Rasmus Willig har ofret sit forskerkald for klimaet

Det handler om at gå på to ben. Det understreger Rasmus Willig igen og igen.

Græsset i Kongens Have bærer præg af, at det har været den mest solrige og regnfattige juni i årevis. Det er 25 grader, og sandfarvede plamager af græsstrå går i ét med den støvsky, der følger i slipstrømmen af københavnerne på de tørre grusstier.

"Vi lever i en tørketid, og vi har lige haft klodens varmeste dag nogensinde, men i det store hele fortsætter vi som før. Det er som om, alvoren ikke rigtigt har klikket for os endnu".
Rasmus Willig retter på sin hornbrille og klør sig eftertænksomt i skægget. Men sociologen har tænkt nok. Nu er tiden kommet til handling.

De to ben, han vender tilbage til igen og igen, er kongstanken i måden, han har besluttet at indrette sit arbejdsliv på. Det ene ben handler om som forsker at iagttage, beskrive og analysere verdens udfordringer. Arbejdsopgaver, der har fyldt i det meste af Rasmus Willigs liv som sociolog. I sin karriere har han nørdet abstrakte teorier med fokus på kritik – blandt andet som lærling hos socialfilosoffen Axel Honneth og senere som leder for Center for offentlige og privatansattes ytringsfrihed på Roskilde Universitet.

Men det andet ben – at engagere sig aktivt i at løse de problemer, forskerne beskriver – er først for alvor kommet til de sidste par år, hvor han har kastet sig ind i klimakampen.

"Det nytter ikke noget at halte på det ene ben, når vi skal spurte i mål", siger han.

Konsekvensen af den analyse er, at Rasmus Willig har opgivet en profileret forskerkarriere med storsælgende bøger for at kaste sig ind i klimakampen. Senest som forstander på Suhrs Højskole, hvorfra han drømmer om at revolutionere danskernes forhold til bæredygtig mad. Men det arbejde har langtfra altid været en del af hans drømmekarriere.

"Det føltes som mit kald at være arbejdsmarkedsforsker, og det var i den rolle, jeg var mest lykkelig. Så hvis der ikke havde været klima- og biodiversitetskrise, havde jeg stadig siddet på universitetsgangen og skrevet om kritik. Men med klimakrisens akuthed kan jeg ikke længere nøjes med at sidde på en forskningsinstitution og teoretisere".

Det nye job er kulminationen på en udvikling, Rasmus Willig er gået igennem. Fra halvhjertet sociologistuderende til anerkendt forsker, indtil et fald med to rundstykker under armen åbnede hans øjne for klimakrisen og en ny tilgang til arbejdslivet.

Skvattede ned i klimakrisen

2016 havde også rekordhøje globale temperaturer og exceptionelt lidt havis, konkluderede FN’s meteorologiske agentur ved årets udgang. Men det fyldte ikke ret meget, da Rasmus Willig om vinteren tog til sommerhuset i Sønderho på Fanø.

Der var da også rigeligt at se til for sociologen, der dengang både var centerleder på RUC og ph.d.-programleder for socialvidenskab. Og nå ja, så skulle der nu også rettes bunkevis af eksamensopgaver fra studerende. En tur i sommerhuset syntes oplagt.

Det var i en pause fra gennemgangen af opgaverne, han hoppede i sine grønne gummistøvler og tog ned i den lokale Dagli’ Brugsen. På vej ud ad skydedøren med to bake­off-rundstykker under højre arm skete det så.

Et forkert skridt i de upraktiske gummistøvler på den sorte is, der ikke var til at se, og pludselig lå Rasmus Willig på asfalten med et åbent benbrud. Benet var brækket tre steder, og efter et par operationer var hospitalsvæsenets besked klar: Lig ned i fire måneder. En skarp kontrast til det hæsblæsende arbejdsliv, han havde haft i årene forinden.

"Det var selvfølgelig ikke godt med skaderne", fortæller Rasmus Willig, der stadig har komplikationer – for eksempel kan han ikke længere løbe.

"Men i forhold til mit travle arbejdsliv, og at jeg havde to små børn, var tiden til sammenhængende fordybelse også en gave. At alle møderne blev streget af kalenderen, hvilket gav mig tid til at læse og skrive, er noget af det bedste, der kunne ske for mig", mener han.

Og fordybelse var netop, hvad der skete, da han efter få dage begyndte at frygte, at han som sengeliggende ville tage på, og derfor ville spise nogle flere grøntsager. Han besluttede sig for at kravle over til sin kones bogreol og finde ‘Om at spise dyr’ af Jonathan Safran Foer. Side efter side blev vendt med indgående beskrivelser af industriens slagteteknikker og dyrenes lidelser.

