Et arbejdsliv er forbi, men musikken flyder videre

Elisabeth Zeuthen Schneider opdagede det nærmest ikke, da musikken første gang sneg sig ind på livet af hende. Miljøet på Virum Gymnasium, hvor der var et rigt klassisk musikliv, og hendes egen musikalske baggrund med masser af sang i hjemmet formede hendes valg om at blive musiker.

Selv oplevede Elisabeth Zeuthen Schneider at komme kunstnerisk ’i zonen’ første gang, da hun som syvårig blev hjemmeundervist af en ung kvindelig musiker, der arbejdede med en musikpædagogisk tilgang skabt af den ungarske komponist Kodály. Det var lykkelig selvforglemmelse, når hun smeltede helt sammen med musikken. Der var ikke længere nogen tvivl om, at hun skulle være violinist.

For den 68-årige nu forhenværende docent på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) har kunsten og det musikpædagogiske spor kørt et ligeværdigt parløb igennem alle årene. Hun har elsket begge dele, og det var noget særligt, når hun kunne forene de to.

I de første år som lærer opførte hun sammen med sine kolleger jævnligt stort anlagte koncerter. Koncerterne blev taget dybt alvorligt og brugt i det pædagogiske arbejde. Når de skulle opføre værker, som Elisabeth Zeuthen Schneider ikke kendte i forvejen, føltes det nærmest som at tage sin ’musikforskning’ med ind på scenen.

Den samme glæde ved arbejdet mærkede hun i starten af det nye årtusinde, hvor hun blev involveret i opgaven med at skaffe flere ansøgere til DKDM efter nogle sløje år. Elisabeth Zeuthen Schneider fik virkelig lov til at slå med halen, når hun sammen med nogle af de største inden for det musikpædagogiske område tog på besøg rundtom i landet for at fjerne kløften mellem ’det fine’ konservatorium og musikskolelærerne.

For Elisabeth Zeuthen Schneider har der aldrig været nogen kløft. Tværtimod har hun den største respekt for lærerne. Som hun siger: Enhver, der har prøvet at fange et barns interesse for musik og holdt det fast længe nok til, at det lærer at spille et
instrument, ved, at det er en kæmpestor opgave!

27 år nåede hun at være deltidsansat ved DKDM. Ved siden af tog hun på turneer og spillede kammermusik i mange forskellige konstellationer. I huset i Virum kom der tre børn til, samtidig med at også hendes mand, en amerikanskfødt pianist, opbyggede en stor musikskole for børn helt ned til toårsalderen.

Det har været nedslående at se, hvordan de økonomiske nedskæringer i årenes løb har forringet vilkårene for både ansatte og studerende på musikkonservatoriet. Elisabeth Zeuthen Schneiders egen realløn er faldet drastisk, og hun tænker meget på, hvordan alle de prekære undervisere, der kommer efter hende, nogensinde skal turde driste sig til at købe et hus. Det er ikke rimeligt, synes hun.

Det har også været anstrengende at være underlagt skiftende politiske vindretninger. Og endelig føler hun sig ikke hjemmevant i en stedse mere digitaliseret hverdag på DKDM.

Det giver til gengæld anledning til optimisme, at konservatoriet for nylig har fået en rektor, som Elisabeth Zeuthen Schneider kender og tror på. Ligesom resten af staben er hun ’meget dygtig og hårdtarbejdende’, mener hun.

Det var helt afgørende for hendes egen musikalske glæde, at hun som barn aldrig blev forstyrret af, at andre lagde et pres på hende for at blive dygtigere. Der voksede først et indre pres frem i hende, da hun på et tidspunkt godt vidste, hvordan et stykke musik skulle lyde, men endnu ikke kunne få violinen til at lystre.

Hun føler, at hun har fået det maksimale ud af de rammer, hun har haft for sit kunstneriske virke. Fagligt er hun helt på toppen nu. Så er det på tide at si alle andre opgaver fra og koncentrere sig om musikken.