Et arbejdsliv er forbi – men Dorte Busch er så privilegeret, at hun kan fase det langsomt ud

Zambia. Uganda. Zimbabwe. Tilsammen næsten ti år på det afrikanske kontinent.

Det er de tre udstationeringer, der står klarest i Dorte Buschs erindring, når den 67-årige kulturgeograf kigger tilbage på det arbejdsliv, som hun nu gradvist er begyndt at udfase.

Når man bosætter sig med familien i udlandet, bliver oplevelserne stærkt koncentrerede. Men det levner ikke altid nok plads til venskaber og familie. Så efter den tredje udstationering valgte hun og hendes mand at sige stop for at fokusere på børn, børnebørn og venner.

Men for Dorte Busch har det været et privilegium at få lov til at leve og arbejde i andre kulturer og bruge sine faglige kvalifikationer til potentielt at forbedre andre menneskers liv.

Det gjorde særligt indtryk, da hun rejste rundt med en lokal dramagruppe i Zambia for at lave oplysningsarbejde, så landsbybeboerne undgik at udpine den røde jord. Det var også et højdepunkt, da hun som FN-ansat var med til at udrulle en ernæringsstrategi, der skulle nedbringe tilfældene af underernæring i Uganda.

I barndomshjemmet hos Dorte var far leder på Danmarks Meteorologiske Institut, og mor var hjemmegående farmaceut. Oprindeligt havde fornuftige Dorte forestillet sig, at hun skulle være gymnasielærer. Men da hun forlod universitetet i starten af 80’erne, var arbejdsløsheden blandt gymnasielærere på 22 procent, gennemsnitsalderen var 37, og studielånene trak tårnhøje renter. Og så var der også to bittesmå børn at tænke på.

Allerede som studerende trak virkeligheden i hende, når fagene på Københavns Universitet blev for teoretiske. Som ung venstreorienteret var Dorte Busch fyldt med tanker om fattigdom og ulighed i verden, og da muligheden bød sig for at arbejde med naturforvaltning i Zambia, og hendes mand kunne få job som læge på distriktshospitalet, rejste familien af sted. De boede på landet, hvor købmanden kun havde et par tomater og nogle æg på hylderne, og hvor et langtrukkent ekko i telefonen gjorde det nærmest umuligt at føre en samtale, når hun ringede hjem til Danmark.

Hjemme igen blev hun kursusfacilitator på Teknisk Skole for folk fra Danidas samarbejdslande, men Afrika kunne hun ikke slippe. Og i 1993 blev familien igen udsendt af FN til Uganda, der på det tidspunkt var donordarling.

Dorte Busch opfatter ikke sig selv som ambitiøs i gængs forstand. Men hun så det alligevel også som en god investering i arbejdslivet, at hun og hendes daværende mand efter Kampala besluttede sig for at fyre opsparingen af på et års studier på London School of Economics. Pengene gik til husleje i Heathrow og en international skole til deres to børn.

Det var rigtig fedt som 40-årig at få lov til at fordybe sig og tage en master i organizational development. Og hun fik god gavn af studierne i de efterfølgende år som konsulent hos Carl Bro og senere som partner i et mindre konsulentfirma. Igen et job med en tætpakket rejsekalender. Siden skiftede hun til Røde Kors, hvor hun først blev programchef og siden regionalchef for Afrika i tre år med Zimbabwe som base.

Som 60-årig vendte Dorte Busch tilbage til konsulentverdenen, men i september valgte hun at stoppe som partner i Nordic Consulting Group. Det føles stadig mærkeligt at sige, at hun nu trapper ned, men hun og hendes mand vil gerne have mere tid med børnebørn, i deres hus i Sverige og med sejlads. Heldigvis har hun både kræfterne og muligheden for at tage nogle freelancekonsulentopgaver i ny og næ. Dorte Busch er på ingen måde træt af at komme derud, hvor tingene sker