"De skal først få styr på arbejdspresset, så lønnen"
Pil Rix Rossel er fuldmægtig i Finanstilsynet. Vi har spurgt hende, hvad hun ønsker sig af OK24. © Foto: Trine Bukh
Pil Rix Rossel har en kandidatgrad i teatervidenskab og arbejder nu med hvidvask og terrorbekæmpelse på Kontoret for Forebyggelse af Hvidvask og Terrorfinansiering i Finanstilsynet: "Jeg var i teaterbranchen i mange år, men vilkårene og lønnen i branchen er bare dårlige, og jeg havde brug for ordentlige forhold. Så jeg søgte i flere forskellige brancher og havnede i Erhvervsstyrelsen, hvor jeg arbejdede med corona. Efterfølgende søgte jeg så over i Finanstilsynet."
Hvad er det vigtigste for dig i OK24?
"Det er at få styr på arbejdspresset. Der er for få mennesker til for mange opgaver, og det er nærmest fysisk umuligt at nå opgaverne på den normerede tid. Så dybest set skal vi lægge for mange timer. Blandt mine prioriteter er løn ikke vigtigst. Så vil jeg hellere have, at man får sænket hastigheden i arbejdet. Så mit primære budskab til overenskomstparterne er, at de skal se på arbejdspresset."
Og når der er styr på det, hvad så med lønnen?
"Da jeg blev fastansat, fik jeg et lille kvalifikationstillæg og også en bonus. Så egentlig er jeg okay med. Omvendt er mange af mine jævnaldrende kolleger specialkonsulenter eller chefkonsulenter til en højere løn, fordi de har en anden erfaring. Jeg har også megen erfaring, den tæller bare ikke på samme måde i staten, selvom jeg oplever, at jeg bliver anerkendt for mit arbejde. Hvis jeg i sidste ende skulle vælge at skifte arbejde, ville det snarere være på grund af arbejdspresset."
Hvad synes du om at arbejde i Finanstilsynet?
"Jeg er ikke i Finanstilsynet for at gøre karriere eller for at have et springbræt til det private, men fordi bekæmpelse af terrorfinansiering og hvidvask er spændende. Det er enormt vigtigt, og jeg kan se, at det har en betydning. Og så er jeg glad for at være et sted, hvor jeg kan føle mig tryg, udvikle mig og blive dygtigere. Og så kan jeg godt lide mine kolleger og har kæmpe respekt for deres kompetencer."
Hvordan er arbejdsvilkårene?
"Jeg kom fra et område uden hverken pension eller løn under sygdom. Så jeg er selvfølgelig præget af, at jeg personligt er langt bedre stillet i dag. Lønnen er måske ikke så god som i det private, men til gengæld har jeg gode kolleger og et fællesskab. I teaterbranchen sad jeg alene med opgaverne, og her løfter vi i flok. Så jeg lærer også af andre, jeg arbejder tæt med, og det er jeg vildt glad for."