Uzma Ahmed: Vi er nødt til at tale om de store følelser i arbejdslivet

Blågårds plads, Nørrebro, 18 marts

”Har jeg taget fejl af tidspunktet?”

Uzma Ahmed tjekker lidt nervøst kalenderen på sin mobil.

Hun kaster sit trænede aktivist-blik ud over Blågårds Plads på Nørrebro i København og konstaterer forundret, at pladsen ligger fredeligt hen. Kun et par drenge sparker til en bold, mens andre plejer tømmermænd på cafeerne i gaden.

Intet sted er der tegn på, at en demo i anledning af FN’s internationale dag mod racisme skal begynde her om en halv time. Ingen bannere, ingen flyers, ingen trækvogn, som kan samle deltagerne om talerne og de musikalske indslag.

Kvinden, der har ledet events og store aktioner i mere 20 år, er mystificeret.

”Jeg ville have inddraget en masse mennesker og haft alting klar for længst,”, siger Uzma Ahmed med et smil.

Allerede inden den 48-årige ildsjæl mødte op i dag, har hun lovet sig selv, at det er sidste gang hun taler ved en demonstration.

”Jeg er kommet i dag af respekt for arrangøren SOS Racisme Danmark, der har lavet et godt stykke arbejde i mange år. Men nu skal jeg videre. I’m done.”

Ægirsgade, Nørrebro, 20.marts

Der er fuld knald på tapeter og vægfarver i køkkenet, hvor Uzma Ahmed skænker formiddagskaffe. Hyggen bliver understreget af bogstabler og grønne planter, der snor sig under loftet.

Egentlig er det slet ikke aktivisten Uzma Ahmed, der har inviteret på kaffe.  
Det er derimod kvinden, der netop har modtaget årets ildsjælepris fra Finn Nørgaard-foreningen for sit årelange arbejde med dialog, integration og sammenhæng.

I dag arbejder Ahmed som selvstændig konsulent, og hun trækker på både sine egne dyrekøbte erfaringer og hele paletten af aktivistiske værktøjer, når hun hjælper med at skabe gode forandringsprocesser på arbejdspladser. ”Der, hvor de påvirker mennesker allermest”, som hun siger.

I Uzma Ahmeds tilfælde kan aktivisten og konsulenten ikke skilles ad.

”Arbejdspladser, der ønsker en mere inkluderende kultur, kan have enormt stor gavn af at bruge de metoder, jeg har brugt i forbindelse med de aktioner, jeg har stået i spidsen for: Lyttekampagner, hvor folk kan lufte deres bekymringer. Mediering. Og ikke mindst det møjsommelige fodtudsearbejde, hvor man går fra dør til dør for at afstemme forventninger”, siger Uzma Ahmed.

Kærlighed og kage

At den ældste datter af to pakistanske forældre er ekspert i at mobilisere folk, har hun bevist ved talrige lejligheder. Uzma Ahmed har dårligt tal på de interventioner, hun har stået bag igennem årene.

Det startede med ‘projekt 7’, hvor hun sammen med fotograf Tina Enghoff lavede en udstilling, der stillede skarpt på, hvordan en række voldsramte, familiesammenførte kvinder kom i klemme på grund af syvårs-reglen.

Der var et fredsoptog i København i kølvandet på den ophedede debat om Muhammedtegningerne, en lysfest på femårs-dagen for terrorangrebet mod synagogen i Krystalgade og spillestedet Krudttønden på Østerbro samt en talstærk protest mod behandlingen af danske børn og deres mødre i de syriske flygtningelejre. Og så er der rækken af modaktioner til Rasmus Paludans koranafbrændinger, fem i København og en på Bornholm.

Med Ahmed i spidsen mødte op imod 7000 mennesker frem med kage, dans og musik for at lokke de unge mænd til at kigge den anden vej, hver gang Paludan gik på gaden med sin hadefulde retorik. Et skud kærlighed ud til de allermest vrede.
Ikke så sært er hun pavestolt af sin pris:

”Det er jo min faglighed, der er blevet anerkendt. Og min filosofi om, at det er de dialogskabende initiativer, der for alvor har gennemslagskraft”, siger Uzma Ahmed.

Hun er ikke teoretiker. Hun er praktiker, fastslå hun:

“Og jeg bliver ansporet til at gå i gang, når jeg mærker en frygt i mig selv, en indignation eller en uretfærdighedsfølelse”.

