Dansk Magisterforening

Lise Lotz har autisme: "Jeg har ofte fornemmet, at andre finder mig irriterende. Det er jeg begyndt at reclaime"

Er du også neurodivergent og medlem af DM, kan du melde dig til netværk for neurodivergente akademikere. Netværket tilbyder støtte og opbakning til både de gode og de svære aspekter af at være neurodivergent akademiker på arbejdsmarkedet. Du finder det på dm.dk. © Illustration: Stinne Varming

Af Sofia Tøfting
Del artikel:

Stikkende fløjl, originale løsninger og ualmindeligt godt arbejde. Tre akademikere med autisme fortæller om deres hverdag på kontoret.

Nogle mennesker med autisme har særinteresser. Interesser, der i særlig høj grad optager dem. Andre har ikke.

Nogle mennesker med autisme har brug for struktur og orden. Andre har ikke.

Personer med autisme kan være lige så forskellige som alle andre. Det, der karakteriserer de fleste, er, at det sociale samspil med andre kan være særligt krævende.

Vi har talt med tre vidt forskellige personer med autisme, der fortæller, hvordan diagnosen påvirker deres arbejdsliv. Og vi har talt med en psykolog, som giver gode råd til, hvordan du kan være en god kollega for en kollega med autisme.

Anne-Charlotte Parking: Jeg lægger mine M&M’s i farvebunker. En evne, jeg også bruger til hurtigt at danne et overblik

Anne-Charlotte Parking. 31 år. Cand.pæd.soc. Arbejder som administrativ medarbejder i SOSU H. Diagnosticeret med Aspergers syndrom, som er en form for autisme. © Illustration: Stinne Varming

"Hold da op, er det virkelig noget, der er så fascinerende? tænkte jeg, da en studiekammerat overrasket pointerede, at jeg var god til at stille tingene op i orden og kategorisere dem. Jeg troede, det var noget, alle kunne finde ud af.

Og jeg er god til at systematisere. Mange vil nok se personen, der lægger sine M&M’s i farvebunker. Det gør jeg faktisk også. Men vigtigere end det er det en evne, jeg bruger i opgaver, som andre kan finde kedelige i længden.

Jeg finder ro i at systematisere og lægge ting i kasser. Hvis det er inden for sagsbehandling for eksempel, er der en lovgivning, som klart siger, hvad der skal ske. Og så kan jeg hurtigt danne et overblik og sortere:

Det passer der, og så skal det videre i den her mappe. Det her passer ikke, men det her passer herned og så videre. Det skaber en orden i hovedet. Jeg er også god til at se fejl og mangler i mønstre – for eksempel i lister, beviser eller oversigtsdokumenter.

De sociale normer kan være uklare for mig. Er det mon okay, at jeg sender en mail? Skal jeg hellere ringe? Jeg vil helst ikke stresse eller irritere nogen. På et fælleskontor har jeg svært ved at vide, hvornår jeg må forstyrre og sige: ’Kan jeg lige spørge dig om noget?’ Efter to år på min arbejdsplads har jeg dog lært mine kolleger at kende, så jeg ved, hvad de foretrækker."

Alexander Milne: Hvis arbejdspladsen har forståelse for din autisme, kan du udrette ualmindeligt godt arbejde

Alexander Milne. 26 år. Cand.mag. med speciale i autismens historie. Arbejder som researcher og vidensindsamler i Autismeforeningen. © Illustration: Stinne Varming

"En dag skulle jeg spørge min chef om noget, før han var mødt ind. Da jeg stod ved kaffemaskinen, kunne jeg pludselig lugte hans parfume helt inde fra hans kontor. Så vidste jeg, at han var kommet. Jeg er meget sansesensitiv. Og det er på godt og ondt. Det er en styrke på min arbejdsplads, fordi jeg er ekstra opmærksom på forandringer. Men mit konstante kropslige alarmberedskab gør mig også enormt udmattet.

Jeg er eksemplet på, at hvis din arbejdsplads har forståelse for din autisme, så kan du udrette ualmindeligt godt arbejde. ’Ualmindeligt’ lægger jeg tryk på: Fordi jeg er præcis, begår jeg nærmest ingen fejl. Og så er jeg hurtig, fordi jeg har en masse akkumuleret viden om autisme – en slags katalog i hovedet. Jeg kan koble viden sammen og hurtigt finde de rigtige registre.

Jeg har svært ved at se mig selv udefra. Nogle gange havner jeg i en osteklokke og glemmer, at jeg er en del af en virksomhed. At jeg har kolleger, som også har styr på tingene, og en chef, hvis opgave det er at have det fulde overblik.

Mine sanseforstyrrelser spiller ind i mit arbejde. I fælleslokalet er der en sofa med velourpuder på. En kollega må flytte dem for mig, hvis jeg skal sidde der. Hvis jeg rører ved velour eller fløjl, er det, som om min hud brænder. De mange bittesmå hår i materialet føles ikke bløde, men nærmest stikkende. Du skal forestille dig, at nerverne bliver totalt overvældet. Som at få for meget sukker på én gang. Mit hoved summer, og min krop gør ondt resten af dagen. Og dagen efter.

Af samme årsag spiser jeg frokost med lydisolerende headset på. Jeg har misofoni, et fysisk ubehag over bestemte lyde. Hvis jeg hører smaskelyde, føles det som en issyl i øret.
Det er en betingelse, at jeg skal have en form for beskyttelse mod de her sanseindtryk, som overvælder mig, for at gennemføre en arbejdsdag."

Lise Lotz: Jeg har aldrig haft en stærk pleasertrang

Lise Lotz. 59 år. Uddannet teolog. Arbejder som netværksmedarbejder i Kulturhuset Pulsen, et kommunalt tilbud for voksne autister, og som personlig assistent for en kvinde med ADHD. © Illustration: Stinne Varming

"Diagnosen fik jeg sent. Først da jeg var 54 år gammel.
Det var først efter diagnosen, at det gav mening, hvorfor jeg altid har arbejdet deltid. Mange af de kvinder, jeg kender, som blev sendiagnosticeret som mig, er brændt fuldstændig ud. De har gjort alt det, der blev forventet af dem. Det har jeg ikke. Det er formentlig min store redning fra en førtidspension.

Jeg har ofte fornemmet, at andre finder mig irriterende. Men det er jeg begyndt at reclaime. Det, at jeg er irriterende og insisterende, gør også, at jeg bider mig fast i tingene og kan kæmpe for noget. Jeg er ihærdig med det, der betyder noget.

Min autismediagnose giver mig styrker. Jeg har for eksempel aldrig haft en stærk pleasertrang. Og så kan jeg gå i særinteresse-mode. Hvis jeg skal finde en løsning på et problem, dykker jeg ned i det og bruger alle mine talenter. Jeg er verdensmester i Google og i at finde information. Og jeg kommer med originale løsninger.

Hvis nogen spørger mig, om jeg har haft en god weekend, føles det dog nogle dage, som om jeg bliver kvalt. Spørgsmålet medfører altid bestemte forventninger. Jeg føler sådan en tvangsnormalitetsparanoia.

Nogle gange kan jeg se, at det højeste mål i andre folks tilværelse er normalitet. Det er sindssygt vigtigt for dem, at de er normale. At de gør det, som andre gør. Det bliver jeg helt dårlig af. Det er egentlig fint nok, please do. Det bliver bare ikke med mig."

Netværk for neurodivergente akademikere

DM har et netværk for neurodivergente akademikere. Netværket tilbyder støtte og opbakning til både de gode og de svære aspekter af at være neurodivergent akademiker på arbejdsmarkedet.

Find netværket her 

}