Spring menu over
Dansk Magisterforening

Se min bogreol: "Jeg læser for at rejse historisk eller geografisk"

"Jeg er så heldig, at læsestoffet fra mit arbejde også er noget, jeg ville have læst i min fritid," siger professor Jens-Christian Svenning. © Foto: Tobias Nicolai

Min bogreol
Del artikel:

Jeg læser nok kun tre-fire bøger om året, som ikke er relateret til mit arbejde, fortæller professor og centerleder ved Institut for Biologi Jens-Christian Svenning.

Jeg føler, at jeg læser døgnet rundt til mit arbejde. Det er spændende læsning, så jeg brokker mig ikke. Jeg gør heller ikke et nummer ud af at skille mit arbejds- og privatliv fra hinanden, for jeg arbejder med nogle af mine stærke interesser. Jeg er så heldig, at læsestoffet fra mit arbejde også er noget, jeg ville have læst i min fritid.

Da jeg var teenager med masser af tid, læste jeg fem-seks romaner om ugen. Nu læser jeg stadig enormt meget, men min tid til fritidslæsning er begrænset. Jeg læser nok kun tre-fire bøger om året, som ikke er relateret til mit arbejde. Jeg har lige læst Cal Flyns ’Islands of Abandonment: Life in the Post-Human Landscape’. Den handler om forladte steder rundtom i verden.

Min bogreol

Mange DM’ere har et særligt forhold til bøger og litteratur.

I denne serie inviterer et medlem indenfor og viser bogreolen frem.

Mange af mine yndlingsbøger handler om andre steder i tid og rum. Den historiske bog ’History of the Goths’ af Herwig Wolfram er jeg vendt tilbage til mange gange. Den handler ikke om de moderne goths, men om goterne, som vandrede rundt i Europa fra omkring år 200 og frem til Romerrigets fald – og endda fortsatte efter det. Det var et folkeslag, der minder om Rohan-rytterne fra ’Ringenes Herre’.

De invaderede Romerriget, og de grundlagde forløberen til det, vi i dag kender som Spanien, mens de balancerede på kanten af udslettelse. Det er simpelthen så vild en bog, som giver en forståelse for de folk, der kom før os. Bogen har utrolig præcise øjenvidneberetninger, der er 1.500 år gamle. Det er fascinerende, at den viden, vi har om goterne, ikke kun er deduceret ud fra knogler, men skriftlige kilder fra vidner til historien.

Jens-Christian Svenning

Ph.d. i biologi

Professor og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere (ECONOVO) ved Aarhus Universitet

Bor i Aarhus med sin hustru. Tre børn i tyverne, p.t. to i Aarhus og en i Grønland.

Fordi jeg læste dem så mange gange som ung, kan jeg ’Ringenes Herre’-bøgerne forfra og bagfra. Den første bog har jeg altid syntes var mest spændende. Den er grundlæggende en rejsebog og handler om opdagelsen af en ukendt verden med overraskende ting, man ikke ved, hvordan fungerer, og samfund, væsner, planter og dyr, man ikke kender.

Jeg læser for at rejse historisk eller geografisk, drevet af en nysgerrighed og spørgsmål som: Hvordan er verden, hvordan kunne den blive, og hvad kan man forestille sig?