Den kreative klasses storhed og fald

Da min far var ung, drømte han om at blive postbud. Det var ikke, fordi han havde en særlig interesse for at postomdele breve og pakker, men fordi det var et arbejde med indbygget sikkerhed: Der var jobgaranti og tjenestemandspension. Som barn af 1940’ernes arbejderklasse turde han ikke drømme større. Og kun den tilfældige kombination af en dårlig hofte og studenteroprøret i 1960’erne endte med i praksis at sende ham i en helt anden karriereretning.

Jeg, hans datter, en Generation X’er, havde udsigt til et helt andet arbejdsliv. For mig var det ikke drømme, men mere forventninger, hvis ikke ligefrem krav, til fremtidens arbejdsmarked, der fyldte mine tanker. Velfærdssamfundet havde for længst sikret mig retten til at tage en gratis akademisk uddannelse med tilhørende SU, hvis jeg havde lysten og evnerne dertil, uanset hvilken økonomisk klasse mine forældre tilhørte.

Og så var der det ekstra forventningslag, som især kom til mig i form af en bog, der blev udgivet i 2002. Den kom ikke bare til at forme mig, men – vil jeg påstå – også min generation af akademikeres forestillinger om sig selv på arbejdsmarkedet. Forestillingen om, at man var en del af en kreativ, rejsende klasse, der kunne arbejde frit og lystbetonet og med alle verdens metropoler som hjemsted.

En lys fremtid med kreativitet og vækst

Da den amerikanske professor i urbanisme Richard Florida begyndte at forske i storbyernes tiltrækning af den akademiske arbejdskraft, brugte han i starten termen think-workers om de mennesker, hvis intelligens og faglige kunnen på flere måder var med til at skabe fremdrift og vækst i de storbyer, de automatisk blev tiltrukket af. Det var der, uddannelserne på de højere læreanstalter foregik, og det var der, de var blandt ligesindede.

Da Richard Florida i 2002 udgav den bog, der skulle gøre ham verdenskendt i den akademiske verden, havde han givet de talende hoveder et nyt fælles navn: De udgjorde den kreative klasse. Bogen hed sigende nok ’The Rise of the Creative Class’, og den lancerede vidensøkonomien som den nye vækstmotor.

Jeg blev introduceret til bogen på mit studie. Jeg er humanistisk uddannet med dansk fra Roskilde Universitet (RUC) og filmvidenskab fra Københavns Universitet Amager, og jeg opfattede dengang bogens læresætninger som meget mere end almindelig videnskab. De var nærmere en slags løfte om en gylden fremtid.

I modsætning til min far drømte jeg ikke om en 40-årig fastansættelse i staten. Jeg ville være en fri fugl, og min karriere skulle først og fremmest fodre mine egne drømme og ambitioner frem for bare at være et middel til at få brød på bordet. Ifølge Richard Florida kunne jeg bosætte mig hvor som helst i verden, hvor andre fra den kreative klasse holdt til, såsom it-folk, akademikere og iværksættere. Jeg kunne arbejde i et kreativt kontorfælleskab i Portland, Oregon, eller i Berlin på en af cafeerne. Jeg ville ikke have brug for meget andet end en computer med opkobling og mit kreative hoved.

Det var ikke kun på universiteterne, man bed mærke i Richard Floridas bog. I 2005 fortalte Marianne Jelved til ugebrevet Mandag Morgen, at hun var meget optaget af Richard Floridas tænkning. Bogen var for længst blevet uddelt til Radikale Venstres folketingsgruppe som pensum, og det var en strategi, der gav pote. Radikale Venstre fik 17 mandater ved folketingsvalget i 2005, hvilket var en fremgang på otte mandater siden det forrige valg i 2001.

Deres vælgere var på det tidspunkt netop folk fra den kreative klasse. Det var de studerende ved landets universitetsanstalter, og det var de højtuddannede storbymennesker.

Jeg blev selv cand.mag., på samme tid som valget blev afholdt, og skulle nu ud på arbejdsmarkedet og realisere den frie kludetæppekarriere som kreativ akademiker. Efter nogle år med arbejdsløshed, to løntilskudsansættelser og efterfølgende vikariater på en af de store, offentlige kulturinstitutioner i København tog jeg springet og etablerede mit eget firma.

Jeg havde i mellemtiden suppleret min uddannelse som cand.mag. med en diplomuddannelse i journalistik, så jeg endelig kunne formidle al min viden til en større målgruppe. Alle de ting, som især humanistisk uddannede akademikere er fagligt gode til, skulle i spil: at analysere, at kommunikere, at bygge bro mellem forskellige fagligheder og kulturer baseret på et dybtgående kendskab til de historiske referencerammer.

