Læg os i stuen og tag os med på lokum
KI er fusioneret med DM, hvilket betyder, at Akademikerbladet har fået ca. 4.000 nye læsere. "Det kan til tider gøre det svært at være redaktør, når man skal omfavne så mange forskellige mennesker. Men det kan også være svært at gennemskue bredden som medlem", siger chefredaktør Troels Kølln, der her introducerer Akademikerbladet for de nye læsere. © Foto: Rasmus Kongsgaard
Chefredaktør på Akademikerbladet, Troels Kølln, byder de 4.000 nye DM-medlemmer velkommen til bladet.
Akademikerbladet har fået næsten 4.000 flere læsere siden sidste nummer. De fleste af jer, der før var med i KI og altså nu er fusioneret ind i DM, arbejder på biblioteker. Men I er også mange, der arbejder mere bredt med kultur, information og data. Velkommen til.
I er blevet en del af en forening, der rummer en broget flok af akademikere, der kan være svær at definere entydigt. Det er alt fra biologer i medicinalvirksomheder til historikere på lokalarkiver, it-udviklere i konsulentfirmaer, forskere på universiteter og embedsfolk i ministerier. Det kan til tider gøre det svært at være redaktør, når man skal omfavne så mange forskellige mennesker. Men det kan også være svært at gennemskue bredden som medlem.
Tillad mig derfor at give en kort introduktion til det fagblad, I nu vil modtage fire gange om året. Jeg håber, jeg kan få det hele til at give mening.
Akademikerbladet er medlemmernes medie. Jeg ser det som vores fornemste opgave at komme tættere på jeres arbejdsliv end noget andet medie. Men hvad dælen vil det egentlig sige, når medlemmerne er så forskelligartede?
På tværs af forskelligheden lægger jeg ofte mærke til de tre samme ting, når jeg taler med en af jer: I er nysgerrige, I er fagligt ambitiøse, og I drømmer om et godt arbejdsliv – både for jer selv og for andre. Det er den røde tråd for os. Jeres fagblad.
En god historie er for mig en historie, som I taler med jeres kolleger om over frokosten. Eller som andre medier deler, så alt det, der er vigtigt i jeres arbejdsliv, kommer på dagsordenen i den offentlige debat.
Det kan være en kritisk afsløring af en dårlig arbejdsgiver eller et personligt essay om den kreative klasses storhed og fald, som du kan læse side 48. Det kan være en inspirerende fortælling om et andet medlem eller et interview med en akademiker, vi alle kender, som Gry Jexen på side 8. Eller måske en feature om det svære i arbejdslivet, som mange har kendskab til, men sjældent taler om, såsom lederskam på side 40. Eller en lang reportage som forsidehistorien i dette nummer, hvor vi går tæt på bibliotekarernes nye rolle side 16.
Vi gør kort sagt vores bedste for at lave et magasin, der er værd at vise frem på sofabordet, og som er interessant nok til, at man lægger det ind i bunken af blade på toilettet for at bladre i det et halvt år efter.
På redaktionen sætter vi en ære i at prøve nye ting af og udfordre det, der bliver taget for givet – både i vores journalistik og i vores måde at arbejde på. Det håber jeg, at du vil være med til. Ved at udfordre os, byde ind med gode ideer og stille de samme kritiske spørgsmål til os, som vi stiller til andre.
Så hvad vil du gerne have mere af? Hvad savner du? Og har du et godt tip? Skriv til mig på tko@dm.dk.