Fællesskabet er alt
"Som soldat er du en del af en meget stærk gruppe, men når du kommer hjem, er du ude af gruppen, og der sker et identitetstab. Jeg har som veteranrådgiver fået en stærkere viden om, hvad fællesskabet kan gøre", siger Julie Hasselager, veteranrådgiver i Aarhus Kommune. © Foto: Simon Jeppesen
Julie Hasselager er veteranrådgiver i Aarhus Kommune. Hun støtter og rådgiver tidligere soldater, blandt andet i deres kontakt til kommunen.
"Jeg tog ud i verden for at hjælpe. Og nu tager jeg hjælpen hjem til dem, der har været af sted. Jeg var selv soldat i kamptropperne og udsendt til Kosovo med hold 1 i 1999. Bagefter begyndte jeg på Asienstudier på universitetet.
Jeg tog af sted til Kosovo, fordi jeg ville være med til at yde en humanitær indsats. Efter at jeg er kommet hjem, har jeg indset, at der også er brug for at hjælpe herhjemme. De fleste soldater kommer styrkede hjem, men 10-20 procent af dem er svært udfordrede med PTSD eller andet.
Som veteranrådgiver har jeg fået en stærkere viden om, hvad fællesskabet kan gøre. Som soldat er du stærk og ressourcefuld, og du er en del af en meget stærk gruppe, men når du kommer hjem, er du ude af gruppen, og der sker et identitetstab.
Det kan være svært at acceptere, at der er ting, man ikke kan, og at søge hjælp. Nogle isolerer sig. De skal blandt andet have hjælp til at finde tilbage til fællesskabet.
Når du er af sted, er fællesskabet alt. Det er det også, når du er tilbage i Danmark".