Og det var ikke forkert set. I de 15 år, der er gået sidenhen, har jeg netop brugt alle mine akademiske redskaber til at skabe indhold til medierne. Alligevel er jeg ikke endt som den kreative klasse, jeg fik tegnet et klart billede af i 00’erne. Tværtimod må jeg i stigende grad tvangsidentificere mig med en anden klasse, der er vokset frem siden 10’erne og efterhånden tager meget spalteplads i medierne, både i omnibusaviserne og i Akademikerbladets egne spalter: prekariatet.

En dyster efterfølger

Ni år efter at Richard Florida havde udgivet sin bog om den kreative klasse, udgav den britiske økonom og professor Guy Standing bogen ’The Precariat: The New Dangerous Class’, som virkede som en dyster toer til Richard Floridas optimistiske etter. Heri beskrev Guy Standing en ny, voksende klasse på arbejdsmarkedet: mennesker, der aldrig bliver fastansat og derfor har færre rettigheder og flere usikre vilkår igennem en hel karriere, og som han kaldte for prekariatet.

Der var også sket meget i de ni år, der adskilte de to udgivelser. 00’erne er en del af den periode, som journalist Christian Bennike i sin bog ’Engang troede vi på fremtiden’ kalder for optimismens tid.

Globaliseringen buldrede af sted, og meningen var, at de frie markedskræfter skulle redde verden, skabe fred og forståelse og et mobilt arbejdsmarked i vækst. Christian Bennike skriver i sin bog, at optimismens tid begyndte i 1994, hvor inflationen og arbejdsløsheden faldt, og vi gik ind i en lang periode med økonomisk opsving. Han skriver også, at den periode endegyldigt sluttede i 2016, hvor Trump blev valgt, og briterne stemte ja til Brexit.

Kollapset af optimismens verdensorden medførte også, at de sociale klasser på arbejdsmarkedet for alvor begyndte at skifte karakter.

Prekariatet er med andre ord fattigmandsudgaven af den kreative klasse, der blev set som en eliteklasse.

Det betyder, at et højtuddannet, ikkefastansat menneske som jeg for eksempel slet ikke tjener det samme som mine jævnaldrende kolleger, der er fastansatte. Jeg har ingen pensionsopsparing, da min indtægt altid har været for lav og for svingende til, at jeg kunne spare noget af konsekvens op eller imødegå pensionsselskabets krav om den månedlige minimumsindbetaling.

Jeg bliver bedømt efter andre og hårdere kriterier i banken, fordi jeg ikke er fastansat. Der er ikke feriepenge eller sygedagpenge de første 14 dage af et sygdomsforløb. Det sidste hænger selvfølgelig sammen med min skattemæssige status som selvstændig. Men havde jeg været lønmodtagerfreelancer, ville jeg i stedet skulle bekymre mig om dagpengesatser og risikoen for at ende på kontanthjælp i perioderne mellem arbejde.

Min fars rejse og min rejse er omvendt proportionale. Den frihed, der i Richard Floridas vision skulle skabe grobund for kreativitet og vækst, blev i prekariatet til en mulighed for udnyttelse, hvor man kan få højtuddannede til at levere deres ypperste med meget få ydelser retur.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor jeg ikke bare finder mig et fast job og eventuelt skifter branche, hvis det ikke er muligt at blive fastansat i min nuværende jobsektor. Jeg kunne for eksempel søge et job i Netto, som det så ofte bliver foreslået i kommentarsporene, når akademikere lufter bekymringerne over de manglende fastansættelsesmuligheder på universiteterne og i kulturlivet.

Svaret på det spørgsmål er det samme, som arkæolog Vibeke Knöchel Christensen, der i en tiårig periode var ansat på etårige kontrakter, i oktober 2019 berettede om til Akademikerbladet, eller det, som cand.mag. i kulturstudier Claudia Hage bloggede om til medlemsbladet i 2020.

Jeg laver det, jeg laver, fordi jeg elsker mit job og er god til det. Desuden er rent journalistiske stillinger sjældne. I dag er det lille område af arbejdsmarkedet bygget op om selvstændige freelancere på samme måde som fag som frisører eller foddamer. Jeg er ikke drevet af penge, men bliver selvfølgelig påvirket af de usikre vilkår og provokeret af den forskelsbehandling, der er mellem fastansatte og dem, der ikke er det.