"Fordi jeg gerne ville spise flere grøntsager, tænkte jeg, at bogen faktisk havde en chance for at have en effekt på mig. Og det havde den, for pludselig fik jeg øjnene op for, hvad mad betyder for klima- og biodiversitetskrisen", forklarer Rasmus Willig.

Kort efter begyndte han på sin første klimabog med Arne Johan Vetlesen og udtænkte sammen med sin kone – professor i journalistik Ida Willig – idéen til Andelsgaarde. Det næste skridt kom i 2021, da Rasmus Willig helt forlod forskningen på RUC for at blive jordopkøber og CSR-chef i biotekvirksomheden Gubra, der allerede var i gang med at opkøbe jord og gårde med fokus på naturgenopretning.

Det var ikke uden større overvejelse, at han gav slip på universitets­karrieren. Men det føltes ikke som nok at skrive bøger om klimaet.

"Som forsker skal man sidde og nøgternt beskrive tingene. Og når det, jeg nøgternt beskrev, var, at vi er på vej ud over kanten, så følte jeg næsten, at jeg var passivt medvirkende til krisen", fortæller han.

Han kom frem til, at de to kriser ikke er et teoretisk problem, der bliver hjulpet på vej af, at han sidder ved skrivebordet og tegner nye linjer. Det er et praktisk problem, der handler om at omsætte viden til handling.

"Som akademiker starter man med at forstå kriserne. Så tegner man nogle teoretiske linjer omkring dem og blander sig i debatten. Men det er, som om der stadig er langt til at omsætte viden til handling. Jeg nåede en grænse for, hvor mange gange jeg beskrev problemet, og der ikke blev gjort noget, så jeg måtte gøre noget andet".

Og på mange måde levede verden uden for universitetets mure op til forhåbningen om at komme tættere på handling.

"Der var virkelig kort fra tanke til handling i Gubra, og det stod i kontrast til universitetets bureaukrati og træghed. Vi fik hurtigt tilbudt alle en arbejdsgiverbetalt elcykel, reduceret kødet i kantinen med 90-95 procent, og vi begyndte hurtigt at opkøbe jord og rejse skov".

Det er netop den tilgang, han ønsker at tage med ind på Suhrs Højskole. For der er mange projekter på skolen, han drømmer om at få sat i søen.

Verden på en tallerken

"Skal man forandre verden, må man først forandre tallerkenen", fortæller Rasmus Willig om det meningsfulde i sit nye job på Suhrs Højskole, der har fokus på madlavning.

"Jeg vil gerne reducere kødet og vænne os af med at købe æbler året rundt og kartofler fra Ægypten. Men det kræver, at vi udvikler og udbreder nye retter, som kan gøre både os og jorden glade, og det kommer ikke af sig selv".

Netop det arbejde skal Suhrs Højskole være med til at løfte ved at udvikle og formidle nye tilgange til mad.

"De elever, der har gået her, starter ofte noget op selv eller begynder på Hotel- og Restaurantskolen. Så selvom man er her i en relativt kort tid af sit liv, kan man få nogle teknikker og ikke mindst værdier for livet, når det gælder køkkenet", siger han og fortæller, at han også drømmer om at arrangere kurser, hvor kantinepersonale kan komme ind og ‘køre gennem den grønne maskine’ for at ændre manges madvaner på kort tid.

Værdierne er ikke nye på stedet, forklarer han. De er gået i arv fra Ingeborg Suhr, der i 1901 startede husholdningsskolen, og som havde en nøjsomhed omkring både madspild og at spise i sæson. Og der er da også én særlig ting, Rasmus Willig drømmer om at genoplive fra Ingeborg Suhrs tid: samtalesaloner med borgerskabet om samtidens udfordringer – hen over et måltid.

"Vi vil gerne invitere folk ind til et godt måltid og en snak om både klima og biodiversitet. For måltidet handler jo også om den snak, der er hen over tallerknerne", fortæller sociologen.

"Måltidet er et skæringspunkt for, hvordan vi overbeviser hinanden om at løse den her udfordring. Det er ikke nok, at vi fylder de rigtige grøntsager på tallerkenen – vi skal også fylde den rigtige viden på til samtalen hen over den".

Ofrede forelskelsen

At Rasmus Willig skulle give afkald på tilværelsen som forsker, lå aldrig ligefor. Universitetet var i første omgang så stor en selvfølge, at hans mor tilmeldte ham sociologistudiet, mens han var på en tysklandstur som student.

Det meste af studietiden kom han til forelæsninger og gik til eksamenerne, men sociologien optog ham ikke for alvor. Indtil en dag under kandidatuddannelsen, da lektor Mikael Carleheden begyndte på en forelæsningsrække om kritisk teori – en sociologisk tradition, der søger at afdække undertrykkelse, ufrihed og uretfærdig magtudøvelse i samfundet. Rasmus Willig blev efterladt på forelæsningsbænken med en underlig fornemmelse i kroppen.

