"Jeg tror ikke, de lokale kan mærke, at vi er her"

Der var engang en stor printer på Østerbro i København. Den var meget særlig, for den kunne printe blindskrift. Printeren tilhørte Nota, som er nationalbiblioteket for mennesker med læsehandicap såsom blinde og ordblinde.

Og da regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen i 2018 annoncerede, at den endnu en gang ville udflytte statslige arbejdspladser, blev Nota og de 80 ansatte udvalgt til at blive flyttet til Nakskov.

Så Nota rykkede teltpælene op og flyttede alt fra Østerbro til Nakskov i efteråret 2019.

Eller næsten alt.

Det viste sig, at den én million dyre, specialfremstillede blindskriftprinter var så gammel, at den ikke kunne flyttes fra Østerbro. Så der blev købt en ny.

Så viste det sig, at it-afdelingen heller ikke kunne flytte med. Selvom Lolland byder på mange skønne faciliteter, er øen ikke ligefrem et tag selv-bord af akademiske it-specialister, som kan være svære nok at rekruttere i de større byer.

Og heller ikke stemmeskuespillere, som indtaler lydbøger i Notas lydstudie på Østerbro, kunne tage pendlerturen til Nakskov. Den var for lang til deres overenskomstbestemte arbejdsdag på tre-fire timer.
Så Nota blev splittet i to og er det stadig.

Arbejdspladsen, der skulle spare penge i længden blandt andet på husleje, betaler nu to huslejer.

Hvordan går det så for Nota i Nakskov fire et halvt år senere?
Tillidsrepræsentant i Nota Hans Meinert har svært ved at pege på, hvorfor det blev Nota, som skulle til Nakskov.

"Det var, som om Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl var alene hjemme en aften, hængte alle statslige arbejdspladser op på en væg og skød pile efter dem for at vælge," siger han.

Forskning i de menneskelige aspekter

En af dem, som kan svare på, hvordan det gik med udflytningen af Nota, er antropolog og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet Birgitte Romme Larsen. Ifølge hende selv er hun den eneste i Danmark, som igennem længerevarende kvalitativ forskning har undersøgt de mere menneskelige og sociale aspekter ved en udflytning.

"Vi ved, hvor mange der sagde op eller flyttede med, men vi ved ikke hvorfor. Der har vitterligt ikke været noget kvalitativ forskning overhovedet," siger Birgitte Romme Larsen, som har fulgt Notas ansatte i et treårigt antropologisk studie, fra de slog dørene op i deres nye rådhuslokaler i Nakskovs bymidte.

At staten har benyttet sig af en universel fremgangsmåde uden nærmere tanke for, hvad placeringen betyder lokalt, er tydeligt, synes hun. Men netop placeringen kan have stor betydning for, hvor meget lokalsamfundet forventer, at arbejdspladsen deltager og integrerer sig.
Statsfortet

Dine gader og stræder løber i mit blod / Tæt på eller langt væk / Altid i mit hjerte

Det er ordene på væggen ved et af tekøkkenerne i Nota. Ovenover står der "Nakskov – i hjerte og sjæl".

"Jeg tror ikke, de lokale kan mærke, at vi er her. Nota minder som mange andre statsinstitutioner om et lukket fort," siger Hans Meinert, som er informationsspecialist.

‘Fortet’ er kendt i Nakskov som det gamle rådhus. Den hvide bygning fremstår nærmest pompøs med søjler ved indgangen og relieffer på murene. Den fylder på torvet.

Men bygningen er også et ømt punkt for mange af nakskovitterne, fortæller Birgitte Romme Larsen. Under kommunalreformen blev Nakskov og Maribo Kommune lagt sammen under Lolland Kommune med rådhus i Maribo. Nakskov mistede sit rådhus, symbolet på byens kommunale selvstændighed gennem 140 år.

Så da Nota overtog det gamle rådhus, var det, som om det rippede op i byens gamle sår. Og det havde staten ikke overvejet inden.
"Staten troede, at alting startede, da Nota landede på torvet. Der var intet syn for, hvad der allerede var. I hverdagen er det Nota som arbejdsplads, der har ansvaret for at tage hensyn til det, der betyder noget lokalt," siger Birgitte Romme Larsen.

Noget af det, der betyder noget for nakskovitterne, er den gamle byrådssal, som nu er Notas mødelokale. De unge studenter får fortsat lov til at blive fejret der om sommeren, sådan som man altid har gjort i byen.

Mere fjern end i København

At udvise forståelse for, at der går noget forud for Notas ankomst, er vigtigt for den lokale accept og integration, peger Birgitte Romme Larsens studie på. Det gælder for eksempel lokale cirkulære økonomier.

På torvet i Nakskov, hvor Nota ligger, er der også en lokal papirhandel. Men Nota må ikke købe papir og kuglepenne dér, fordi staten har en central indkøbsaftale med bestemte store leverandører.

Det kritiserer Birgitte Romme Larsen. I Nakskov har det at handle lokalt stor betydning for, om man bliver set som en arbejdsplads, der gerne vil integrere sig og tage medansvar. Når staten insisterer på fortsat kun at købe ind centralt, selvsaboterer den nærmest sit eget ønske om decentralisering, forklarer Birgitte Romme Larsen.

"Det er lige før, at staten kan komme til at virke mere fremmed for de lokale, end hvis den var blevet i København."

Hvis nakskovitterne så alligevel kan mærke et nærvær eller et ønske fra Nota om at blive en del af det lokale, tilskriver de lokale det Notas ansatte som personer og ikke staten, uddyber Birgitte Romme Larsen.

Manglen på arbejdskraft

Hans Meinert ærgrer sig over, at det blev Nakskov. Ikke fordi der er noget galt med byen eller Lolland i det hele taget, men fordi det er svært at få arbejdskraft.

"Folk skal ikke tro, jeg mener, at det er noget lort at bo i et tyndere befolket område som Nakskov, for det mener jeg ikke. Men det er en udfordring, når man flytter Nota, som er et bibliotek, hvor halvdelen af de ansatte har en akademisk baggrund, til Nakskov, som er en gammel arbejderby uden et universitet," siger Hans Meinert.

Af samme årsag flyttede Hans Meinerts kollega og tillidsrepræsentant på Østerbro Niels Christian Berthelsen ikke med til Nakskov. Han sagde faktisk op og havde fjorten dage tilbage i Nota, da han blev tilbudt at blive i it-afdelingen på Østerbro.

Han overvejede i første omgang at flytte med. Men da han sammen med sin akademisk uddannede kone undersøgte jobmarkedet i området, kunne han se, at det ikke gik i længden.

"Det ville også betyde, at jeg skulle vie resten af mit arbejdsliv til Nota. Før man flytter en arbejdsplads et sted hen, skal der være et miljø," siger Niels Christian Berthelsen.

Da Nota lå samlet på Østerbro, kunne kollegerne finde på at drikke en fyraftensøl, og de havde en kunstklub, fortæller Hans Meinert. Men stemningen er ikke helt flyttet med til Lolland.

"Det bliver aldrig igen en arbejdsplads, hvor vi drikker en
øl sammen efter arbejde, for folk kører hjem i stedet," siger Hans Meinert.