Tine har lært, at det næstbedste også kan være godt

Himlen var grå og luften frostkold, da 46-årige Tine Andersen kørte sin sølvgrå Beetle ind på parkeringspladsen ved Frederikshavn Kommune en januarmorgen i 2015.

Som rådgiver i en ungeenhed, der hjælper unge videre i livet, havde hun været en tur på landet for at mødes med en ung mand. Nu skulle hun tilbage til kontoret til et møde med en ung kvinde. Hun steg ud af bilen, og efter nogle få skridt skred benene væk under hende. Parkeringspladsen var spejlglat. Det gik hurtigt. Hun landede på ryggen og tog fra med begge arme. Hun satte sig op, prøvede at komme op at stå, men kunne ikke. Foden sad forkert. Den pegede udad i stedet for lige frem. Tine Andersen forsøgte at sætte den på plads, men kunne ikke.

I det øjeblik mærkede hun ikke smerterne. Tænkte mest på, hvor ubelejligt det var, at hun lå udenfor, mens en ung kvinde sad og ventede på hende indenfor. Så kravlede hun hen til sin taske, som var slynget væk i faldet. Hun måtte have fat i telefonen for at ringe til forkontoret efter hjælp.

En kollega kom hurtigt ud og fik skubbet hende hen til bilen, så hun kunne læne sig op ad det ene baghjul. Med hjælp fra kollegaen fik hun rejst sig og kunne komme ind på bagsædet og af med støvlen. Foden hævede hurtigt.

Kollegaen kørte hende direkte til Hjørring Sygehus. Her blev hun røntgenfotograferet med det samme og benet lagt i gips, inden hun skulle opereres dagen efter. Anklen var splintret i tusind stykker, så lægerne måtte sætte metalstøtter ind på begge sider.

Sengeliggende i tre måneder

Efter et par dage på sygehuset blev Tine Andersen udskrevet med beskeden om ikke at støtte på foden i tre måneder. Hun skulle nærmest være sengeliggende. En umulig situation, da hun boede alene i en lejlighed med trapper, så hun flyttede hjem til sin mor, som boede i en stor lejlighed, hvor hun fik eget værelse med bad og blev passet af sin mor og sin tvillingesøster.

Fra værelset kunne hun kigge ud over havet. En glæde, hun havde svært ved at nyde på grund af konstante stærke smerter, som gjorde hende træt sammen med den smertestillende medicin. Når hun ikke sov, gik tiden med læsning og besøg af venner, som var gode til at kigge forbi.

Da de tre måneder var gået, kom hun til kontrol på sygehuset og blev henvist til træning, som ikke gjorde nogen forskel. Men hun havde en god rutine med selv at lave øvelser derhjemme, så nu inkluderede hun anklen. Det var hun nødt til. Hvis hun ikke lavede øvelser, føltes det, som om anklen låste sig fast, og hun måtte humpe af sted.

Uden job

Kort efter faldet anmeldte Frederikshavn Kommune det som en arbejdsskade, og omkring tre måneder efter kontaktede Tine Andersen sin fagforening, DM. Hun fik forhandlingskonsulent Tina Andersen – ja, de hedder næsten det samme – fra kontoret i Aarhus i øret. De talte hændelsen igennem, og DM-konsulenten fortalte, hvordan DM ville gå videre med sagen. Den blev overgivet til advokat Joachim Faber-Rod, der er ekspert i arbejdsskadesager og ansat i DM to dage om ugen ved siden af sin egen praksis, og nu gik sagen sin gang.

Omkring tre måneder efter faldet flyttede Tine Andersen hjem til sig selv og prøvede stille og roligt at starte op på arbejdet igen. Fuldtid kunne ikke lade sig gøre. Smerterne og den nedsatte bevægelighed hæmmede hendes koncentration.

Hun var ikke den samme som før. Faldet havde ændret hendes liv. Hun forstod godt, at nogle tænkte, at hun bare skulle op på hesten igen, men hun havde en fysisk belastningsreaktion at bearbejde, hvor hovedet og kroppen skulle hænge sammen igen.

