Da Jeanette Varberg blev syg, gjorde hun som tusinder før hende: googlede sig ud over afgrunden

I starten af februar 2023 fik museumsinspektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg konstateret kræft i mælkekirtlerne.

Det er en lusket kræftform, som havde gemt sig, så den voksede, uden at hun opdagede det. Sygdommen krævede, at 45-årige Jeanette Varberg øjeblikkeligt skulle have fjernet det ene bryst og i intensiv kemobehandling.

Efteråret havde været vanvittigt travlt selv efter hendes egne myreflittige standarder. Og hun glædede sig til, at hun nu skulle tilbringe tid med at fordybe sig i studierne af glasperler fra bronzealderen. I stedet stod hun nu i sit livs kamp med en sygemelding uden udløbsdato.

"Jeg kan ikke styre, hvor behandlingen efterlader mig. Det er ude af mine hænder. For en type som mig er det virkelig svært at slippe kontrollen på den måde. Det er fuldtidsarbejde at gå til behandlinger på Skejby og i Horsens. Det eneste, jeg derudover kan gøre, er at prøve at passe bedst muligt på min krop med motion og kost, som ikke giver mig kvalme", fortæller Jeanette Varberg.

Ingen hår under huen

På Skypemødet i starten af juni ser hun frisk ud med guldindfattede runde briller på næsen og iført den samme orange hue, hun havde på, da hun som del af et hold krydsede Nordatlanten i kølvandet på vikingerne. Et togt, som siden er blevet grundigt skildret i seks DR-udsendelser.

Turen over Nordatlanten er det hårdeste og mest strabadserende, Jeanette Varberg nogensinde har deltaget i. Set i bakspejlet hjalp det nok heller ikke, at metastaserne voksede i brystet på hende, mens hun sejlede, konstaterer hun tørt. 

Nu er der næsten ikke noget hår tilbage under strikhuen. Jeanette Varberg har netop overstået endnu en kemobehandling. Bivirkningerne slår hende hver gang ud i 3-4 dage, og tidspunktet for interviewet er derfor nøje planlagt.

I løbet af de sidste seks måneder har hun været igennem fire store operationer foruden kemoen. Oveni kæmper hun lige nu med en betændelse i ‘veneporten’, som er lagt lige ved nøglebenet. Det er der, kemoen bliver lukket ind i systemet med få ugers mellemrum. Der er konstant nye helbredsudfordringer at forholde sig til.

Giver tilbage til puljen

Den prisbelønnede forskningsformidler har i årevis tryllebundet sit publikum med fortællinger om bronzealderens handelsruter, fortidige migrationer og vikingernes slagmarker på tværs af kontinenter.

Men siden februar er det helt andre fortællinger, der med korte mellemrum dukker op på hendes profiler på Instagram og Facebook. Hun er meget åben om det forløb, hun er igennem.

"Det er ikke en bevidst strategi, men en beslutning, jeg tog tidligt i forløbet efter at have konfereret med min familie. Da jeg selv blev syg, gjorde jeg som tusinder før mig: googlede mig selv ud over afgrunden. Det, der hjalp mig allermest, var at læse om andres erfaringer, så nu giver jeg lidt tilbage til puljen", forklarer hun.

På Instagram poster Jeanette Varberg fotos af sin morgenyoghurt med hjemmelavet rabarberkompot og en citronmåne de luxe, som med sin syrlige smag er til at spise, selvom behandlingerne giver hende konstant kvalme.

Patient 0 er fra Sydsibirien

Det er imidlertid ikke kun hverdagsbeskrivelserne, der fylder. Da kræften kom, satte videnskabskvinden i gang. Det betyder alverden for Jeanette Varberg, at hun fik et formål og noget, der skal undersøges. Og hun blev mildest talt overrasket.

"Vi har forskningsresultater, kilder, overleveringer m.m. Men der er stort set ingen, som før har sat sig ned og systematisk gennemgået kræftens historie i Danmark. Jeg skulle læse engelsk og amerikansk litteratur for at få viden. Det er synd, for jeg er sikker på, at også danske læsere vil finde kræftens historie interessant", siger Jeanette Varberg.

Patient 0 fandt hun i International Journal of Cancer. En skytisk konge, der døde af prostatakræft og for cirka 2.700 år siden blev begravet på den sydsibiriske slette.

"Det er så vigtigt at blive mindet om, at vi ikke står alene i nutiden. Kræft er jo ikke en moderne sygdom, som opstår hos folk, der fx har stress. Mennesker til alle tider har stået over for og taklet nøjagtig de samme livsforandrende udfordringer. Det giver mig styrke at vide, at kvinder på Herodots tid også fik brysterne skåret af – og overlevede", siger Jeanette Varberg.

Hun læser al den information, hun kan komme i nærheden af, om kemo, kræftceller og knuder. Den videnskabelige tilgang er også en måde at distancere sig fra sygdomsforløbet på:

"Jeg ved nu, at den ene type af kemo, jeg får, er den medicinske udgave af et kemisk våben. En sennepsgas, der blev udviklet efter 2. verdenskrig, og som er så kraftig, at den blev forbudt ved Genèvekonventionen i 1925. Den går lige igennem linoleummet, hvis man taber den på gulvet. Den anden type, som de sprøjter ind, er baseret på en rød bakterie, der blev fundet i 1960’erne i en voldgrav omkring middelalderborgen Castel del Monte ved Adriaterhavet".

Klynger sig til den faglige livline

Selv stiller Jeanette Varberg sig også til rådighed for alle de forskningsforsøg, hun kan komme i nærheden af. Og hun har understreget over for Skejby Sygehus, at lægerne ikke skal pudre resultaterne i sukker, fx efter en scanning.

"Jeg vil ikke indkaldes til et møde, hvor de holder mig i hånden. Lægen skal bare ringe hurtigst muligt og give mig de nøgne fakta. Det er det, jeg kan forholde mig til", siger hun.
Hun har mødt suveræn opbakning fra sin arbejdsplads. Der står en respekt om kræften, som hun kunne ønske sig også gjaldt for andre sygdomme.

"Det var lidt bevægende at skulle orientere Rane (Willerslev, museumsdirektør. Red.) og min nærmeste chef Michael Andersen, da jeg fik min diagnose. De vidste godt, jeg havde opdaget en bule i brystet. Men tanken om, at jeg stod over for den her kæmpe omgang, der kan tage det meste af et år, overvældede os alle".
For sin egen skyld læser Jeanette Varberg stadig mails og intern kommunikation fra museet, selv om hun er sygemeldt.

"Det hænder også, at jeg sætter en af kollegerne i gang, hvis jeg falder over noget spændende, der kræver en nærmere undersøgelse. Jeg får en masse nye ideer, som jeg dybest set ikke ved, om jeg kommer til at kunne leve ud. Jeg klynger mig til min faglige livline igennem alle strålebehandlingerne og operationer. Det gør, at jeg kan holde gejsten oppe".