"Jeg mødte noget, jeg samtidig ikke kunne forstå, men som på en eller anden måde også føltes genkendeligt. Det var, som om de her teoretikere havde fat i den lange ende", forklarer han.
Rasmus Willig bankede på Mikael Carlehedens kontor og spurgte, hvordan han bedst dykkede ned i kritisk teori. Lektoren var ikke i tvivl. Han hævede armen og pegede på en plakat på sit kontor.

"Du skal starte med Hegel", sagde han om den notorisk svært forståelige filosof, der er flittigt refereret i Frankfurterskolens tradition.

"Men du kan også starte med den her bog", foreslog han og lagde "Kritik der Macht" af Axel Honneth på skrivebordet – sociologen, der havde overtaget Habermas’ prestigefyldte professorat i Frankfurt.

Et smil breder sig på hans læber, når snakken falder på den del af hans karriere, hvor hans arbejdsliv drejede sig om at tænke abstrakte tanker om kritikbegrebet.

"Det er et helt særligt kærlighedsforhold, jeg næsten ikke kan sætte ord på. Og kærlighedsforhold, dem hverken kan eller skal man forklare".

En flue lander på Rasmus Willigs marineblå blazer og tager opmærksomheden fra det længselsfulde blik i luften. Han rømmer sig.

"Men det forhold har jeg måttet lægge til side, for biodiversiteten og klimaet er vigtigere lige nu".

En kedelig krise

Det er ikke mange år siden, at Rasmus Willig havde det anderledes med både mad og klima.

Flere år før sit fald var han til et oplæg om klimaforandringer med sin samarbejdspartner gennem flere år, den norske filosofiprofessor Arne Johan Vetlesen. Pludselig hviskede nordmanden en forudsigelse: "Nu bliver vi alle sammen naturfilosoffer". Det ville i så fald blive uden ham, lød det instinktive svar fra Rasmus Willig.

Det var der flere grunde til. Dels var der ikke meget natur over de sprøjtede marker, han voksede op blandt i Midtjylland. En tilgang, der havde sat sig. Han tænkte ikke ret meget over måden, hans fødevarer blev produceret på, han havde købt en lille sportsvogn – og så fløj han rundt til alverdens konferencer og diskuterede emner, der optog ham langt mere. Natur og klima stod med andre ord ikke øverst på dagsordenen.

Oveni skulle lægges, at hans beskæftigelse med kritikbegrebet var en intellektuel opdagelsesrejse, der havde en værdi i sig selv.

"Klimakrisen interesserede mig slet ikke intellektuelt, og sådan har jeg det stadig. Rent intellektuelt er klimakrisen enormt triviel, kedelig og banal. Det står ligesom meget klart, hvad problemet er, og hvad vi skal gøre for at løse det. Så det er ikke så meget en teoretisk problemstilling, som at der skal nogle praktiske løsninger til".

Det er dem, han mener, han har kastet sig ud i. Først med Andelsgaarde og senest med Suhrs Højskole. Men hvis det tidligere var det intellektuelle puslespilsarbejde, der drev ham i arbejdslivet, hvad står så tilbage som motivation i den nye del af hans arbejdsliv?

"Drivkraften ligger i målet om at løse udfordringerne i den vigtigste problemstilling, man kan forestille sig. Og så er der også stadig intellektuelle udfordringer på det her felt, og det handler om, hvordan man kommunikerer på en måde, så det siger klik hos folk derude".

Går på begge ben

Skal man tro Rasmus Willig, er Suhrs Højskole på mange måder det perfekte sted at havne, fordi den har det bedste fra både det private erhvervsliv og universitetet. Den er et uddannelsessted med fokus på dannelse af engagerede unge, men der er samtidig kort fra tanke til handling.

"Jeg får mange ideer, som jeg meget gerne vil prøve af med det samme, og her kan man ændre noget fra elevhold til elevhold og fra dag til dag".

Den fleksibilitet gør, at han mener, at højskolerne kan blive en mere afgørende institution end universiteterne i omstillingen.

"På universitetet er man in it for the long run. I højskoleverdenen er man nærmere i det sprint, den grønne omstilling har brug for. Hvis du læser klimavidenskab på universitetet, kan det være, at før du er færdig med studiet, så er det allerede for sent".

Rasmus Willig holder en eftertænksom pause i talestrømmen, mens endnu en støvsky blæser forbi i den tørkeramte park.

"Der skulle et åbent benbrud til, før jeg stoppede med at halte i mit arbejdsliv. Men hvor er det befriende, at jeg endelig går på begge ben".