Hun var ansat i et vikariat, som udløb 31. juli. Vikariatet blev ikke forlænget, og Tine Andersen blev sygemeldt.

Efter trekvart år kom hun i praktik og fik derefter et nyt vikariat i kommunens center for børn og unge. Det var stadig ikke muligt for hende at arbejde fuldtid, så da vikariatet udløb i slutningen af året, stod hun igen uden job. 

Hun forstod det ikke. Hun havde altid fået ros for sit arbejde, og inden hun faldt, var hun blevet bedt om at oprette en ny afdeling, som gennem samtaler med unge skulle finde ud af, hvad der gik galt i de tilbud, som de unge droppede ud af. Det var hendes egen ide, og hun fik ros for at tænke ud af boksen. Hun blev endda bedt om at holde oplæg for kommunalpolitikere på besøg.

Faldt mellem to stole

Tine Andersen følte sig ladt i stikken og var frustreret over at stå uden job, samtidig med at hun skulle forholde sig til sin nye krop. Hun humpede. De kroniske nervesmerter i benet føltes som vokseværk og krævede, at hun holdt pauser, hvilede og skiftede stilling ofte.

Faldet begrænsede hende. Hun kunne ikke længere søge job i Aalborg. Kunne ikke holde til at køre 45 minutter hver vej. Hun kunne heller ikke sidde eller gå for længe. Hun plejede at stå på ski og være fysisk aktiv. Det var slut. Ikke engang yogaøvelser kunne hun lave mere. Allermest savnede hun at løbe på rulleskøjter og gå lange ture.

Meget af det, hun havde taget som en selvfølge, kunne hun ikke mere. At bukke sig ned eller gå i tætsiddende støvler. Selv dynen i sengen kunne genere, og på kolde dage gjorde det ekstra ondt i benet, fordi metallet i anklen blev koldt. Men heldigvis kunne hun stadig cykle lange ture.

Samtidig oplevede hun, at hun faldt mellem to stole: Hun var for rask til at være sygemeldt, men ikke syg nok til at være på dagpenge.

En helt ny verden

I takt med at arbejdsskadesagen gik sin gang, fik Tine Andersen indblik i en helt ny verden, som handlede om forskellige instanser, der skulle tage stilling til hendes liv. Hvor meget mén hun havde fået efter faldet, og om hun havde mistet noget af sin erhvervsevne. Derfor så hun en del speciallæger og skulle igennem et forløb med arbejdsprøvning. Hun var taknemmelig for, at DM’s advokat Joachim Faber-Rod undervejs gav sig tid til at forklare sagsforløbet og var god til at dele det op, så det blev til at overskue.

Tine Andersen kunne slet ikke kende det billede, modparten tegnede af hende. Hun havde altid knoklet. Havde læst på universitetet i Paris og Cambridge og senere uddannet sig til designer og været selvstændig med butikker i både Aarhus og København, før hun efter 21 år væk fra hjembyen flyttede tilbage til Sæby i Nordjylland for at komme tættere på sin mor og sin tvillingesøster. En søster, som desværre fik konstateret uhelbredelig kræft i efteråret 2019, og som hun mistede i november 2021. En livskrise, som selvfølgelig påvirkede Tine Andersen.

Før og efter faldet havde Tine Andersen haft nogle uoverensstemmelser på arbejdet, som midlertidigt havde påvirket hende, men som ikke var af en karakter, der inden skaden ville have medført sygemelding eller fravær fra arbejdet, og som heller ikke ville have nedsat hendes erhvervsevne.

Inden sagen blev forelagt for Retslægerådet, brugte kommunen oplysningerne om uoverensstemmelser på arbejdspladsen og den midlertidige beskedne påvirkning, det havde ført med sig, som argumenter for, at det var hendes psykiske tilstand uafhængigt af arbejdsskaden, der førte til, at hun havde mistet noget af sin erhvervsevne, og ikke det komplicerede benbrud og følgerne efter det, der gjorde, at hun havde mistet en stor del af sin erhvervsevne for altid.