Når gamle triggere bliver aktiveret

I Uzma Ahmeds aktivistiske værktøjskasse ligger også forklaringen på, hvordan hun får folk til at droppe sofaen og gå på gaden. Det handler om systematisk forberedelse, og det kan sagtens tage mellem 30 og 40 timer:

”Hvis du skal mobilisere folk og være helt sikker på, at de gider svinge forbi en demo efter arbejde med en laptop under armen, så skal du eddermame også kende alle de barrierer for forandring, der kan være. Du skal virkelig kunne forklare, hvorfor de skal komme, og hvorfor det er så vigtigt at gøre noget, der måske ikke føles særligt naturligt for dem”.

Processen er den samme, når en arbejdsplads skal sikre, at medarbejderne kommer godt igennem store skift, mener hun.

”Enhver forandring i et menneskes liv kan være forbundet med både sorg, skam, endda vrede. Det er ting, vi bærer med os, når vi går på arbejde. Det skal vi blive bedre til at tale om”, siger hun.

Ligefrem skam? Og vrede?

”Ja, det kan lyde overdrevet, men de følelser kommer typisk i forbindelse med store omorganiseringer på en arbejdsplads. Når der sker forandringer, som du ikke selv har kontrol over, bliver du ofte konfronteret med mere sårbare sider af dig selv. Din sårbarhed kan jo både handle om alder, land og by, uddannelsesniveau, seksualitet, etnicitet, alkoholisme eller anden sygdom. Og så videre og så videre. Vi har alle nogle gamle ’triggere’, der kan blive aktiveret, hvis der sker noget nyt, vi ikke selv er herre over”.

Er det noget, du selv har oplevet?

”Et par gange. Men nok allermest voldsomt, da min politiske karriere kæntrede for syv år siden”.

Paludan kommer – er du også bange?

Det var Uzmas to store piger, der i 2019 første gang fortalte hende, at Rasmus Paludan havde annonceret, at han vil komme til Nørrebro og brænde koraner af.

Hun blev urolig. Gik længe rundt om sig selv derhjemme. Det var svært for hende at se passivt til, at han skulle få lov til at sprede så meget had uimodsagt. 

 Alle, hun talte med på Nørrebro, var bange for, hvad situationen kunne udvikle sig til.  

“Og når folk er bange og de ikke får talt med andre om det, så kan de føle sig ignoreret eller underkendt, og så går det hurtigere op i en spids”, siger hun.   

 Da hun besluttede sig for at arrangere en fredsfest på Blågards Plads, gik hun grundigt til værks. Hun gik fra dør til dør og mobiliserede både kvinderne i moskeen, sine gamle kontakter i boligområderne og mødrene til alle de vrede unge og deres små søskende, der var godt i gang med at hidse hinanden op.

Fredsdemoen blev et tilløbsstykke. TV2 Lorry berettede om talstærk kædedans, et blomsterhav og et soundtrack, der spændte fra mellemøstlig folkemusik til Birthe Kjærs ‘knaldrøde gummibåd’.

 Der var enkelte kritikere, der mente, at interventionen kun var med til give en håndfuld ligegyldige racister endnu mere opmærksomhed. Uzma Ahmed har det lige omvendt:

”Det store fremmøde viste alle, at Paludan ikke repræsenterer danskerne. Han repræsenterer de få”. 

‘Tager klart afstand fra mig selv’

I 2015 stillede Uzma Ahmed op for det unge parti Alternativet til Folketingsvalget. Baggrunden var angrebet på Charlie Hebdo, at udlændingedebatten atter var højspændt og at muslimerne var under angreb.

Situationen blev sat yderligere under pres, da angrebet på krudttønden fandt sted, og debatten gik i hårdknude.

Alternativets leder Uffe Elbæk havde fået øje på Uzma Ahmed og inviteret hende til et møde. Hun syntes, det var en interessant tanke at stille op for et parti med højt til loftet:

“Jeg sagde fra start at jeg ikke ville være den brune muslim, der langer ud efter mine egne. Jeg ville derimod arbejde for en politisk kultur, kendetegnet ved, at dem der udtaler sig, er fagligt klædt på.”

Hun satte 13 politiske laboratorier op i udsatte boligområder og fik hurtigt en central placering i Alternativets valgkamp.

