Spring menu over
Dansk Magisterforening

SU-forringelser på vej: Bare stop!

Camilla Gregersen, formand i DM

"SU’en er en erklæring om, at samfundet støtter sine unge i deres stræben efter viden og udvikling. Lad os ikke underminere dette løfte. Vi må simpelthen ikke svigte vores ungdom og deres fremtid", siger formand for DM, Camilla Gregersen om regeringens planer om SU-forringelser. © Foto: Rasmus Kongsgaard

Af Camilla Gregersen, forperson for DM
Del artikel:

17 procent af de studerende har under 1.000 kroner til rådighed, efter at husleje, varme og forsikringer er betalt. Det kalder forperson for DM, Camilla Gregersen, ubegribeligt, og advarer her mod regeringens planer om at skære i SU'en.

Regeringens planer om at skære i SU vil resultere i flere bekymringer og mindre fleksibilitet for de unge. Det er den gale vej. De unge er allerede pressede.

Mørket sænker sig. Imens lægges der op til SU-nedskæringer. Regeringen har varslet en samlet reform af SU-systemet til vinter, og i regeringsgrundlaget står, at regeringen vil afskaffe det sjette SU-år.
Det er et direkte angreb på ungdommens ret til lige muligheder – og på muligheden for at blive klogere undervejs i sit studieliv. SU’en er et lighedsorienteret redskab i uddannelsessystemet, og det står nu til at blive mindsket. Vi må sige klart: Stop!

Syv ud af ti universitetsstuderende kommer fra ikkeakademiske hjem. Disse unge har allerede en gæld, der er markant højere end gælden hos børn af akademikere. Og nu trues de med yderligere ulighed og gæld, hvis det sjette SU-år fjernes.

Hvorfor skal det være de unge, der endnu en gang bærer byrden? De studerende har allerede taget opfordringen om hurtigere gennemførelse til sig: 60 procent gennemfører deres studie på normeret tid, og resten bruger blot knap tre måneder oven i normeret studietid. For ti år siden var det tal ti måneder ekstra. Der er ingen grund til at straffe de unge, som allerede nu gennemfører på rekordtid.

Det er, som om vi bliver reduceret til maskiner, der ikke må begå fejl. Det fleksible sjette SU-år tillader unge at skifte spor, hvis de opdager, at deres nuværende vej ikke er den rette. Der vil altid være nogle enkelte, som har brug for ekstra støtte eller ekstra tid, eller som har brug for omvalg. Og det skal der være plads til.

Du kan jo ikke købe pasta og ketchup for penge, du først har engang ude i fremtiden.

Camilla Gregersen, forperson i DM

Har du snakket med en 19-årig, der skal vælge uddannelsesvej? Mange, jeg taler med, er i tvivl om deres vej. Jeg mener, vi skal give dem tryghed til at starte på en uddannelse – og vælge om, hvis de ikke rammer plet i første omgang. Skærer regeringen det sjette SU-år væk, smækker man døren i for de unges muligheder for at ændre kurs. Det er en straf, der falder skævt og hårdt – især for de 22 procent af de studerende, der skifter retning.

Nogle siger, at man godt kan skære i SU, fordi de fleste kommer til at tjene gode penge efter endt uddannelse. Det kan nok være, at unge, der vælger at tage en videregående uddannelse, over et livsforløb kommer til at tjene mere. Men du kan jo ikke købe pasta og ketchup for penge, du først har engang ude i fremtiden. Fra vores egne studielivsundersøgelser ved vi allerede, at knap halvdelen af de studerende siger, at de er økonomisk dårligere stillet end for blot ét år siden.

47 procent af de studerende har under 1.999 kroner til rådighed per måned, når de faste udgifter er betalt, og 17 procent har under 1.000 kroner til rådighed, efter at husleje, varme og forsikringer med mere er betalt. Derfor er det ubegribeligt, at det igen er de studerende, der skal holde for.

Dette er i mine øjne ikke en sag for de unge alene. SU’en er en erklæring om, at samfundet støtter sine unge i deres stræben efter viden og udvikling. Lad os ikke underminere dette løfte. Vi må simpelthen ikke svigte vores ungdom og deres fremtid.