenterede i statistikker om selvmord, ludomani og misbrug. At drenges og mænds mistrivsel ikke bliver opdaget i tide, så de kan få den rette hjælp.
Det er problematisk, at mænd og drenge bliver kørt ud på et sidespor. Det skaber en skævvridning i samfundetOlivia Gissel Sparrebro
"Det er problematisk, at mænd og drenge bliver kørt ud på et sidespor. Det skaber en skævvridning i samfundet," siger hun.
Olivia Gissel Sparrebro skal modarbejde den skævvridning som projektmedarbejder på indsatsen ’Fædrebarslen – også til gavn for børn med sårbare fædre’. Formålet er at udvikle kompetencegivende kurser og workshops til fagpersoner til bedre at støtte kommende fædre – og i sidste ende – tilknytningen mellem far og barn.
Interviewer sårbare fædre
Til efteråret skal hun interviewe de sårbare fædre om, hvad der kan være svært. En gruppe, som blandt andet består af mænd, som er i tvivl om, hvorvidt de er i stand til at tage barsel, og ikke tror på egne forældreevner. Mænd, der er i konfliktfyldte parforhold. Mænd, som selv har psykiske udfordringer, der gør, at de har brug for støtte i det tidlige forældreskab. Især de syv til ti procent fædre, der får en fødselsdepression, men som sjældent er i behandling.
"Vi ønsker at sætte fokus på, at en far er lige så vigtig som
en mor i forhold til tilknytning og omsorg," fortæller Olivia Gissel Sparrebro.
Det er særligt at tale med sårbare personer og forsøge at skabe et trygt rum til deres sårbarhed. Den erfaring har Olivia Gissel Sparrebro med fra sit tidligere arbejde med voldsudsatte drenge.
"Når nogen aldrig har delt deres oplevelser før, er det virkelig særligt og tillidsfuldt at blive lukket ind."
Ud over det skærpede fokus på sårbare fædre skal Olivia Gissel Sparrebro interviewe fagpersoner som jordemødre, sundhedsplejersker og psykologer, udvikle kurser og workshops til fagpersoner og undersøge, hvad de synes er svært i mødet med de sårbare fædre.
"Noget af det, der har været fedt ved at interviewe dem, er, at jeg kan se, at indsatsen kommer til at skabe forandring,"
siger hun.