”Det var mig, der kunne sætte møder op med de rigtige i boligområderne og tale med de tørklædekvinder, der bliver spyttet på, når de tager børnene med på legepladsen”, forklarer Uzma Ahmed.

Citatet gik af som en bombe

Det gik galt, da en politisk modstander bragte et citat på Facebook og spurgte om Alternativets integrationsordfører i virkeligheden var fra Dansk Folkeparti: Citatet var del af en større artikel i Politiken, den 13. Maj 2015 og lød:

”Hvis man ikke gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling, så skal vedkommende sendes tilbage til sit hjemland. Man kan simpelthen ikke være her”.

Citatet, der gik af som en bombe på de sociale medier, var taget ud af en kontekst, siger Uzma Ahmed:

“Selvfølgelig mente jeg ikke det, hverken dengang eller i dag”, understreger hun.
Alligevel blev integrationsordføreren frataget sit ordførerskab. I en pressemeddelelse fra partiet blev Uzma Ahmed citeret for at sige: ”Jeg tager klart afstand fra mig selv”.

Det var en udtalelse, hun blev pålagt, forklarer hun.

Hendes stemme bliver helt tynd, når hun skal genfortælle, hvad der skete. Forløbet sidder den dag i dag som en klump i maven på hende – en skam, der kan blive trigget, hvis hun pludselig føler sig presset:

”Jeg skammer mig over at have brugt så mange menneskers tid og tillid, uden at det førte til noget. Jeg føler jo, at jeg lod en hel masse i stikken, også dem, der ikke stemte på mig. Det er så min gamle trigger, der bliver aktiveret”, konstaterer hun.

Brobyggere i barndommen

Den politiske bevidsthed har altid været present hos Uzma Ahmed, der som ældste barn af pakistanske forældre kom til Danmark i 70´erne.

”Min far arbejdede på Lindøværftet, og der var mange møder i min barndom i Odense, hvor der blev diskuteret politik og arbejdsmiljø”, fortæller hun.

Naboen var tillidsrepræsentant. Hans kone, mormor Ruth, stod i spidsen for alle de sjove arrangementer i kvarteret.

”Det var hende der lavede fastelavn for børnene og også hende, der sørgede for at alle havde et sted at holde jul. Min mors veninde blev min ekstra mor, tante Birthe. Hun er en stor inspirationskilde for mig”, siger Ahmed. Også hendes egen mor var brobygger.

”Hun var allermest optaget af, at vi kom med i et fællesskab. Det var det vigtigste overhovedet for hende at sikre, at vi følte et ægte tilhørsforhold til vores nye land.”

Vi tager blokeringer med på arbejde

Succesfulde arbejdspladser vil formå at favne og afspejle værdierne i store bevægelser som Black Lives Matter, Metoo og klimabevægelsen, vurderer hun.

”En klog chef ved jo godt, at en større og mere mangfoldig medarbejderkreds på en arbejdsplads også øger potentialet for vækst”, siger Ahmed.

Senest har debatter om køn og strukturel racisme vist, hvor vanskeligt det er for mennesker at tage nye strømninger i tiden ind, også selvom de generelt er både åbne og fordomsfri.

”Vores blokeringer bliver jo ikke hjemme, når vi går på arbejde”, påpeger Uzma Ahmed.

Derfor kommer sorgen, skammen og vreden hurtigt til at stå i vejen for, at fine personalepolitikker også bliver ægte implementeret, mener hun.

”Virksomhederne er hurtige til at stille alle de rigtige vitaminpiller frem på bordet og forklare, hvorfor de er sunde. Det kræver en langt mere transformativ proces at få alle til at spise de piller, de sætter frem.”

Demo, Blågårds plads, Nørrebro, 18 marts

I hjertet af Nørrebro begynder folk at samle sig, få minutter før demoen skal starte.

En trækvogn ruller ind, og en kaffe/kage bod ryger op. Børn dukker op svøbt i syriske flag. Det viser sig, at demoen også bliver brugt til at markere, at den blodige, syriske borgerkrig er gået ind i sit 11 år.

Uzma trykker hånd med et par stykker. Normalt ville hun have grebet mikrofonen og sat gang i mængden på Blågårds Plads. Men i dag holder hun sig i periferien, indtil hun skal holde sin sidste tale fra trækvognen. Det er ikke længere hendes kamp.