Vi har brug for jer, der kæmper imod

Direktøren kunne ringe til Lea kort før midnat på en helt almindelig dag. Svarede hun ikke, sendte han hende sms’er for at afkræve svar, og så måtte hun skrive tilbage. Hun turde ikke lade være.

Lea Blom er en af de personer, der nu gør op med en topchef, der i årevis har kørt ’manipulerende spil’ med de ansatte på Paul Petersens Idrætsinstitut. Det lyder flot, når han kalder det for ’Danmarks ældste eksisterende idrætsuddannelse’, men under overfladen er der noget helt galt. De ansatte bliver bedt om at forfalske litteraturlister, mens den tilknyttede psykolog videregiver deres fortrolige oplysninger til kolleger og chefer. Og efterfølgende bliver de fyret efter forgodtbefindende. Men nu råber 13 kilder op. De siger fra.
Opgøret. Det er på mange måder det gennemgående tema for dette blad. Dette er heller ikke slået igennem:

En virksomhed som Paul Petersens Idrætsinstitut kunne godt have brug for en som Uzma Ahmed. En slagkraftig aktivist, der bruger sine egne følelser til at skabe bedre arbejdspladser. "Jeg bliver ansporet til at gå i gang, når jeg mærker en frygt i mig selv, en indignation eller en uretfærdighedsfølelse", fortæller hun. Det er en indstilling, jeg selv kunne lære meget af. Og som er nødvendig, hvis vi skal beskytte os imod de dårlige arbejdsgivere, der får lov til at sætte uacceptable rammer op for medarbejderne.

Opgøret findes også i andre former. Tag for eksempel pakistaneren Mushtaq Bilal, der er rejst til Odense for at forske i selveste H.C. Andersen, men med sine over 180.000 følgere på Twitter er mere kendt for at tæmme chatbotterne og lade dem skrive for sig. Mushtaq Bilal er en af dem, der omfavner teknologiens grundlæggende opgør med, hvad det overhovedet vil sige at være akademiker – og hvor værdien i vores viden egentlig ligger. "Ligesom enhver anden akademiker synes jeg, sproget er utrolig vigtigt. Men jeg mener ikke, det bør være et krav at lære at skrive akademisk", siger Mushtaq Bilal for eksempel.

Et teknologisk skifte i en helt anden, men mindst lige så vigtig form er sket for beboerne i landsbyen Kisserup. Et socialt forsøg med bæredygtig transport har betydet, at Helene Tommerup nu kører rundt med hønsefoder og små børn i en knaldrød Tesla – og at de fleste af hendes naboer gør det samme. I den lille landsby er fossilbilerne erstattet af elversioner, så de kan pendle mere grønt på arbejde. Et opgør med de fossile brændstofvaner i jagten på en grøn omstilling. "Jeg oplever, at nogle går og venter på, at regeringen og alle andre gør noget, men så kan vi jo vente for evigt", som Helene Tommerup selv siger.

I en anden del af landet har Tine Andersen måttet gøre op med selve synet på livet. En arbejdsskade splintrede ikke bare hende ankel i tusinde stykker, men også de planer, hun havde lagt for sin fremtid. Ulykken har betydet årevis med økonomisk usikkerhed, fysisk smerte og juridiske kampe. Samtidig har opgøret lært hende noget: Det næstbedste kan også være godt nok.