Bør skærme fylde mindre i folkeskolens klasselokaler?

Ja, skærme forstyrrer i det skjulte

Læs Louise Klinges tre argumenter for, hvorfor skærme bør fylde mindre i klasselokalerne på de danske folkeskoler: 

Internettets uendelige fristelser

Så snart du åbner skærmen, får du adgang til internettets uendelige fristelser. Når jeg har observeret fra bagerst i klasselokalet, har jeg set alt fra sociale medier og spil til streaming og shopping – endda pornografisk materiale indimellem.

Vi har simpelthen at gøre med en distraktionsfaktor, der frister børnenes impulskontrol og tager fokus væk fra undervisningen. Derfor bør brug af skærmene klart afgrænses – både tidsmæssigt, og hvad de må bruges til i det konkrete øjeblik i undervisningen.

En skjult distraktion

Når jeg er gået fra undervisningen, jeg har observeret, fortæller nogle lærere mig, at det har været en
god time. Men fra bagenden af lokalet har jeg kunnet se, at der måske kun var fire, der faktisk lavede det, de skulle. Det er ikke, fordi børn ikke også blev distraheret, inden skærmene gjorde deres indtog i klasselokalet. Men der ville man hviske med sidekammeraten, kaste med papirkugler eller noget tredje, læreren ville kunne opdage. Her er det hele skjult, og eleverne er dygtige til at skifte vindue på skærmen, hvis læreren går forbi.

Skærmene har ikke virket

Vi ved, at man lagrer bedre i langtidshukommelsen, når man læser og tager noter på papir, fordi sanserne er mere involverede. De sidste 15 år har der været en meget blind tiltro til, at hvis vi arbejder med digitalisering, styrker vi læringen. Men vi ser ikke noget større læringsudbytte. I stedet har vi skabt en verden for børnene, hvor det digitale fylder for meget både i klasselokalet og i fritiden. Hvis vi skal gøre børnene til stærke brugere af det digitale, handler det om at hjælpe dem med at etablere vaner, som ikke forstyrrer koncentrationen – og det gør vi ikke ved, at skærmene konstant er i spil i skoletiden.

Nej, skærmene er ikke problemet

Her er Jeppe Bundgaards tre argumenter for, hvorfor han mener, at skærmtiden i folkeskolen ikke er det egentlige problem.  

Skærmen er blevet en let løsning

For 15 år siden snakkede man om, at hvis man indførte skærmene, ville man løse en hel masse. Nu snakker man om, at hvis man fjerner skærmene, så løser man en masse. Men det er uhensigtsmæssigt at tro, at vi løser undervisningsproblemet ved at skifte fra bog til skærm eller omvendt.

I stedet burde vi diskutere, hvorfor så mange børn oplever skoletiden som meningsløs. Svaret bunder nok hverken i skærmene eller i bøgerne, men i et alt for stort fokus på formidling og træning og alt for lidt på undersøgelse og skabelse – uanset hvilke teknologier og medier der anvendes.

Skærmene har masser af muligheder

Vi har alle sammen enorm glæde af skærme og teknologier. Og selvom der er nogle store virksomheder, der mest af alt driver rovdrift på vores opmærksomhed, er der også mange gode teknologier – hvad end det er muligheden for at søge sig frem til viden, kommunikere med en ekspert eller producere en video. Derfor bør man rette et eventuelt forbud mod enkelte tjenester og ikke selve skærmen.

Vi må følge med tiden

Du kan skære skærmene væk i skoletiden, men de eksisterer jo stadig i fuldt flor, når eleverne forlader skolens matrikel. Mange af problemerne på sociale medier – hvad end det er fake news eller onlinemobning – er jo vigtige at adressere i skolen, hvor man kan lære sunde digitale vaner. Hvis vi ikke har adgang til teknologi i skolen, hvordan skal vi så lære at omgås en verden, der er fuld af den? Det er næsten lidt amish at forestille sig, at man kan fjerne skærmen fra undervisningen, og så går problemerne væk. Verden fortsætter jo ufortrødent – og den skal børnene lære at omgås i skolen.