Derfor var det en lettelse, at Retslægerådet ad to omgange gav DM og Tine Andersen ret i, at hendes nedsatte erhvervsevne skyldtes skaden i anklen. På fagsprog hedder det, at rådet støttede årsagssammenhængen mellem skaden og de rejste krav om erstatning.

DM anlagde sag

I starten af 2020 indledte DM på vegne af Tine Andersen en retssag mod Frederikshavn Kommune, som via sit forsikringsselskab nægtede at betale mere end omkring 38.000 kr. for svie og smerte og desuden kun ville betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for fire måneder i 2015.

Det var under forberedelsen til retssagen, at kommunen to gange forlangte en udtalelse fra Retslægerådet. En ikke usædvanlig procedure, forklarer Joachim Faber-Rod, som sendte et sagsforløb på 274 sider til Retslægerådet, første gang sagen blev forelagt rådet den 10. juli 2020.
Næsten halvandet år senere udtalte rådet sig første gang til Tine Andersens fordel. Men det var ikke nok for modparten, som ønskede flere vurderinger hos Retslægerådet.

Derfor sendte Joachim Faber-Rod uddybende materiale til Retslægerådet den 14. marts 2022, og rådet udtalte sig endnu en gang til fordel for Tine Andersen. Denne gang var sagsbehandlingstiden kortere, da rådet allerede var inde i sagen, og udtalelsen kom i september 2022.

Endelig kom der et punktum

I januar 2023 tilbød kommunen et forlig, og efter de endelige forhandlinger herefter, som sikrede Tine Andersen frem til alderspensionen, ringede Joachim Faber-Rod en dag i marts til hende og fortalte, at nu var forliget helt på plads.

Sagen var slut. Tine Andersen fik en wauw-fornemmelse indeni. Arbejdsdagen i webshoppen, hvor hun nu arbejder, var ved at være forbi, så hun pakkede sammen og kørte hjem i sin sortgrå Fiat 500 med automatgear. Hendes ben kunne ikke holde til en bil med manuelt gear, så Beetlen var for længst skiftet ud.

Hjemme hos sig selv ringede hun til sin mor, som havde lagt øre til hende i alle de otte år. Bagefter sad hun længe helt stille i sin lejlighed og kiggede ud over vandet.

Hun var rørt og taknemmelig over, at familien, Joachim Faber-Rod og DM havde støttet hende i alle de otte år.

Hun mærkede lettelsen brede sig. Endelig var der sat punktum i sagen.

Arbejdsidentiteten er blevet en anden

I august 2019 fik Tine Andersen bevilget fleksjob, og hendes erhvervsevnetab blev i maj 2021 endeligt fastsat til 35 procent.

Hun arbejder nu 12 timer om ugen i en web­shop, som sælger livsstilsprodukter, og er utrolig glad for det, selv om hun ikke ville have valgt det inden ulykken. Som tekstforfatter kan hun bruge sine uddannelser, når hun skriver nyhedsbreve, laver marketingskampagner, skriver tekster og finder og behandler billeder.

Men arbejdsidentiteten er blevet en anden. Hun er langsommere om at løse opgaverne, har ondt og skal hvile og har derfor fordelt de 12 timer på fire dage.

Hun, der har været selvstændig og altid har arbejdet, skal vænne sig til at være en del af et system. Det har hun kæmpet med.

Erstatningen efter ulykken kompenserer for den lave løn, som et fleksjob indbringer. En del af beløbet er brugt på den lejlighed, hun bor i, og resten skal bruges på en pensionsopsparing, så hun kan få ro og tryghed.

Erstatningen for mén og tabt arbejdsfortjeneste har været dyrt købt, og hun ville 100 procent gerne være den foruden. Men som menneske er hun kommet dertil, hvor også det næstbedste kan være rigtig godt. For Tine Andersen er det et aktivt valg, at hun ikke er bitter over den drejning, hendes liv har taget. Hun har valgt at have det godt.